Gud (Steve Buscemi) er umiddelbart ikke helt på toppen når det kommer til at redde verden, og har givet op på sin egen eksistens. Det munder ud i, at han egentligt opgiver verden og menneskeheden. Han beslutter sig for at sprænge jorden i luften og i stedet gå i gang med et nyt projekt, nemlig en restaurant til himlen.
Hans eneste hjælp kommer fra en engel, Craig (Daniel Radcliffe), der sammen med en anden engel, den naive og glade Eliza (Geraldine Viswanathan), arbejder sammen på en umulig opgave: at få to mennesker til at forelske sig.
Det er en skæv, skør og underholdende serie – en af de første ting, vi ser, er ”Heaven Inc.”, hvor de har det altid fantastiske skilt ”0 days without accident” hængende, og så er tonen ligesom lagt for hele serien.
Det er også ret specielt at se Gud som en små-alkoholisk, bitter og pessimistisk mand, der har en forkærlighed for store, brune tæpper.
Intet er som man forventer i denne serie. Den kunne være blevet til en ”hellig” serie, hvor der var prædikener hele tiden og slet skjulte momenter af ”GØR DET BEDRE”. Men i stedet har man engle, der snakker som havnearbejdere, engle, der – som Craig – anser enhver bøn, der er større end ”please, gud, lad mig finde mine bilnøgler”, for at være absolut umulige at gøre noget ved. Og til sidst har man hele den lidt skæve fortælling og opstilling af serien som helhed, der til tider kan minde om The Good Place.
Daniel Radcliffe spiller fantastisk som den let forvirrede, meget paranoide og forsigtige engel, Craig, der har brugt mange årtusinder i 'Afdelingen for besvarelse af bønner' – med halsskæg og hele moletjavsen. Han har også fået lov til at beholde sin britiske accent, hvilket gør hans skuespil langt mere holdbart set fra mine øjne.
Geraldine Viswanathan spiller også helt eminent som den naive, glade engel, Eliza, der blev forflyttet fra 'Afdelingen for jord' til 'Afdelingen for besvarelse af bønner' – hendes gå-på-mod, både som skuespiller og i sin rolle er fuldstændig fantastisk at se, og gør serien lidt opløftende på trods af det alligevel ret tunge emne, den drejer sig om.
Steve Buscemi som Gud er uden tvivl det absolut bedste valg, de har foretaget sig i denne serie – han spiller med en luft af sindssyge omkring sig, og virker både forvirret, pessimistisk, deprimeret og halvfuld hele tiden. Hans portræt af en Gud, der er ved at være godt træt af, at der ikke er nogen der gider at ofre et får til ham mere, er perfekt. Jeg må indrømme, at det er hans portræt, der gør serien til noget holdbart i længden.
Derudover må jeg også give Karan Soni (set i Deadpool som taxafører) kæmpe ros for sin rolle som Guds højre hånd, der forsøger at dæmpe Guds trang til at smadre jorden, mens han samtidigt forsøger at være opbakkende og positiv over de ting, som Gud smider på bordet som det næste projekt.
Alt fra manuskriptet til kamera-arbejdet er sindssygt godt skruet sammen, og det er så fedt at se en version af himlen, der fungerer lidt som en fabrik; Guds kontor er hvidt, skinnende og alt, hvad man kunne forvente af en perfekt version af himlen, mens andre områder som 'Afdelingen for besvarelse af bønner', er omgivet af spindelvæv (det havde jeg ikke forventet eksisterede i himlen) og ligger i en mørk, kold og fugtig kælder.
Desværre minder den også - som nævnt - meget om fx The Good Place, og har mange af de samme elementer med sig – det er ærgerligt, da Miracle Workers sagtens kunne løfte sig over det, men desværre ramler direkte ind i temaer og humor, som The Good Place også har med sig.
Det bliver hurtigt til noget, man har set før, på trods af de fantastiske skuespillere og et ellers godt plot og motivation, og det kan da dræbe lidt velvilje mod serien. Men kan man se bort fra det (hvilket jeg synes man burde), så er Miracle Workers klart en serie, der fortjener et kig, om ikke andet bare for at se en fuld Gud med langt hår.
Serien er et kig værd, hvis man kan lide serier som The Good Place eller et satirisk blik på himlen, Gud, engle og alt ind i mellem – og specielt, hvis du kan lide den skæve humor, der følger med at have Steve Buscemi i en af hovedrollerne.
Du kan se Miracle Workers på Canal Digital.
Læs også: Aktuelle serier på HBO Nordic i marts
Læs også: Aktuelle serier på Viaplay i marts