Anmeldelse: Vinteren er kommet til ’1923’, og nu er Harrison Ford virkelig gnaven

Selvom ’Yellowstone’ tilsyneladende er fuldstændig done – aldrig sig aldrig i streamingland – er vi langt fra færdig med familien Dutton.

Vi er tilbage i 1920'erne med ’1923’, hvor patriarken Jacob (Harrison Ford) sammen med hustruen Cara (Helen Mirren) forsøger at holde Yellowstone-ranchen på familiens hænder. For der er rigeligt med fjendtligtsindede folk, der hellere end gerne vil sende kvægfolkene seks fod ned under jorden og overtage deres land.

Forrest i rækken står den temperamentsfulde fårehyrde Banner Creighton (Jerome Flynn) og den sadistiske forretningsmand Donald Whitfield (Timothy Dalton).

Præcis som i første sæson er trumfkortet for at sikre Dutton-familiens overlevelse åbenbart, at Jacob og Caras nevø, krigshelten Spencer (Brandon Sklenar), får bugseret sig hjem fra Afrika til Montana.

Det er dog ikke kun menneskelige trusler, som er et problem. Vinteren har bidt sig fast i de bjergrige egne, og det betyder åbenbart, at alle rovdyr udser sig Yellowstone-ranchen som et potentielt spisekammer.

Begynder du at forstå, hvor det bærer hen ad?

Taylor Sheridan overlæsser '1923' med den ene konflikt og problem efter det andet. Det er, som om hvert eneste af de tre første afsnit, som anmelderne har fået stillet til rådighed, skriger "ulven kommer" af fulde kraft.

Men som så mange gange med Taylor Sheridan er der mere knurren end bid i den halvtamme ulv.

Chok for chokket skyld

Det skorter ellers ikke på opsigtsvækkende øjeblikke.

I første afsnit af anden sæson har vi således en gnaven puma, der måske/måske ikke har tænkt sig at æde en Dutton, voldtægt af en mand, nedslagtning af uskyldige indfødte amerikanere og insinueret tortur af en sexslave.

Alt sammen for at illustrere, hvor brutal og altædende verden er. Enten er du jæger, eller også er du byttet. Det virker til at være det budskab, som serieskaber og manuskriptforfatter Taylor Sheridan vil hamre fast med syvtommersøm.

Det er en velkendt pointe hos den ultraproduktive serieskaber, men også en, der efterhånden virker lidt slidt. På samme måde som karaktererne.

Dutton-mændene er mande-mænd, og kvinderne er resolutte og ret ligeglade med lov og orden. Hvis de mener, at de har ret i en sag, er det underordnet, hvilke midler der skal tages i brug. Selvfølgelig er også de mennesker/systemer, som de er oppe imod, korrupte eller på anden vis moralsk fordærvede.

Som for eksempel med den indfødte amerikaner Teonna (Aminah Nieves), der i første sæson blev tæsket og mishandlet på en katolsk skole. Hendes flugt og mordet på hendes bødler kunne kun lade sig gøre, fordi de var nogle religiøse og racistiske stjernepsykopater. Anden sæson fortsætter umiddelbart i samme spor. Nu med den vanvittige forstander, Fader Renaud (Sebastian Roché), lige i hælene på hende, og han efterlader et blodigt spor efter sig.

Præcis hvor den sidehistorie skal føre hen, virker ikke umiddelbart til at gennemskue, men det ville omvendt ikke være første gang, at Taylor Sheridan pludselig hiver en kanin op ad hatten i sidste øjeblik.

Hvilken vej til det vilde vesten?

Stærkeste historie i anden sæson indtil videre er den om Spencers hustru, den snusfornuftige aristokrat Alexandra (Julie Schlaepfer), der finder tilbage til ham i USA, efter at de blev adskilt i Europa.

Mødet med det daværende amerikanske immigrationssystem, som kun giver adgang, hvis man kan bidrage med noget, er en umanerlig kold og kynisk omgang.

Gravide immigranter bliver smidt ud af landet på røv og albuer, medmindre de har særlige evner eller kan knalde sig vej ind. Den britiske adelskvinde er dog klogere end nærmest samtlige personer, hun har mødt igennem serien, og befinder sig snart i New Yorks gader. Her er præriens ulve og pumaer erstattet af lyssky røvere og lommetyve, der kan snuse sig frem til penge som rovdyr efter blod.

Resten virker som noget, vi allerede har set før, og efter at have tilbragt en hel sæson med at vente på, at Spencer fik lettet røven og kom væk fra Afrika og Europa, er det ikke synderligt spændende at følge hans vej til Montana – kom nu bare videre i handlingen, folkens.

Skuespillerne er gode, og det er bestemt ikke deres skyld, at foden begynder at trippe i gulvet af utålmodighed. Harrison Ford er tilpas gnaven, Helen Mirren et powerhouse, Brandon Sklenar mumlende og ulmende lækker, og Timothy Dalton ond, som kun han kan være ond.

Det er ikke deres skyld, at deres karakterer nærmer sig karikaturer.

Spørgsmålet er, hvordan ’1923’ skal slutte.

Efter sigende er Ford og Mirren færdige efter denne sæson, og med tanke på at den forrige spin off-serie, ’1883’, kun var på en sæson, virker det logisk.

Men det er ikke ligefrem, fordi Sheridan lægger op til en episk afrunding. Tværtimod føles det stadig, som om vi kun er i begyndelsen af historien, og det er ikke en god ting, når der kun er fem afsnit til at lukke fortællingen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: