Anmeldelse: ’The Pitt' er et skarpt snit ned i det amerikanske hospitalsvæsen

I dag er årsdagen for Michael ’Robby’ Rabinavitchs (Noah Wyle) mentors død. Det var under covid-epidemien, at lægen mistede livet på grund af den livstruende sygdom.

Normalt plejer Robby at holde fri på denne dag, men i dag møder han ind til en 15-timers vagt på hospitalet, hvor han arbejder og er chef for skadestuen. Hver dag er tæt på krigszone i ’The Pitt’, som det med galgenhumor bliver kaldt.

Udover at fungere som en forkortelse for hospitalets formelle navn – Pittsburgh Trauma Medical Hospital – spiller øgenavnet også på det engelske udtryk ’pit of hell’. Og når det går heftigt for sig på The Pitt, er det som af være i en af helvedes bundløse gruber.

Max-serien ’The Pitt’ er på 15 afsnit, og hvert afsnit dækker en af de 15 timer, som Robby er på vagt. Vi følger dog ikke kun ham, men også de andre læger. De fleste er studerende på varierende stadier af deres medicinstudie, og i dag starter et nyt hold.

Hvis det lyder som et afsnit af den gamle hospitalsserie ’Skadestuen’, er det ikke så underligt. Serieskaber R. Scott Gemmill var manuskriptforfatter på serien, producer John Wells var showrunner på de første seks (og bedste) sæsoner, og hovedrolleindehaver og producer, Noah Wyle, spillede en af de bærende roller som rigmandssønnen John Carter.

’The Pitt’ minder da også umiskendeligt meget om ’Skadestuen’, og det er heldigvis ikke en dårlig ting.

Fatale beslutninger

Tempoet er sat på max fra begyndelsen.

Cirka hvert 10. minut bliver en ny patient introduceret, hvoraf flere af dem fylder mere end bare det enkelte afsnit. Effekten er todelt. Det giver noget kontinuitet og også mulighed for karakterudvikling. Praktikanterne bliver på meget kort tid kastet ud i situationer, hvor et øjebliks tøven kan have en fatal udgang.

Det er ikke helt som i action-serien ’24’, der med sit hæsblæsende tempo og ubønhørlige konstant tikkende ur frembragte svedperler hos seerne på karakterernes vegne. Men vi er lidt derhenad, selvom der ikke er noget ur.

Og det gør det endda endnu mere ubehageligt.

Skadestuen er et lukket rum uden vinduer, og sjældent kommer vi udenfor. Tidsfornemmelsen er ikkeeksisterende, og i stedet er det bare med at nå at trække vejret, inden den næste lavine af akutte patienter skyller ind over skadestuen.

Hjertestop, trafikuheld, bizarre skader og dybt foruroligende familiehemmeligheder er nogle af de ting, der kommer igennem svingdørene i ’The Pitt’.

Hvordan fungerer konceptet så med, at handlingen udelukkende foregår over 15 fortløbende timer?

Alt i alt, okay.

Intensiteten er som sagt upåklagelig, men der er også klare øjeblikke af stagnation. Mellemliggende perioder, indtil det næste store skifte i handlingen skal ske. De bliver som regel udfyldt med ”engangs-patienter”, som ganske vist har en interessant historie, men som ikke driver plottet frem.

Heldigvis er selv de mellemliggende afsnit nemme og spændende at komme igennem, så tiden flyver afsted. Da alle afsnit heller ikke udkommer på en gang, kommer oplevelsen af disse nok også til at være anderledes, end når man kværner 10 styk i rap, som er det antal, anmelderne har fået stillet til rådighed.

Hvad skal der ske på afdelingen?

I sammenligning med det moderne mesterværk ’This Is Going to Hurt’, er ’The Pitt’ ikke helt oppe i samme høje luftlag. Den mangler den sidste finesse for at nå derop.

Men som rendyrket hospitalsserie er Max-serien helt på niveau med forgængeren ’Skadestuen’. Der er ikke helt den samme grad af melodrama, da vi sjældent kommer under huden til de personlige forhold på personerne i ’The Pitt’. Det er deres arbejde, de bliver defineret ud fra.

Det hierarkiske forhold på stedet med de gudelignende kirurger øverst oppe og sygeplejerskerne nederst bliver også fint sat i scene, uden at det forfalder til karikatur. En faldgrube, som læge- og hospitalsserier ellers ofte ryger i.

Spørgsmålet er dog, hvad der skal ske, når første sæson er færdig?

15 afsnit er immervæk noget af en mundfuld i moderne seriekontekst, og hvis der bliver holdt fast i udgangspunktet med, at man følger én lang vagt fra ende til anden, kræver det, at hver sæson springer i tid. Ellers kommer det ikke til at hænge sammen med skuespillernes ældning, og er det overhovedet de samme folk, som så er med om et år?

’The Pitt’ er et skarpt snit ned i det amerikanske hospitalsvæsen og det konstante pres, skadestuerne i de store byer er udsat for. Det kan blive rigtig, rigtig godt, når det hele er færdigt, men det kræver, at Gemmill og kompagni forløser potentialet med en mindeværdig sæsonafslutning.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: