Anmeldelse af Better Call Saul (sæson 4)

Tilbage i august anmeldte jeg begejstret de første to afsnit af Better Call Saul sæson 4. Nu – to måneder senere – er det tid til at gøre status over sæsonen som helhed.

Denne sæson har i høj grad fungeret som klimaks i Jimmys forvandling til Saul, og nu er der ingen vej tilbage. Man er ikke et sekund i tvivl, når Jimmy med et næsten manisk udtryk råber til Kim: ”It’s all good, man!” (sig det tre gange hurtigt). Tiden uden advokatlicens efter Chucks selvmord viser for alvor Jimmy, hvor hans egentlige talent ligger. Som Jesse siger i Breaking Bad, vil de ikke have en kriminaladvokat, men en kriminel advokat. Selvom svindelnumre med figurer og forudbetalte telefoner ikke lyder af meget, er de en central del af karakterens forfald. Bob Odenkirk spiller bedre end nogensinde før – særligt afsnit 9 og 10 er lige til en Emmy.

For nylig udtalte seriens medskaber Peter Gould til IndieWire, at det faktisk er kommet bag på forfatterne, hvor lang tid forandringen har taget. Det lyder måske underligt, fordi de jo styrer historien, men det giver mig simpelthen sådan en respekt for holdet. De ved, hvordan det skal ende, men i stedet for at skynde sig fra A til B lader de karaktererne udvikle sig naturligt. Den autenticitet kan mærkes.

Vi er tættere på begivenhederne i Breaking Bad end nogensinde før, og flere og flere brikker begynder at falde på plads. På den anden side har vi også gennem fire sæsoner knyttet os til karakterer, der ikke er med i Breaking Bad. Dét er efter min mening seriens største styrke – at vi kender og på en eller anden måde holder af dem alle. Forfatterne har taget sig tiden til at lade os kigge bag facaderne, så vi forstår, at ingen er udelukkende gode eller dårlige mennesker. Det gælder i høj grad Nacho, som denne gang er tvunget til at hjælpe både kartellet og Gus. Hans interne konflikt bliver smukt bragt til live af Michael Mando.

Rhea Seehorn er imponerende som Kim, og hendes vaklende forhold til Jimmy som sæsonens emotionelle kerne er perfekt balanceret i brugen af humor, afstand og drama. Det påvirker tydeligt hendes retskaffenhed, at loyaliteten til Jimmy betyder mere end hendes forskellige klienter. Karakteren har mere kant end normalt, og det er en spændende udvikling at følge deres små svindelnumre.

Serien er desuden en af de bedste nogensinde til at gøre brug af visual storytelling. Det er utroligt, hvor meget information vi som seere kan få ud af en scene, selvom der ikke bliver sagt et ord. Mennesker ved ikke altid, hvad de skal sige, men øjnene lyver aldrig. Det er særligt her, skuespillerne viser, hvor fantastisk dygtige de er, og især Bob Odenkirk, Rhea Seehorn og Giancarlo Esposito (Gus Fring) skiller sig ud. Jeg har aldrig set en, der som Esposito kan udtrykke sorg, vrede eller tilfredshed så tydeligt uden at sige et ord. Hans temperament bliver i den grad sat på prøve i denne sæson: Hectors slagtilfælde og efterfølgende pinsel, førnævnte situation med Nacho og de mange tilbageslag for det tyske holds konstruktion af det famøse superlaboratorium fra Breaking Bad. Han er fantastisk i rollen.

Fjerde sæson har også mange vidunderlige scener, hvor ingen siger noget som helst, men man sidder på kanten af sofaen alligevel. Jeg vil ikke spoile oplevelsen for dem, der endnu ikke har set afsnittet, men aldrig havde jeg troet, at jeg kunne være så underholdt af et stykke tyggegummi. Det er især Mike (Jonathan Banks), der får disse scener, og hans mimik er perfekt til dem. Fordi hans præstation er så afdæmpet og har så få ord, betyder hver lille bevægelse i ansigtet noget. Det giver nærvær til en ellers distanceret karakter. I denne sæson må han i sit job som sikkerhedsmand for Gus træffe forfærdelige beslutninger, og det giver nogle af de mest intense scener. Der er heldigvis også mange cameos i sæson 4, der sætter gang i nostalgien med hjertevarme og humor. Det skaber en god balance i seriens tone.

Som jeg skrev i den tidlige anmeldelse, er det en fornøjelse at være vidne til en serie, der som få andre oser af præcision og talent. Alle arbejder efter samme vision. Ingen scener føles overflødige. Billederne er fantastisk komponeret, og hver scenes tempo er nøjagtigt kalkuleret. Få serier har så stærke præstationer over hele linjen, hvilket styrker de interessante karakterer. Det er sjældent, at man sidder og håber, man snart kommer tilbage til en bestemt person, for de er alle spændende på hver deres måde.

Læs også: Anmeldelse af Better Call Saul (sæson 4 afsnit 1+2)

Læs også: Better Call Saul er tilbage!