Serier | Guides

De 6 absolut bedste serier, vi så i marts 2023

Af
Alexander Jørgensen
29. marts 2023
bedste serier marts 2023
Succession sæson 4 fik endelig premiere, og de færreste blev skuffede over første afsnit / Foto: HBO Max

Del artikel

Solen er brudt frem, og foråret har gjort sit indtog – mere eller mindre. Der er dog stadig mest behageligt indendørs i den lune stue, så her er 6 fantastiske serier, du kan underholde dig med.

Vi vidste godt, at marts var en måned, der havde stort potentiale, når det kom til serier. Og heldigvis er vores forventninger blevet indfriet. To store serier, der er meget vellidte, både her på reaktionen og blandt fans, fik premiere på deres afsluttende sæson. Og to serier, der viser stort potentiale, er kun lige i begyndelsen af deres historie.

Her er de bedste serier, vi så i marts 2023.

The Mandalorian sæson 3

Marts blev måneden, hvor vi fik tredje sæson af Jon Favreaus sci-fi-western, The Mandalorian på Disney+. Den fortsætter i samme høje kvalitet som de foregående sæsoner. Denne gang skal duoen Mando og Grogu ud for at generobre Mandos ære, efter at han begik helligbrøde ved at tage sin hjelm af.

Denne sæson byder på mere af den herlige dynamik mellem Mando og Grogu, fine referencer til den originale trilogi og en fantastisk præstation af Katee Sackhoff som den kvindelige mandalorian, Bo-Katan Kryze.

The Mandalorian kan streames på Disney+.

Killjoy

Med de flotte seks hjerter, som Killjoy fik i vores anmeldelse, kan vi ikke komme uden om denne akavede og ærlige serie om Nanna (Emma Sehested Høeg), som har faket alle sine orgasmer. Serien kommer fra den kreative duo Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen, der gang på gang viser deres evner til at tage de svære debatter op og fremstille dem på en sjov, men ægte måde.

Killjoy er en sjov og tankevækkende historie om at turde sige fra og stå ved sig selv. Og en historie, som mange, både mænd og kvinder, burde tage sig tid til at se.

Killjoy kan streames på TV2 Play.

Yellowjackets sæson 2

Vores anmelder kaldte Yellowjackets for Fluernes herre, hvis Stephen King havde skrevet den. Denne sæson er endnu mere uhyggelig end sæson et, og vi får stille og roligt belyst mere og mere af karakterernes mørke fortid. Sæsonen formår at holde spændingen hele vejen igennem og får os hele tiden til at blive i tvivl om karakterernes mentale velstand og motiver.

Yellowjackets kan streames på SkyShowtime.

Ted Lasso sæson 3

Tredje og sidste sæson af det livsbekræftende fodboldeventyr fik også premiere i marts 2023. Vi spåede, at den ville være værd at se, og vi endte med at få ret.

AFC Richmond gjorde deres comeback til Premier League i sidste sæson, men kan de holde kadencen og vise, at de hører til i den nye liga? Der er ingen tvivl om, at det bliver en sej kamp, ikke mindst med Nate ’The Great’ (Nick Mohammed) og Ruperts (Anthony Head) velspillende West Ham i puljen. Måske kan deres nye transfer, divaen Zava (Maximilian Osinski) gøre udslaget, eller måske river hans særheder holdet fra hinanden.

Ted Lasso kan streames på Apple TV+.

Succession sæson 4

I skrivende stund er der kun første afsnit ude af Succession sæson fire, og vores anmelder har haft adgang til de første fire afsnit, men vi må bare sige, at det holder. Allerede efter første afsnit er man tilbage i det velkendte og ikke mindst velskrevne univers af intriger, milliardforhandlinger og følelsesmæssige manipulationer, som serien skildrer til perfektion.

Sidste sæson sluttede med, at Logan (Brian Cox) udelukkede Shiv (Sarah Snook), Kendall (Jeremy Strong) og Roman (Kieran Culkin) for medbestemmelse i virksomheden. Det kom gennem en snedig aftale med den svenske milliarder Matsson (Alexander Skarsgård). I denne sæson danner Roy-arvingerne samlet trop mod deres far, men kan de nå at genvinde kontrollen over konglomeratet, før de 48 timer er gået, og Gojo køber Waystar Royco?

Succession kan streames på HBO Max.

Del artikel

Andre Serier | Guides