Anmeldelse: Det er sidste advarsel til ’Landman’

Det var til tider pinefuldt at se første sæson af Taylor Sheridan-serien ’Landman’.

De kvindelige karakterer udviklede sig sjældent til at være mere end bare karikaturer. Værst gik det ud over oliemanden Tommys (Billy Bob Thornton) ekskone Angela (Ali Larter), der blev fremstillet som en humørsyg sexkilling, der var dødsensfarlig, når hun havde menstruation. Og ja, det sidste blev brugt som argument flere gange i løbet af serien, hvis hun var utilfreds med noget – og ja, det sker også i sæson to.

Sjældent har der været så meget snak om, hvem der havde en god røv eller ej, og hvordan man fik sådan en ende, i scenerne mellem Angela og datteren Ainsley (Michelle Randolph). Det skulle uden tvivl forestille at være edgy og friskt, men fremstod reelt mere som en mandlig manuskriptforfatter, der ikke helt vidste, hvad han havde gang i.

Udover det var historien i første sæson af ’Landman’ også i den mere studentikose ende af Taylor Sheridans fortælleevner. Alle karakterer brugte meget lang tid på at forklare meget udførligt, hvad der skete i en scene, hvad der skulle ske bagefter, og hvad meningen med det var. Eksposition af værste skuffe, kort sagt.

Heldigvis er der ændring at spore i løbet af de to første afsnit af den nye sæson, som anmelderne har fået stillet til rådighed.

På kanten til karikaturer

Efter at ejeren af olieselskabet M-Tex, Monty (Jon Hamm), døde i slutningen af første sæson, er det hans enke, Cami (Demi Moore), som skal overtage firmaet, nu hvor Tommy er blevet forfremmet til præsident.

Efter nærmest ikke at have ytret mere end 20 replikker i hele første sæson, tager Demi Moore revanche i løbet af de første minutter af anden sæsons premiereafsnit. Med skuespillerens vanlige autoritet får hun etableret over for investorer, opportunistiske pengemænd og diverse trofækærester, at hun ikke har tænkt sig at bøje nakken, og hvis der er nogen, som vil udfordre hende, vil det være en stor fejl.

Det er en god scene, der ligger i fin forlængelse af Demi Moores renæssancerolle i bodyhorrorsatiren ’The Substance’, der netop hudflettede omverdens objektificerende blik på kvinder.

Sammen med nytilkomne Sam Elliott, der spiller Tommys far, får man en smule optimisme omkring niveauet for anden sæson af ’Landman’.

Elliott leverede en af karrierens fineste præstationer i ’Yellowstone’-forhistorien ’1883’, og selvom det ikke er meget, vi ser til ham i de to første afsnit, efterlader han et stærkt indtryk på den korte skærmtid, han har.

Det er i det hele taget skuespillernes fortjeneste, at ’Landman’ har et nogenlunde anstændigt niveau. Historien veksler stadig alt for ofte mellem tåkrummende og fængslende og giver dermed en noget rodet oplevelse.

Karaktererne er lige så en blandet landhandel. De er skam meget levende, men også på kanten til karikaturer – og i visse tilfælde også ud over kanten. Derfor kan man i løbet af samme minut gå fra at være engageret i historien til derefter at sidde med en dårlig smag i munden og hovedrysten.

Medmindre Taylor Sheridan får strammet op i løbet af anden sæson, kunne det bedste for ’Landman’ være, at serieskaberen overlod den kreative styring til en anden, sådan som det er sket med ’Mayor of Kingstown’.

Fjern det overflødige

Der er en god serie i ’Landman’. Den skal bare poleres frem.

Tommys søn Cooper (Jacob Lofland) og hans bestræbelser på at få et selvstændigt firma op at køre har masser af potentiale. Vi er ude ved boreplatformene, og så snart serien er der – blandt arbejderne – har den et godt eksistensgrundlag.

Når kartelpladderet med den nye trussel Gallino (Andy Garcia) bliver sat i scene, bliver det lige vel højtravende og unødigt thrillerpræget. Der er grænser for, hvor mange gange det er interessant at høre Tommy sige, at der er flere penge i olie, og narkobagmændene bare kan komme an.

På den anden side er Andy Garcia så god en skuespiller, at enhver mulighed for at se ham og Billy Bob Thornton (der jo heller ikke er dårlig) udfolde deres talenter over for hinanden, er et for godt tilbud til at sige nej til.

Men spørgsmålet, der bliver ved med at nage i baghovedet, er, hvad Taylor Sheridan vil med ’Landman’.

Er det ’Dallas’ for en ny generation – og i så fald: hvorfor får den ikke bare fuld gas på sæbeoperaen? Hvis det skal være en intelligent fremstilling af et USA, vi sjældent ser i seriesammenhæng, så er den der ikke endnu. Dertil kan Sheridan passende skæve til Netflix’ fænomenale ’The Hunting Wives’ for inspiration til, hvordan man strikker en god historie sammen og skriver kvindelige karakterer med tyngde.

Det er sidste advarsel til ’Landman’ og Taylor Sheridan. Stram op, og forløs det store potentiale, der er i serien og universet. Fjern de overflødige karakterer, og fokuser på fortællingens styrker i stedet for at skyde med spredehagl.

Skuespillerne er gode, så giv dem det materiale, de fortjener.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: