
Anmeldelse: Fransk serie giver forførende nyt liv til erotisk klassiker

The Seduction
Streamingtjeneste: HBO Max
Premieredato: 15. november 2025
Genre: Drama, erotik
Instruktør: Jessica Palud
Manuskriptforfatter: Jean-Baptiste Delafon
Medvirkende: Anamaria Vartolomei, Diane Kruger, Vincent Lacoste, Lucas Bravo
Land: Frankrig
Antal afsnit: 6
Sex sælger. Sådan er det i dag, og sådan var det for små 250 år siden, da ’Farlige forbindelser’ vakte fascination og skandale i Frankrig i årene op til landets revolution sidst i 1700-tallet.
Pierre Choderlos de Laclos udgav anonymt den dragende brevroman om bedrag og forførelse, og siden er det blevet til en række mere eller mindre trofaste filmatiseringer af den saftige fortælling. Foruden flere franske versioner kan nævnes Stephen Frears’ Oscar-vinder fra 1988 og den mere løst baserede ’Sex Games’ fra 1999.
I HBO-serien ’The Seduction’ får vi en nyfortolket version af, hvordan de to elskende stridshaner Merteuil og Valmont begyndte deres farlige leg med hinanden – og med andre menneskers følelser.
Der er franske fristelser en masse og et overflødighedshorn af knuste hjerter, når de to bruger alt og alle som puslespilsbrikker i deres udskejelser. Resultatet er en intens serie, hvor liderlighed og magtkamp går medrivende hånd i hånd.

Moralsk grænseland
Anamaria Vartolomei, der fik sit store gennembrud i filmatiseringen af Annie Ernaux’ abortdrama ’Hændelsen’, giver krop og sjæl til den unge Isabelle, der som forældreløs vokser op på et kloster. Her kurtiseres hun af en mand, der viser sig at være den dameglade Valmont (Vincent Lacoste), som gerne går til yderligheder – som et fingeret ægteskab – for at komme i bukserne på sit offer.

Det er blot det første af mange overgreb, Isabelle må gennemgå, men det tænder også en ild i hende. Hun stiller sig ikke tilfreds med at være en brik i andres spil, men bruger sin skønhed til at tage kontrollen.
Seriens franske originaltitel er ’Merteuil’. Den gør det tydeligere, at vi oplever verden gennem øjnene på Isabelle, som gifter sig til både navn og rigdom for at blive til noget i verden. Det kommer dog med ofre, for hendes mand er af den opfattelse, at han med en hurtig kærlighedserklæring har gjort sig fortjent til et blowjob.
I det hele taget er seriens mænd – trods deres smukke fysiske fremtoning – stygge som dagen er lang. Lucas Bravo fra ’Emily in Paris’ er lige dele charmerende og ondskabsfuld som libertinernes prins, Gercourt, der er vant til at få, hvad han vil have, og som går til ekstremer, hvis det ikke lykkes.

Serien bevæger sig i et moralsk grænseland, hvor der ikke er mange at holde af – eller med. Kvinderne kæmper nemlig for friheden til at være lige så hensynsløse som mændene.
Tyske Diane Kruger optræder på formfuldendt fransk som den kyniske Rosemonde, der er Valmonts tante, men også tager Isabelle under sine vinger. Hun lærer den unge kvinde forførelsens kunst, men eleven overgår hurtigt sin læremester i en verden, hvor højstemte sætninger om had og krig flyder lige så frit som safterne. Til tider mister man i ordflommen overblikket over, hvem der egentlig vil hvad.

Gennemseksualiseret univers
Fortidens Paris er fuld af hestevogne og kjoler med dyb kavalergang. Det er et gennemseksualiseret univers, hvor kameraet kæler for de nøgne kroppe, mens der bliver snakket om penisstørrelser og gjort rede for, at selv den frommeste kvinde skjuler et dunkende begær.
Seriens instruktør, Jessica Palud, var for nylig aktuel i danske biografer med ’Historien om Maria’, hvor Vartolomei spiller Maria Schneider – den skuespillerinde, hvis overgreb blev begået af Marlon Brando for rullende kamera i klassikeren ’Sidste tango i Paris’.

I ’The Seduction’ bringer Palud Jean-Baptiste Delafons manuskript til live med samme sans for indigneret energi.
Isabelle er en kompleks skikkelse, der kan bide det meste i sig, men også pludselig overrasker ved at skrige sin vrede ud. Hendes rejse fra uskyldsren jomfru til beregnende dukkefører er troværdig, fordi hun – midt i al sæbeopera-kontroversen – står med et helt menneskeligt dilemma: Hvor langt vil hun gå for at sikre sig selv?
Det giver mulighed for herligt outrerede scener – som når hun giver en ung mand en lussing for at vise, at han bliver nødt til at få tankerne væk fra det ophidsende, hvis han er ved at komme, inden partneren har fået noget ud af det.

Anmeldelse: ’Pluribus’ er din næste store seriebesættelse
Forførelse møder tragedie
’The Seduction’ bærer sine inspirationskilder uden på det tøj, der hurtigt ryger af, når personerne kaster sig ud i deres seksuelle eskapader.
Det historiske lystspil i moderne gevandter, hvor kvinderne bag kulissen har magten, vækker mindelser om den populære Netflix-serie ’Bridgerton’ – dog uden samme frisk-humoristiske dialog. Og introsekvensen er på grænsen til parodi i sin lighed med den, der indleder anden sæson af HBO-hittet ’The White Lotus’.
Men man er pirret hele vejen igennem til den bitre ende, hvor forførelsen uundgåeligt ender i tragedie.
Den ægte kærlighed har trange kår, når tiltrækning perverteres til uendelige væddemål i forsøget på at bevare sit omdømme. Det er sexet på overfladen, men med nok tankegods til, at serien bliver siddende i kroppen efterfølgende.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:

















