Anmeldelse: ’After the Hunt’ bruger alle de rigtige ord, men siger alligevel ikke noget som helst

Luca Guadagnino virker mere træt af end nysgerrig på den moderne tid og dens moralske faldgruber i sin nye film ‘After the Hunt’, der aldrig rigtigt lander i sin egen, lange fortælling.
Den (klap)jagt, titlen henviser til, er selvfølgelig #MeToo-bevægelsen.

Luca Guadagnino, der tidligere har stået bag psykologisk og moralsk komplekse film som ‘Call Me By Your Name’ og ‘Challengers’, vil gerne tegne et portræt af verden efter #MeToo. En verden, hvor en mand kan miste sit livsværk på baggrund af en anklage, hvor ingen er interesseret i sandheden, hvis bare anklagen er grov nok og kommer fra en troværdig kilde. Og hvor woke-ismen har overtaget universiteterne og gjort alle bange for at krænke nogen.

Problemet er bare, at man aldrig er helt sikker på, hvad han rent faktisk vil sige med det portræt. Er han seriøs, sarkastisk – eller bare selv i tvivl om, hvad han skal mene om det hele? Og hvorfor er der subtile referencer til Woody Allen?

Det er, som om selv instruktøren og manuskriptforfatter Nora Garret holder fortællingen ud i strakt arm. Den afstandtagen, hele filmen udstråler, er ikke bare overraskende, når den kommer fra en instruktør, der tidligere har taget meget mere intime livtag med moral og seksualitet i sine film – den gør det også svært at engagere sig i, hvad der sker.

Mange interesser på spil

Julia Roberts er den kølige filosofiprofessor Alma, der er en af Yales største stjerner, beundret af både studerende og kollegaer. Og manden Frederick, der for længst har accepteret, at han elsker sin kone højere, end hun elsker ham.

Alma ligger lunt i svinget til en af de sjældne – og derfor eftertragtede – fastansættelser. Noget, der skaber en smule knas i venskabet med kollegaen Hank (Andrew Garfield), der også gerne vil have papir på forholdet til det hæderkronede universitet. De håber begge, at der kan findes to stillinger, men konkurrencen ligger alligevel og lurer under overfladen i forholdet, der i forvejen er præget af en ikke ringe grad af seksuel spænding.

Og så er der den ph.d.-studerende Maggie (Ayo Edebiri), der ser så meget op til Alma, at det grænser til forgabelse – selvom Maggie er kæreste med den transkønnede Alex.

Da Maggie få dage efter en privat sammenkomst hos Alma anklager Hank for et overgreb, er Alma splittet. Hvem skal hun tro på? Og hvis hun vælger at støtte Hank, vil det så gå ud over hendes egen karriere?

Da Hank næste dag bliver fyret på gråt papir (lige lovligt hurtigt for et eliteuniversitet, kunne man mene) og desperat forsøger at overbevise Alma om sin uskyld, reagerer hun med samme kølige afvisning, som hun gav Maggie dagen før.

Hvorfor reagerer hun sådan? Har hun mere alvorlige lig i lasten, som hun vil beskytte? Og hvorfor render hun rundt med alvorlige mavesår og et misbrug af både alkohol og medicin? Noget er helt galt – men hvad?

Mudret budskab

Da vi endelig finder ud af det, virker det næsten som et antiklimaks. Som meget af filmen i det hele taget. Der kan være meget godt at sige om en film, der ikke prøver at stryge nogen med hårene eller forsøger at gøre en kompleks situation så enkel, at alle kan være med.

Men når budskabet bliver så mudret, at meningen forsvinder, er det et problem, selv ikke Julia Roberts kan skjule. Hun er ellers i topform som Alma. Hun spiller på hele registeret og nyder tilsyneladende at få lov til at være en usympatisk isdronning.

Almas historie gemmer på flere interessante lag – blandt andet en hemmelighed fra fortiden (ganske vist utroligt kluntet og utroværdigt introduceret via en konvolut klæbet til oversiden af et toiletskab, hvor enhver gæst vil kunne finde den) – der har været med til at gøre hende til den, hun er.

Desværre er hun den eneste karakter, der er skrevet med flere dimensioner. Resten af persongalleriet er først og fremmest defineret ud fra deres funktion i fortællingen. Både den anklagede Hank og hans påståede offer, Maggie, kunne være spændende karakterer, hvis de havde fået lov at være mere end nyttige brikker i historien.

Snakkefilm

Derudover er der utroligt meget snak i filmen. Om generationskløfter. Feminisme. Wokeness. Grænser. Kønsidentitet. Kønsroller. Emner, der havde været langt mere interessante, hvis de var blevet flettet ind som en levende del af filmens handling – og ikke bare som ord i munden på selvbevidste studerende på et eliteuniversitet.

Medmindre det, Luca Guadagnino faktisk vil sige med filmen, er, at det er utroligt let at have det hele i munden – men når dilemmaerne bliver konkrete og fletter sig ind i virkeligheden, er det ikke så let at være skråsikker og have en holdning? I så fald gør han sig skyldig i præcis det samme med filmen.

Der er brug for gode film og filmskabere, der tør dykke ned i alle kompleksiteterne omkring overgreb og sexisme. På arbejdspladser, i privatlivet og på diverse uddannelsesinstitutioner. Som Todd Haynes’ langt overlegne ‘Tár’ med Cate Blanchett.

Der er brug for komplekse fortællinger om at blive fanget i situationer med ødelæggende konsekvenser. Set fra alle perspektiver. En sådan film kunne ‘After the Hunt’ sagtens være blevet – især med en ellers så god instruktør i stolen.

Derfor er det så meget desto mere skuffende, at ‘After the Hunt’ er endt som en film, der bruger alle de rigtige ord, men alligevel ikke siger noget som helst.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: