Serier | Anmeldelser

Anmeldelse af Game of Thrones sæson 8 episode 4

AfClaus Holm
8. maj 2019
Anmeldelse af Game of Thrones sæson 8 episode 4
(Foto: Game of Thrones/HBO)

Del artikel

Man må sige, at i forhold til de foregående sæsoner, forstår Game of Thrones-producenterne at presse tingene sammen.
https://imgix.vielskerserier.dk/2016/04/spoiler-alert.png

(Spoilers for episoden – det er klart)

Episode 2 foregik på en aften, episode 3 på en nat – og nu er episode 4 den næste dag og nat. Det er helt bogstaveligt en sæson, der foregår på en weekend… Spøg til side – sidst i episoden rykker vi da også lidt frem i tid, og der vil formentligt være et spring på ca. 14 dage mellem episode 4 og 5. Men det er stadig væsentligt hurtigere, end vi er vant til.

Hvor jeg i min artikel om episode 2 og 3 skrev, at jeg så dem som en helhed er episode 4 i virkeligheden epilogen. Der, hvor vi begraver (eller i dette tilfælde, brænder) vores døde, drikker en skål for sejren og fejrer, at vi er i live. Det afføder også, at flere af de kærlighedsromancer, vi som fans har talt om i årevis, nu bliver afklaret. Brienne mister sin mødom til Jamie, hvilket vi jo længe har forestillet os ville ske – men alligevel vælger han derefter at vende tilbage til sin søster. Hvorvidt det vil vise sig at blive hans egen undergang, vil tiden vise.

Mit personlige yndlingsøjeblik i episoden kom, da Gendry – som jo selvom han var søn af Kong Robert Baratheon har gået omkring som en uægte bastard hele serien – nu bliver ophøjet til fuld adelig og herre af Storm’s End (Baratheon familiens slot). Han finder straks efter Arya, som han jo tilbragte natten hos før slaget, og fortæller hende kort og godt, at han ikke kan se sig selv i den rolle uden hende – at han elsker hende og vil giftes med hende. Men Arya, som hele serien igennem netop har ville gå sine egne veje, og aldrig har ønsket sig at blive en Lady, gift med en Lord og føde ham børn, giver ham det absolut mest rørende afslag i filmhistorien og gentager de ord, hun allerede sagde i første sæson: ”That’s not me.” Sagt med et kys og med et blik der helt tydeligt siger at hun har følelser for ham, men at det aldrig kan blive de to, fordi hendes skæbne har en helt anden vej at gå. Jeg var faktisk lidt overrasket over, at de to endte i seng sammen i episode 2, og jeg syntes at dette var en fantastisk måde at runde det af på – at det netop er ægte følelser mellem dem, men at de ikke hører sammen.

Men ingen Game of Thrones-episode uden død og ødelæggelse, og vi så da også Dany miste to ting hun har elsket højt – hendes ene drage, og hendes rådgiver og ven Missandei. Begge på en aldeles endelig måde, da Cercei får slået dem begge ihjel for øjnene af hende. Samtidig gør episoden meget for at vise de sprækker, Dany har fået i sin mentale rustning. Selv Varys, der jo som bekendt har været på hendes side i det meste af serien, er nu kommet til et punkt hvor han ikke længere kan støtte hende. Hans loyalitet er og vil altid være til Riget – til de almindelige mennesker, som vil lide hvis en forkert hersker sidder på tronen. Dany begynder nu mere og mere at vise tegn på den samme galskab, der fortærede hendes far, og som kostede ham livet. Jon Snow, derimod, fremhæves af flere og flere som det bedste bud på en konge, selvom han hverken ønsker denne krone, eller vil tage den fra Dany. Det bliver spændende at se, hvorvidt Dany nu i det sidste slag om tronen faktisk ender med at sætte alt det over styr, som hun gennem årene har kæmpet for. Hun var den gode dronning, den der kæmpede for de uskyldige og de hjælpeløse – men alligevel er hun nu parat til at brænde samtlige civile i King’s Landing for at få ram på Cercei.

Efter episode 3 var det svært ikke at være lidt skuffet over denne episode, synes jeg. Der skete ikke nær så meget, og lidt af dialogen virkede som om, man på kort tid ville trevle en masse af de tidligere sæsoners net op. Jeg bryder mig især ikke om måden, hvorpå Dany mere og mere bliver vist som en egoistisk b*tch – men det er måske bare mig, der holdt meget af hendes godgørende Khaleesi-persona.

Vi holder alle vejret når næste episode kommer – det bliver formentlig der, hvor slaget om King’s Landing finder sted.

Og... som altid: Vi venter med at dele hjerter ud til sæsonen er slut!

Læs også: Anmeldelse af Game of Thrones sæson 8 episode 2 & 3

Læs også: Gallapremiere på Game of Thrones sæson 8 og anmeldelse af føreste episode

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste