Anmeldelse: Michael Shannon og Matthew Macfadyen er lynende gode i ’Death by Lightning’

Der findes næppe et farligere hverv end det prestigefyldte embede som amerikansk præsident. Igennem tiden har der været et anseeligt antal attentatforsøg mod siddende eller tidligere amerikanske præsidenter, og ud af dem er fire blevet dræbt, mens de bestred embedet.

I miniserien ’Death by Lightning’ får vi historien om et af dem.

De fleste kender til drabet på Abraham Lincoln, der blev skudt, mens han sad i teatret. Den historie fik vi serveret i Apple TV+'s medrivende ’Manhunt’, og i den aktuelle Netflix-serie er der fokus på det næste fuldbyrdede attentat i rækken.

James Garfield (Michael Shannon) er en retskaffen tidligere general i den amerikanske hær, der nu lever en mestendels tilbagetrukket tilværelse i Ohio, hvor han arbejder på sin farm, når han ikke er politiker.

Til den republikanske kongres, hvor de skal vælge deres præsidentkandidat, bliver han bedt om at holde en tale for en kandidat. Den går lige i sindet på tilhørerne, der med stor applaus tiljubler manden fra Ohio og ignorerer ham, som talen egentlig handler om.

Da støvet har lagt sig, ender Garfield som (modvillig) præsidentkandidat, og lykønskningerne overstrømmer ham, da han træder uden for lokalerne. Heriblandt fra Charles Guiteau (Matthew Macfadyen), der ser sig selv som en mand, der skal spille en afgørende rolle i verdenshistorien.

Forrygende underholdende

’Death by Lightning’ er baseret på Candice Millards bog ’Destiny of the Republic’. Mike Makowsky er serieskaber, og Matt Ross (’Captain Fantastic’) er instruktør på alle fire afsnit af den underholdende dramakomedieserie.

På nær enkelte afstikkere forløber serien kronologisk – fra umiddelbart før Garfield bliver valgt som præsidentkandidat, over kampagnen og tiden som præsident og frem til attentatet og de efterfølgende konsekvenser af dette.

På intet tidspunkt føles det, som om der mangler noget, eller at der bliver skøjtet for hurtigt over fakta. Det er en stramt fortalt historie, hvor vi i to spor følger Garfield og Guiteaus liv.

Michael Shannon og Matthew Macfadyen er rasende gode i deres respektive roller.

Shannon har en plaget, statsmandsagtig og stoisk ro over sig, der indimellem bliver afbrudt af hidsige udbrud eller gakket glæde. Og Macfadyen er blændende som selvoptaget plattenslager, der leder efter mening, rigdom og berømmelse i livet – samt en underliggende, udiagnosticeret mental sygdom, der driver ham til ekstremer.

I birollegalleriet leverer Betty Gilpin nok en gang en kraftfuld præstation, denne gang som Garfields hengivne og viljestærke hustru. Og så er Bradley Whitford, Shea Whigham og Nick Offerman forrygende som opportunistiske politikere, der enten vil hjælpe Garfield eller få ham ned med nakken – det svinger, om de er med ham eller mod ham.

Politisk kammerateri og svinestreger

Mike Makowsky formår sammen med Matt Ross på fremragende vis at iscenesætte en verden, hvor den politiske diskurs er meget volatil – og til tider direkte hadsk. Politisk kammerateri og svinestreger er normen, men da vi er i en anden tid, bliver informationerne til masserne begrænsede og kuraterede, så vælgerne kun får det at vide, som politikerne ønsker.

Ser man bort fra de voluminøse skægvækster og høje hatte, er det bemærkelsesværdigt, hvor meget fortidens aggressive tone og ageren i politik og samfund faktisk giver ekko i nutiden.

Emnerne er ganske vist nogle andre, og kommunikationskanalerne hurtigere, men manglen på respekt og mindsettet med at være sin egen lykkes smed, uanset hvem der skal trædes på for at nå det mål, er foruroligende ens.

Spørgsmålet er, om vi overhovedet har lært noget af fortiden?

Politikerne taler stadig usædvanlig grimt til og om hinanden, og minoriteter bliver taget som gidsler i svulstige valgløfter. Det værste er næsten levebrødspolitikerne – dem, der har fundet ud af, at de aldrig får et bedre eller lettere job end det, de har i magtens centrum.

Her griner folk af alle deres vittigheder, fordi magtpositionen i sig selv skaber en form for underkastelse. Og stakkels dem, der ikke gider at lege med.

Og så er der den anden side: higen efter at være nogen. Som Charles Guiteau, der desperat forsøger at blive en af samfundets store personligheder eller stemmer, fordi hans liv ellers ikke giver mening. Dem, der bliver vrede, når de føler, at systemet og dets udøvere holder dem nede eller begrænser deres frihed.

De var der dengang i 1880’ernes USA, de er der i nutidens USA, og de er også her i Danmark. Nogle gange er det godt at kigge på fortiden – som i ’Death by Lightning’ – for at forstå, at selv om der er gået knap 150 år, og der er sket teknologiske kvantespring, er meget stadig det samme.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: