Anmeldelse: ‘IT: Welcome To Derry’ er brutal, men svigter King på afgørende områder

Stephen Kings hovedværk ‘IT’ fra 1986 er en af undertegnedes yndlingsbøger. Med sine mere end 1.100 sider er det på alle måder en stor fortælling, der stikker meget dybere end det, den nok er kendt for.

Det er en mytologisk fortælling om ultimativ ondskab, og den er blevet forsøgt adapteret to gange. Først med Tommy Lee Wallaces miniserie fra 1990 og i henholdsvis 2017 og 2019 forsøgte Andy Muschietti sig med to film med en samlet spilletid på omkring fem timer.

Ingen af de adaptioner dækker hele Kings omfattende og komplekse historie, men Muschietti kommer tættere på end Wallace.

Jeg har derfor været begejstret og fuld af forhåbninger, siden det blev officielt, at Andy Muschietti ville lave en serie, der med tre sæsoner fortæller, hvordan modbydelighederne i Derry begyndte. Og titlen ‘Welcome To Derry’ har gjort ventetiden hård.

Tanken med serien er efter sigende at dykke ned i tre afgørende hændelser, der alle leder op til den første film og forhåbentlig gøre de mange fans, der ikke har læst bogen, klogere på fænomenet IT, bedre kendt som Pennywise, den dansende klovn.

Mere af det samme

Første sæson følger Pennywises cyklus og tager os med tilbage til år 1962 – 27 år før hændelserne i filmen fra 2017.

Det er fire måneder siden, den unge dreng Maddy forsvandt på mystisk vis, og byens børn, heriblandt vennerne Phil og Teddy, Lilly og den mørke Veronica, er begyndt at opleve ubehagelige og mystiske ting i Derry.

Major Leroy Hanlon ankommer til Derry som en del af en militær hemmelighed, der viser sig at have forbindelse til den ondskab, der igen er ved at gøre sit indtog i byen. Kort efter sin ankomst mærker Hanlon den racisme, der er en stor del af Kings fortælling, men som kun overfladisk skildres i de forskellige adaptioner.

Selvom Muschietti præsenterer karaktererne i første sæson på elegant vis, står det desværre hurtigt klart, at han ikke har tænkt sig at gå synderligt i dybden med det, han har undladt i sine to film – i hvert fald ikke i første sæson.

Det er de samme greb, der gøres brug af, og karaktererne er langt hen ad vejen uinteressante kopier af The Losers Club-medlemmerne.

En af dem er Lilly, der har mistet sin far og bor alene med sin mor. Hun har tidligere været indlagt på det psykiatriske hospital Juniper Hill som følge af sin fars død. Det er umuligt ikke at drage paralleller mellem hende og Beverly Marsh (som de fleste kender). Selvom det naturligvis er nogle andre ting, hun er bange for, kan det næsten ikke ses som andet end mangel på originalitet og fantasi, når hun pludselig hører stemmer fra afløbet på badeværelset – præcis som Beverly Marsh 27 år senere.

Finder en smule originalitet

Det er desværre det, ‘Welcome To Derry’ har at byde på. Mere af det samme. Vennerne cykler rundt i byen, de lokale bøller får frit spil, mens ingen af de voksne gør noget ved den vold, der åbenlyst finder sted blandt børnene. Endnu en gentagelse fra filmene, der kunne have været interessant at undersøge i en serie-spinoff.

For hvor stammer de voksnes passivitet fra? Den stammer fra Derrys onde puls, der nærmest gør byen til en karakter i sig selv. Og det er sådan noget, serien mangler at gå i dybden med – det andet ved vi.

Heldigvis formår Muschietti også at skabe lidt kompleksitet i karaktererne og deres valg i forbindelse med en af seriens helt store tematikker: racisme.

Da to af Derrys andre børn på brutalt vis bliver bortført for øjnene af Lilly, er hun det eneste vidne. Men af frygt for at blive sendt tilbage til Juniper Hill, hvis hun fortæller, at et ondt monster har taget hendes venner, tier hun stille.

Det får byens borgere til at vende sig mod datidens lette ofre: de sorte. Mere præcist Veronicas far Hank, der bliver hovedmistænkt helt uden begrundelse. I den konflikt mellem Lilly og Veronica opstår noget af det, der trods alt gør ‘Welcome To Derry’ til en serie med noget på hjerte, som man gerne vil se færdig.

Negligerer King

Men desværre er de første fem episoder af første sæson præget af total mangel på originalitet, og i sit forsøg på at lade militæret spille en afgørende rolle i historien om Pennywise svigter Muschietti det, Stephen King mestrer med sin bog: mytologien omkring ondskaben.

Derudover bliver Det Ondes kraft og magt totalt negligeret, da et af de forsvundne børn pludselig vender tilbage efter at have været bortført. Når man som King-fan så bliver spist af med en forklaring om, at barnet bare har ventet, til det blev mørkt, med at flygte, sidder man med en kæmpe WTF-fornemmelse – den Pennywise, der har skræmt livet af undertegnede og millioner af andre verden over, lader ikke sit offer slippe, fordi det er mørkt.

Den slags dumheder fortsætter, blandt andet da vennerne – ligesom i filmen – bevæger sig ned i byens kloaksystem for at konfrontere Det Onde, der som bekendt er drevet af børnenes frygt. De har nemlig fået den idé at tage et par piller mod angst forinden og kan derfor ikke blive bange. Det giver måske mening ud fra børnenes logik, men som manuskriptforfatter er det for letkøbt, og som seer er det bare dumt.

Hvordan Muschietti afslutter første sæson, er i skrivende stund uvist, men baseret på de fem første afsnit kan det gå begge veje. Jeg holder dog fast i troen og håbet på, at Kings ondskab vil sejre.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: