Serier | Guides

Redaktionen anbefaler: De 15 bedste serier på Disney+

AfRedaktionen
26. juli 2024
'Atlanta'
Donald Glovers prisvindende serie 'Atlanta' er en af de bedste på Disney+ / Foto: Disney+

Del artikel

Med Marvels superheltetitler, et væld af Star Wars-serier samt en række solide drama- og komedieserier fra FX kan Disney+ efterhånden tilbyde et overordentligt stærkt serieudbud. Vi guider her til 15 af streamingtjenestens bedste serier.

1. The Bear
2. The Americans
3. Homeland
4. X-Files
5. Atlanta
6. Reservation Dogs
7. Justified
8. Andor
9. Pose
10. Shogun
11. Mandalorian
12. Better Things
13. A Murder at the end of the World
14. Fleishman is in Trouble
15. Abbott Elementary

*Vi har valgt ikke at inkludere animationsserier i optællingen, og derfor optræder bl.a. The Simpsons ikke på top 15-listen.

The Bear

En af de allerbedste – og mest hypede – serier de seneste år er uden tvivl den stressfremkaldende, sjove, velspillede og dybt rørende The Bear.

Serien handler om stjernekokken Carmen ‘Carmy’ Berzatto (Jeremy Allen White), der, efter broderen Mickeys selvmord, vender de prominente restauranter i New York ryggen til fordel for sin families nussede sandwichbiks i Chicago.

I en slags flugt fra sin egen sorg og forkvaklede familiehistorie sætter han alle sejl til for at få skabt en toptunet michelinrestaurant ud af den pilrådne sandwichjoint. Men det kræver blod, sved og tårer – og ikke mindst hjælp fra familien og den nye souschef, Sydney (Ayo Edebiri).

Vi elsker nok The Bear lidt ekstra her i Danmark, fordi København som gastronomisk mekka optræder adskillige gange i serien. Og så vrimler det med store gæstestjerner!

Der er tre sæsoner af The Bear, der alle kan ses på Disney+.

The Americans

Den prisvindende koldkrigsdramaserie, The Americans, er et decideret seriemesterværk inden for genren spionthrillers.

Serien handler om de to undercover KGB-agenter, Elizabeth og Philip (blændende spillet af Keri Russell og Matthew Rhys), der under dække af at være en "All American"-kernefamilie er placeret midt i den amerikanske hovedstad for at infiltrere det amerikanske samfund.

Projektet går fortrinligt, indtil FBI-agenten Stan Beeman (Noah Emmerich) flytter ind ved siden af og besværliggør deres arbejde. Spillet mellem KGB og FBI, med alt hvad det indebærer af lyssky aftaler, kontraspionage, venner der forrådes og mord, er vildt spændende at følge, og serien holder niveau hele vejen igennem.

Der er seks sæsoner af The Americans, der alle kan ses på Disney+.

Homeland

Homeland er efterhånden lidt af en klassiker og har en af alletiders bedste serieantihelte i hovedpersonen, Carrie Matthison (spillet af en forrygende Claire Danes).

Serien udspiller sig i tiden efter 11. september, hvor USA er præget af mistillid og paranoia, og følger en række af CIA’s hemmelige operationer i Mellemøsten.

Mathison er agent i CIA’s antiterrorenhed og mistænker, at den højt dekorerede amerikanske soldat, Brody (Damien Lewis) der vender hjem fra Al-Qaedas fangenskab i Irak, muligvis er konverteret til Islam og nu udgør en tikkende terrorbombe i systemet. Men har hun fat i noget, eller er hun utilregnelig og paranoid?

Der er otte sæsoner af Homeland, der alle kan ses på Disney+.

X-Files

Den ikoniske 90'er-serie, X-Files, som man nok kender som Strengt fortroligt på dansk, tåler i den grad stadigt et gensyn den dag i dag.

X-Files følger de to FBI-agenter, Fox Mulder (David Duchovny) og Dana Scully (Gillian Anderson), imens de forsøger at løse den ene mystiske sag efter den anden. På deres vej stifter de bekendtskab med alt fra mutanter, menneskeædende insekter, en dukke, der dræber små børn og en mand lavet af slim.

Det lyder måske absurd, men det er topunderholdende, og duoen Mulder og Scully, der er vidt forskellige med hver deres tilgang til arbejdet, er intet mindre end fantastiske sammen.

Der er 11 sæsoner af X-Files, der alle kan ses på Disney+.

Atlanta

Den fremragende dramedy, Atlanta, er skabt af allestedsnærværende Donald Glover og handler om de fire afroamerikanere Earn (Glover), rapperen Paper Boi (Brian Tyree Henry), Darius (LaKeith Stanfield) og Van (Zazie Beetz), Earns on-and-off kæreste.

Selv om udgangspunktet er komedie, leger serien meget med formen. Der sker flere bizarre optrin, som når Darius bliver jagtet af en gammel dame med en rollator. Scenen er en genial og subtil kritik af det racistiske USA. Men også seriens mere eksperimenterende dele er fremragende, og mange afsnit går direkte i hjertekulen.

Der er fire sæsoner af Atlanta, der alle kan ses på Disney+.

Reservation Dogs

Ungdomsserien Reservation Dogs er en komedieserie om fire unge indfødte amerikaneres liv efter en vens selvmord. Selv om prisbelønnede Taika Waititis navn står på som medskaber af serien, og man godt kan fornemme new zealænderens særlige form for quirky humor, er det i høj grad medskaber Sterlin Harjos værk.

Man følger de fire indfødte amerikanske teenagere Bear (D’Pharoah Woon-A-Tai), Elora (Kawennáhere Devery Jacobs), Cheese (Lane Factor) og Willie Jack (Paulina Alexis), der beslutter at tage til Californien efter deres ven Daniels død.

Reservation Dogs er dybt rørende. Både serien som helhed, men især tredje sæson, hvor de mange vidunderlige enkelthistorier væves ind i den store fortælling om indfødt amerikansk kultur, er fremragende.

Der er tre sæsoner af Reservation Dogs, der alle kan ses på Disney+.

Justified

Den store Stetson-hat, en forkærlighed for at balancere lige på kanten af loven og den hurtigste pistol i byen har gjort Raylan Givens (spillet af en glimrende Timothy Olyphant) til en af de mest cool ordenshåndhævere i serieland nogensinde.

Afhængigt af, hvem der er Givens modstandere i de enkelte episoder, enten jager eller samarbejder han med barndomsvennen og vaneforbryderen, Boyd Crowder (Walton Goggins). Til stor frustration for chefen på U.S. Marshal-kontoret, der ofte gjalder ”Raaaylaan,” med tyk sydstatsaccent for at få fat i den karismatiske neowestern-cowboy.

Der er ganske enkelt underholdning og action for alle pengene i Justified.

Der er seks sæsoner af Justified, der alle kan ses på Disney+.

Andor

Andor er en del af Star Wars-universet og foregår op til begivenhederne i filmen Rogue One: A Star Wars Story fra 2016.

I serien møder vi Cassian Andor (Diego Luna) inden, han bliver en officiel del af rebellernes oprørsalliance. Det går dog ikke lang tid, før en række hændelser gør, at Cassian må flygte fra imperiet – og lige ind i armene på oprørsgrupperne.

Andor har en lidt anden tone og et helt andet tempo end nogle af de andre Star Wars-serier, og den er ikke ligeså actionfyldt. Det gør den dog ikke mindre seværdig af den grund – nærmest tværtimod.

Der er én sæson af Andor på Disney+.

Pose

Der findes næppe en smukkere serie end Ryan Murphys stærke og hjertevarme Pose.

Serien handler om den såkaldte ballroomkultur, der udfoldede sig i 80'ernes LGBTQ+-miljø i New York. Her følger man Blanca (spillet af en blændende god Michaela Jaé Rodriguez), der i første omgang kommer i "lære" hos den karismatiske, Elektra (Dominique Jackson) i ballroom-konkurrencehuset, Abundance.

Blanca vil dog gerne stå på egne ben, men 80'ernes aids-epidemi hærger, og hun støder på mange udfordringer undervejs.

Pose balancerer alt det forfærdelige med lige dele hjertevarme og humor. Selv når alt føles allermest trist og håbløst, fortsætter festen og minder os om, at der altid er noget at kæmpe og leve for. Og så skal vi ikke glemme kirsebærret på toppen af isdesserten: Billy Porter i glansrollen som Pray Tell!

Der er tre sæsoner af Pose, der alle kan ses på Disney+.

Shogun

Historisk fiktion er en af de sværeste genrekombinationer at mestre, men det lykkes ikke desto mindre i overordentlig grad med Shogun.

James Clavells roman er allerede blevet lavet som serie én gang tilbage i 1980, hvor Richard Chamberlain spillede rollen som den britiske sømand, James Blackthorne, hvis skib støder på grund i Japan.

Legenden Toshiro Mifune spillede Lord Toranaga, og i den nye version bliver de to roller varetaget af henholdsvis Cosmo Jarvis og Hiroyuki Sanada.

Igen handler det om magtspillet blandt feudale japanske herremænd og kampen om at blive herre over dem alle, shogun. Anna Sawai er i rollen som adelskvinden Lady Mariko en lille åbenbaring serien og fortsætter striben af mindeværdige præstationer.

Der er indtil videre kun én sæson af Shogun på Disney+, men anden sæson er allerede bekræftet.

The Mandalorian

Jon Favreaus The Mandalorian var med til at kickstarte Disney+ på det danske marked, og hvis du er Star Wars-fan, er serien ikke til at komme udenom.

Serien er en slags moderne rumwestern, hvor dusørjægeren Din Djarin (Pedro Pascal) er på opgave for en hemmelighedsfuld klient. Han skal bl.a. beskytte et meget mystisk og værdifuldt barn.

Især de første to sæsoner var med til at give nyt liv til Star Wars-franchisen, men serien som helhed bliver trukket lidt ned af en middelmådig tredje sæson.

The Mandalorian er dog stadig voldsomt underholdende, og alle tre sæsoner kan ses på Disney+.

Better Things

Hvis du er en af dem, der elsker Californication, vil du uden tvivl også vide, hvem Pamela Adlon, aka Marcy Runkle er. Adlon er et gigantisk komisk talent, og det folder hun ud for fuld udblæsning i den glimrende komedieserie, Better Things, som hun selv har skabt og spiller hovedrollen i.

Serien handler om Sam Fox (Adlon), der er en hårdtarbejdende skuespillerinde og alenemor til tre viljestærke piger i komedieserien. Sam er cool, sjov og jordnær, og hun behandler sine piger som ligesindede og taler ikke ned til dem.

Better Things er mere eller mindre baseret på Adlons eget liv, og det er en serie, der hylder kvinder i alle alder, anført på bedste vis af Adlon i hovedrollen.

Der er 5 sæsoner af Better Things, der alle kan ses på Disney+.

A Murder at the end of the World

Mordmysterie-miniserien fra duoen, Brit Marling og Zal Batmanglij, imponerer med sin fascinerende historie og eminente hovedrolleindehaver Emma Corrin.

Serien handler om den unge amatørdetektiv Darby Hart (Corrin), der bliver inviteret til et eksklusivt selskab hos tech-mogulen Andy Ronsons (Clive Owen). Stedet er et afsides resort i Island, hvor de skarpeste hjerner fra hele kloden samles for at spise og diskutere. Men så sker der et mord, og historien tager en drejning.

I takt med, at flere folk dør, og Darby selv bliver udsat for attentater, højnes intensiteten, og man sidder som seer febrilsk og prøver at hitte ud af, hvem der slår folk ihjel. Samtidig er der tilsat en god portion diskussion om emner som teknologi, globalisering, magtstrukturer – socioøkonomisk og køn – kærlighed og (selvfølgelig) eksistens, og det gør A Murder at the End of the World yderst seværdig.

Der er én sæson af A Murder at the End of the World på Disney+.

Fleishman is in Trouble

Fleishman is in Trouble balancerer perfekt mellem komedie- og dramaserie og er baseret på Taffy Brodesser-Akners bog af samme navn. Forfatteren agerer også manuskriptforfatter og showrunner på serien.

Serien handler om Toby Fleishman (Jesse Eisenberg), der hader sin ekskone Rachel (Claire Danes), og oven på deres skilsmisse nyder sin nyfundne frihed i fulde drag. Men da ekskonen sætter deres fælles børn af hos ham i nattens mulm og mørke, skal han pludselig balancere både sin succes på datingmarkedet, børnene og arbejdet som læge. Samtidig er Rachel tilsyneladende forsvundet fra jordens overflade.

Jesse Eisenberg er fantastisk som den bitre og lettere excentriske Toby, og altid eminente Claire Danes giver den alt, hvad hun har, som Rachel.

Der er én sæson af Fleishman is in Trouble på Disney+.

Abbott Elementary

Emmy-vinderen Abbott Elementary er en herlig, livsberigende komedieserie om lærerteamet på skolen Abbott Elementary i Philadelphia.

Serien minder lidt om legendariske The Office, men foregå bare på en skole i stedet for et kontor, og er skabt af Quinta Brunson, der også spiller hovedrollen som den evigt optimistiske nyuddannede lærer, Janine.

Gennem linsen hos et fiktivt kamerahold, følger vi lærerne i deres dagligdag. Og vi har virkelig at gøre med et lærerteam, der lever efter devisen: Du kan opnå alt, når bare nogen tror på dig.

Quinta Brunson bliver flankeret af et glimrende cast med bl.a. Tyler James Williams, Janelle James, Sheryl Lee Ralph og Leslie Odom Jr.

Der er tre sæsoner af Abbott Elementary på Disney+, og fjerde sæson skulle være på vej senere i 2024.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Guides