David Fincher, der tidligere har stået bag film som Seven, Fight Club og thrilleren Zodiac, har instrueret de to første og to sidste afsnit i ud af de 10 i alt.
Mindhunter foregår i slutningen af 70erne og er blot endnu et bevis på, hvor fede film og serier fra og om den tid er (se også The Deuce på HBO Nordic). Ja, jeg kan godt lide 70’erne. Serien starter lovende ud med en præsentation af FBI-agenten Holden Ford, der til tider kan virke både naiv og lidt våd bag ørerne. Han frustreres over den rigide tilgang, politiet har i forbindelse med opklaring af mord. Derfor begynder han sammen med den ældre agent, Bill Tench, og akademikeren Wendy Carr at forme en ny måde at anskue mord, mordere og opklaringsprocessen på.
Seriens første afsnit vækker mange minder om særligt Zodiac, hvor mystikken etableres gradvist. Episoden fremstår umiddelbart også som seriens svageste, men det er værd at holde ved, for kvaliteten stiger markant allerede i andet afsnit. Holden Fords udvikling gennem serien er effektivt eksekveret. I begyndelsen brød jeg mig ikke umiddelbart om hans opknappede, stræber-agtige facon, men måden hvorpå han udvikler sig, sideløbende med at han tilegner sig ny viden om seriemorderne, er ret raffineret.
(Foto: Mindhunter/Netflix)
Der, hvor Mindhunter virkelig brillerer, er når seriemorderne, eller sekvens-mordere som de kaldes i begyndelsen, får skærmtid. Ed Kemper, der går under navnet Big Ed, er den mest foruroligende serie-figur, jeg har oplevet i lang tid. Hvis man liiige ser bort fra Twin Peaks: The Return, hvor der er nogle ret skræmmende personager med… Blot ved at fortælle sine historier, og holde tonelejet på et neutralt niveau, får Big Ed fortalt nogle grusomme ting, der kun bliver værre af at få frit lejde i ens egen fantasi.
Og her understreges det, at man ikke nødvendigvis har brugt spandevis af teaterblod og knirkende gulvbrædder for at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på publikum. En dygtig fortæller er alt, hvad der skal til. Big Ed er helt sikkert en af mine favoritter i serien, og det bliver kun mere uhyggeligt af, at Ed Kemper er en rigtig seriemorder. Han spilles af den forholdsvis ukendte skuespiller Cameron Britton, der minder lidt om en høj udgave af Philip Seymour Hoffman, som også var eminent til at skabe besnærende karakterer.
Mindhunter får yderligere dybde, når man ved, at den er baseret på bogen af samme navn af John E. Douglas, der selv var en af de første til at lave profiler af seriemordere. Hvilket passer perfekt ind i den nuværende tv-trend med true crime.
Den danske instruktør Tobias Lindholm har stået bag et af afsnittene, og det er sjovt at forsøge at kortlægge, hvor hans tilgang har påvirket episoden. Derudover er serien en visuel fornøjelse med særligt blå- og grønlige farvetoner og ekstra smæk på stemningsskabende 70’er musik. Jeg har selv skamlyttet seriens soundtrack efterfølgende.
Derudover skal du også huske at lægge mærke til scenerne, der foregår i elevatorer. Der er ikke få af dem, og de har alle en særlig betydning, selvom de ikke nødvendigvis varer længe. Elevatoren, der bruges mest, er den, der fører de tre initiativtagere ned til kælderen og deres midlertidige kontor. Den fører dem så at sige ned i dybet og ned til deres specielle opklaringsarbejde.
Seriens præmis er ikke en klassisk jagt på morderen, selvom den dog på sin vis er til stede, men derimod en rejse ind i seriemorderens sind og et forsøg på at katalogisere deres handlingsmønstre og finde svar. Og det er ganske enkelt skide godt lavet.
Anden sæson af Mindhunter er allerede blevet bekræftet af Netflix. Desværre er der dog en længere ventetid, da den er planlagt til premiere i 2019. Men så må vi bare se første sæson en gang til. Det har jeg allerede gjort, og den bliver kun bedre af et gensyn.
Læs også: Alt om David Finchers Netflix-serie Mindhunter
Læs også: 10 serier med seriemordere du bør se
