(Indeholder spoilers af første sæson)
Seriens første sæson tog fusen på mig, fordi jeg må erkende, at jeg nok havde en tilnærmelsesvis kønsstereotyp opfattelse af, at jeg blot skulle til at se en ny udgave af Desperate Housewives. Serien viste sig dog at være en magtdemonstration fra nogle af Hollywoods stærkeste kvinder. Vi fik hurtigt en mordgåde at forholde os til, og på trods af at der i stil med Desperate Housewives er masser af underspillet humor i Big Little Lies-universet, så var mordgåden og ganske alvorlige emner, som psysisk og fysisk vold samt splittede familieforhold og traumer, med til at sætte en anderledes tone for serien.
Seriens skaber David E. Kelley (Boston Legal, Ally, Mr.Mercedes) har i samarbejde med instruktør Andrea Arnold ( Fish Tank, Transparent) forsøgt at følge op på den enorme anerkendelse, den første sæson fik. I første sæson blev vi introduceret for det imponerende karaktergalleri bestående af den ultra arrogante og overfladiske Renata Klein ( Laura Dern), husmoderen med den voldelige mand Celeste Wright (Nicole Kidman), den rapkæftede Madeline Mackenzie (Reese Witherspoon), den traumatiserede Jane Chapman (Shailene Woodley) og den mystiske Bonnie Carlson (Zoé Kravitz). Når man så tilføjer selveste Meryl Streep til det, der i forvejen må kaldes en sand stjerneparade, ja så skulle man mene, at man havde opskriften på at gentage en succes.
Maryl Streep spiller Mary Louise Wright, der er moderen til den nu afdøde Perry Wright (Alexander Skarsgård), der som bekendt skubbes ned af trappen af Bonnie Carlson. Dette leder til, at alle fem kvinder, der iøvrigt i en enkel sekvens i den nye sæson refereres til som The Monterrey Five, i solidaritet indgår en pagt om at holde mordet hemmeligt og om at være lige skyldige i mordet. Kulminationen der fører til mordet bunder i at både Jane og Celeste på egen hånd har oplevet overgreb af henholdsvis psykisk og fysisk karakter begået af Perry.
Seriens handling udspiller sig igen i den udadtil idylliske og ret glamourøse by Monterey i den nordlige del af Californien. Og selvom det hele stadigvæk ser pænt ud på facaden, har vores hovedkarakterer flere problemer at slås med. Imens Renataog hendes mand kæmper med en konkurs, har Madeline problemer i ægteskabet med Ed (Adam Scott), imens Jane og Celeste stadig slås med traumer og efterdønningerne på deres fatale forhold til Perry.
Meryl Streep leverer en isnende og overbevisende performance som den meget manipulerende Mary Louise, der under påskud af at være en støtte for Celeste og hendes børn efter hendes mands og Mary Louises søns "ulykke". Som en anden svigermor fra helvede begynder hun dog at optræde passivt aggressivt overfor Celeste, og hun får også præsenteret sig selv overfor de andre medlemmer af The Monterrey Five, der ligeledes oplever hendes luskede væsen. I det hele taget sætter Meryl Streep et stærkt aftryk på serien, der uden mordgåden som motor istedet drives af det paranoia, kvinderne hver især oplever ved at leve med løgnen. Man kan ikke undgå at sætte sig selv i kvindernes sted hele serien igennem, hvilket giver skaber en intens drivkraft på trods af, at tempoet er endnu langsommere i anden sæson.
Plottet i anden sæson bygger på Mary Louises mistillid til kvinderne i forbindelse med hendes søns mystiske ulykke, og da hun samtidig ikke mener, at Celeste er stabil nok til at passe sine egne børn, så er der lagt i ovnen til intriger og drama.
Jeg vil udover Streep især fremhæve Zoe Kravitz, der spiller Bonnie Carlson. Hvor hun i første sæson var lidt mere en bi-rolle, så træder hun virkelig frem i lyset i denne sæson. Hendes problematiske forhold til sin mor, der pludseligt får en hjerneblødning, bliver en central del af handlingen i anden sæson. Vi kommer også et spadestik dybere i flere af karakterne, der naturligvis alle gemmer på små og store løgne.
Noget jeg specielt godt kan lide ved serien er soundtracket, hvor jeg specifikt vil fremhæve intro-temaet Cold little Heart, der sætter stemningen med en lyrik, der afspejler de problemer vores hovedkarakterer befinder sig i. Ligesom New York bliver en medspiller i en serie som Sex and the City, så gør havet det i Big Little Lies. I en glamourøs kulisse bestående af alt for dyre og arkitekttegnede strandpalæer, lurer havet som et slags monster i baggrunden klar til at skjule hemmeligheder og løgne samt drukne problemer for overklassen. Det er nok heller ikke et tilfælde, at Bonnies mor på et tidspunkt taler om, at hun har drømt, at Bonnie drukner, samtidig med at vi i et af de første afsnit oplever, at Bonnie har svært ved at have hovedet under vand.
Stemningen er uovertruffen i Big Little Lies, og hvad der måske til tider mangler lidt fremdrift i seriens anden sæson, det reddes via den ene eminente og overbevisende skuespillerpræstation efter den anden.
Du kan se begge sæsoner af Big Little Lies på HBO Nordic.
Læs også: Anmeldelse af Chernobyl
Læs også: Ny Russell Crowe-serie kommer på HBO Nordic