Anmeldelse af Mindhunter (sæson 2)
De berømte og berygtede seriemordere i USA er igen under Holden, Bill og Wendy’s lup og uhyggen er til at tage og føle på. Med David Fincher tilbage i instruktørstolen på de første tre afsnit starter serien, hvor første sæson sluttede, nemlig hos Holden på psykiatrisk afdeling. Holden oplever i slutningen af sæson 1 et voldsomt angstanfald efter sit møde med seriemorderen Ed Kemper. Se med her, hvis du lige vil have en (munter) opfrisker på sæson 1:
Han er nu under skarp observation af sine to kollegaer på opfordring af den nye chef, som skal overtage den bidske direktør Shepards stilling. Den nye direktør har væsentlig mere tiltro til deres profileringsprojekt end den tidligere, så ekstra ressourcer bliver sat ind på at støtte deres projekt. Med samme tålmodige, hårrejsende og ubehagelige facon som tidligere skal makkerparret igen ud og interviewe vanvittige karakterer. De får blandt andet besøgt Son of Sam, kendt fra virkelighedens verden for at have skudt og dræbt 6 mennesker ved adskillige skyderier i New York. Charles Manson, en af de mest omtalte seriemordere i øjeblikket, bliver også aflagt et besøg, på trods af at han egentlig ikke passer ind i trekløverets boks af profiler, da han modsat de andre ikke selv førte kniven på sine ofre, men med sin kultlederfunktion fik sine medlemmer til at udføre dem på hans ordre.
På trods af de mange interessante interviews de kunne foretage sig, så bliver de som så mange gange før tilkaldt af lokale for at opklare mystiske sager. Denne gang er det dog ikke det lokale politi, men derimod meget bekymrede borgere i Atlanta som søger Holdens hjælp. Mødre til forsvundne og dræbte børn er gået sammen for at tage sagen i egen hånd og deres frustration og afmagt over mangel på hjælp fra det lokale politi giver noget af en mavepuster.
Dette bliver hovedfokus for anden sæson, nemlig de forfærdelig mange forsvundne børn i Atlanta fra 1979 til 1981. Ikke nok med at FBI’s behavioral science unit ikke er blevet tilkaldt af det lokale politi, hvilket udsætter reel efterforskning af de mange børn, så er race et stort politisk issue for denne sag. Da det primært er afroamerikanske børn og unge teenagere der forsvinder og senere bliver fundet dræbt, drager de lokale straks den konklusion, at de mest oplagte at se efter i krogene er Ku Klux Klan og de er ikke meget for at se i øjnene, at den profil teamet tegner viser, at de muligvis er nødt til at se mod deres egne. Mens profileringsarbejde og sporadisk efterforskning i Atlanta står på, bliver Bill Tenchs ægteskab og privatliv udsat for den værst tænkelige prøvelse, da deres adoptivsøn bliver involveret i frygtelige drengestreger med fatale konsekvenser.
De hjerteskærende hændelser er så virkeligt formidlet og den enorme mængde empati for fiktive karakterer er sjældent set. Bill må endnu engang få arbejde og privatliv til at gå op og denne gang bliver det ikke uden drastiske eftervirkninger på den ene front. Nogen vil måske huske den tilbagevende mand fra første sæson som konstant lurede i baggrunden uden nærmere introduktion. Der blev gættet og gættet og dem, der satte deres penge på BTK (Bind, Torture, Kill)-morderen fik ret. De små glimt er blevet til små korte scener og der er lagt i kakkelovnen til en vigtig sag for teamet i fremtiden. Da virkeligheden fakta fortæller at BTK først bliver arresteret i 2005 og serien udfolder sig i slut 70’erne, start 80’erne, så kan man kun håbe, at der ligger et par sæsoner og venter på os inden vi får lov til at opleve hans pågribelse. Som du nok kan høre, så er Mindhunter sæson 2 bestemt ikke kedelig og der er masser af truecrime at blive fascineret og afskrækket af. På trods af at serien skal nå at afdække mange historier og emner, rigtige eller fiktive, hvor flere ikke er nævnt her, så gør den det i sit sædvanlige rolige, dystre og suspence-fyldte tempo, som holder dig klistret til skærmen i alle 9 afsnit.
Læs også: Anmeldelse af Mindhunter
