Anmeldelse af American Horror Story: Apocalypse

(Indeholder spoilers for sæson 8)

For første gang i AHS-historien kombinerer serien endelig de forskellige sæsoner og laver et kryds på tværs af sæsoner med et all-star-cast.

Sæsonen starter ud med en alarm om kommende missiler, der sætter verden i brand og skaber en atom-vinter – specifikke folk er blevet udvalgt til at komme i sikkerhed grundet deres DNA, og bliver bragt til en drengeskole under jorden, hvor de bliver terroriseret af Ms. Vennable (Sarah Paulson) og Miriam Mead (Kathy Bates).

Tingene tager en drejning, da en mand, der hævder at han er fra Kooperativet – som for øvrigt er et dæknavn for Illuminati - (dem, der sørgede for de udvalgte kom i sikkerhed), dukker op og skal begynde en ny udvælgelsesproces for at bringe de værdige til Helligdommen – et endnu mere sikkert sted – og de udvalgte begynder at dø. Derfra bliver heksene, spøgelser og tidligere venner indblandet i, hvad der ser ud til at være en ekstra omgang af død og ødelæggelse midt i en allerede død verden.

Det er tydeligt ret tidligt i sæsonen, at tingene ikke er som de plejer – da den fremmede mand introducerer sig selv som Langdon (Cody Fern), ringer der en klokke i ens hoved, og det bliver hurtigt klart at det faktisk er den overlevende tvilling, der blev født i det sidste afsnit af Murder House, og opdraget af Constance Langdon (Jessica Lange), og han forsøger at bringe råd og ødelæggelse til verden. Derfra går sæsonen fra at være et spørgsmål om overlevelse under de værste omstændigheder til en sæson, der binder sløjfe på alle de foregående.

Sæsonen er mest af alt en sammenkobling af Coven (sæson 3) og Murder House (sæson 1), da hekse og troldmænd kæmper mod hinanden og huset bliver besøgt – desuden med de samme spøgelser/mennesker, som endte i huset under første sæson – for at finde svar på, hvordan man bedst muligt kommer fra den store kamp mod det ondeste og overlever til at se næste dag.

Der er så mange karakterer, at det er svært at holde styr på – mange af de foregående vender som sagt tilbage i deres originale udformning, men også i nye; et konkret eksempel er Sarah Paulson, som ender med at spille 3 forskellige karakterer uden at sætte spørgsmålstegn ved sine dobbeltgængere. Det samme gør Evan Peters, som i denne sæson spiller hele 4 karakterer, og jeg må indrømme, at det bliver besværligt at holde styr på dem alle sammen undervejs. Der er desuden nogle meget store navne indblandet i sæsonen – bl.a. Joan Collins – som også giver et ekstra pift.

Det er til gengældt et glædeligt og kærkomment gensyn med foregående sæsoner og karakterer – det føles lidt som en folkeskole-sammenkomst ti år senere, især med dem, man ikke har set længe som fx Constance, Tate og hele Harmon-familien.

Sæsonen er utrolig smuk visuelt, og har en rød tråd igennem lyd, lys og scenerne – det er især dejligt at få soundtracket fra sæson 3 tilbage – og det får sæsonen til at føles flydende og gennemført igennem alle afsnittene, selvom historien vi følger, måske ikke er den mest gennemførte.

Når man snakker om historien, så har den i den grad en masse, der fungerer – Langdon som den store skurk er et fantastisk påfund, der virker på bedste vis, helt fra flashbacks fra hans barndom og tidlige ungdom til det, han er blevet nu.

Specielt afsnittet med de ”ægte” troende (satanister) og robot-byggere (der genopbygger den eneste kvinde, der har troet på ham, Miriam Mead, efter hendes død), fungerer som en helhed fantastisk, fordi der er en vis form for sårbarhed i Michael Langdon, som man kan spejle sig selv i.

Det er fedt, at man får en skurk, der er mere tredimensionel og også har tvivl i og om livet – det fungerer for hele sæsonen, fordi der er en underliggende usikkerhed, tvivl og eksistenskrise i ondskaben og et enormt behov for at føle sig hjemme og elsket, der ikke er blevet set på samme måde i AHS før. Idéen om, at Antikrist er en usikker teenager, der i bund og grund bare higer efter... ja, det må I se.

Dog er der dele af historien, der ikke fungerer helt optimalt; det er svært at se sig ud af de forskellige flashbacks, når alle karakterer bliver spillet af de samme, og det giver en forvirrende stemning – og som sagt, er der forvirring når flere skuespillere har 3 eller 4 roller i løbet af et afsnit.

Nogle gange føles det også meget gentagende – der sker ikke nødvendigvis meget i afsnittene, så de kan føles lange og lidt som at replikkerne kører på repetition mellem rollerne, som desværre ender ud i at man sidder og tjekker, hvor lang tid der er tilbage af afsnittet. Der er også nogle meget store spring for at forsøge at forklare dele af en historie, som ikke nødvendigvis er sammenhængende med resten af sæsonen - efter min mening.

Ud over det, så er sæsonen veludført, flot og har en fed retning – jeg er imponeret over mængden af skuespillere og hvor store skuespillerne er, der er kommet med i sæson 8. Samt hvor godt de hænger sammen! Alle karaktererne føles gennemførte og det virker som om at Ryan Murphy er gået i dybden med alle de karakterer, som er en del af sæsonen, da de allesammen er godt skruet sammen. Skuespillerne bruger hinanden godt og alt i alt hænger sæsonen godt sammen med en historie og en masse små ”heeey!” øjeblikke.

Jeg blev næsten ked af det, da det ikke blev den sidste sæson af AHS – den blev bundet flot sammen og alle karakterer (næsten) fra de foregående sæsoner får en afslutning på deres ark og historie.

Alt i alt er sæsonen i den grad værd at se, hvis man kan overskue at holde styr på flashbacks, karakterer og hvis man er klar på at huske tidligere sæsoner; men lige meget hvad, så burde man se den, om ikke andet bare for det visuelle og det fantastiske skuespil, der er indblandet.

Læs også: Anmeldelse af The Haunting of Hill House