Serier | Guides

Atju! Her er 5 gode hospitalsserier til sygedagen - og alle andre dage!

Af
Signe Bjørg Granberg
22. marts 2023
Ben Whishaw som lægen Adam i et af de senere års mest fantastiske og forstemmende hospitalsserier 'This is Going to Hurt'
Ben Whishaw som lægen Adam i et af de senere års mest fantastiske og forstemmende hospitalsserier 'This is Going to Hurt' / Foto: BBC / Album / Ritzau Scanpix

Del artikel

Der er ikke den sygdom, en god hospitalsserie ikke kan hjælpe med at kurere. Vi har fundet 5 meget forskellige, men alle fremragende serier til dig, som du kan nyde fra sygelejet. God bedring!

Den klassiske: Skadestuen (ER)

Når det kommer til hospitalsserier, kommer man ikke udenom Michael Crichtons seriemastodont, Skadestuen (Emergency Room). Serien fik premiere i 1994, og selvom det måske vil afholde nogle fra at tilvælge den i dag, bør man alligevel give den en chance. For Skadestuen er alle hospitalsseriers moder, og den er både medrivende, velproduceret og velspillet – anført af en stjerneparade af skuespillere i de bærende roller, bl.a. George Clooney, Julianna Margulies, Anthony Edwards og Maura Tierney.

Der er drama for alle pengene på hospitalsgangen, og man følger neglebidende med i den ene komplicerede operation og sag efter den anden. Samtidig er der også gjort plads til, at de personlige historier og relationer kan udfolde sig undervejs, hvilket holder en investeret i de mange karakterer og deres individuelle skæbner. Det er underholdende, rørende og nervepirrende på én gang – også den dag i dag!

Skadestuen (ER) sæson 1-15 kan ses på HBO Max.

Den danske: Dag & nat

Lone Scherfigs samfundskritiske dramaserie Dag & nat med Sofie Gråbøl i hovedrollen som afdelingsjordemoderen Ella er yderst aktuel og vedkommende. Den belyser den kamp, som mange fødegange dagligt står overfor, når de skal forsøge at give de fødende, nyfødte og pårørende den bedst mulige behandling på trods af stærk underbemanding. Selvom der er tale om fiktion, giver serien et godt indblik i det danske sygehusvæsen, og man føler presset og frustrationen helt ud på den anden side af skærmen.

Samtidig er det tydeligt, hvor sammentømret personalet er – og hvor meget de holder af hinanden – og de små, personlige sidehistorier om de forskellige jordemødre, læger og sygeplejersker fungerer godt som afbræk for stressen på fødegangen. Foruden Gråbøl medvirker også Sara Hjort, Charlotte Munck, Mette Horn, Marijana Jankovic, Pål Sverre Hagen, Nicolai Jørgensen og Afshin Firouzi.

Dag & nat kan ses på TV2 Play.

Den ubarmhjertige: This Is Going To Hurt

This Is Going to Hurt er baseret på forfatteren Adam Kays bestseller om hans egen tid som fødselslæge på et overbelastet hospital i London. Ben Whishaw (Paddington, James Bond) brillierer i rollen som Adam, og serien spidder på barsk og sort humoristisk vis det engelske hospitalsvæsen.

Ikke ulig Dag & nat udstiller den det enorme arbejdspres, mange læger og sygeplejerske arbejder under, og ud over patienternes liv, er også personalets mentale sundhed på spil. En lille spidsfindig detalje, der fungerer godt i serien, er, når Adam henvender sig til seeren ved at forklare til kameraet, hvad der er på spil i den enkelte sag. Et ikke ukendt greb i serieverdenen (hej House of Cards og Fleabag), men her anderledes informativt og lægefagligt funderet, hvilket er forfriskende. Som titlen antyder, gør det nogle gange helt ondt at se serien, men ikke desto mindre skal man se den alligevel.

This Is Going To Hurt kan ses på HBO Max.

Den (over)dramatiske: Grey’s Anatomy

Grey’s Anatomy er den længst kørende hospitalsserie med intet mindre end 19 sæsoner på bagen. Serien er skabt af allestedsnærværende Shonda Rhimes (Bridgerton, How to Get Away With Murder) og er en institution i sig selv med horder af fans verden over. Sæson efter sæson har seerne tålmodigt set det ene lægepar efter det andet forelske sig og gå så grueligt meget igennem for til sidst at måtte lade livet. I hvert fald den ene part!

Bevares, der er mange spændende og lægefagligt interessante sager undervejs i serien, men det er dramaet og relationerne personalet imellem, der er seriens store force og drivkraft. Med Grey’s Anatomy blev hospitalsverdenen gjort sexet, og seerne skiftedes til at sukke efter McSteamy og McDreamy. Mangt og mange skuespillere har lagt vejen forbi i tidens løb, bl.a. Patrick Dempsey, Eric Dane, Katherine Heigl, Sandra Oh og Ellen Pompeo.

Grey’s Anatomy sæson 1-19 kan ses på Disney+.

Den uuu-hyggelige: Riget

Lars von Triers Riget er en dansk kultklassiker, der fik premiere i 1994. Oprindelig bestod serien af to sæsoner, men i 2022 så den længe ventede tredje sæson, Riget Exodus, endelig dagens lys – og det med et overvejende nyt (og ekstremt imponerende) cast, inklusive et par gengangere fra de første sæsoner.

Riget foregår på Rigshospitalet i København, og handlingen er centreret omkring patienten Fru Drusse (Kirsten Rolffes), der mistænker, at Riget er hjemsøgt. Sideløbende følger man personalet på hospitalet, der tæller en række mere eller mindre gakkede typer, anført af den dansk-hadende overlæge Stig Helmer (Ernst-Hugo Järegård). Rigeter ikke just let tilgængelig underholdning, men serien rummer stor humor, vilde skuespilpræstationer og nogle decideret ikoniske scener i dansk seriehistorie, som gør den til en must-see for enhver serienørd.

Riget sæson 1-3 kan ses på DRTV og Viaplay.

Del artikel

Andre Serier | Guides