Anmeldelse af Twin Peaks "The Return"

(Anmeldelsen indeholder mindre spoilere omkring plottet i serien)

(Foto: HBO Nordic)

Det er med en vis ærefrygt, jeg skriver denne anmeldelse. Ja, jeg har faktisk gået og varmet op til den i flere uger. Jeg skulle selvfølgelig lige have del 17 og 18 med, og det skal siges, at netop de to dele spiller en væsentlig rolle i min samlede vurdering af "The Return" som helhed. Når jeg bruger udtrykket ærefrygt, så hænger det sammen med, at jeg ser mig selv som en dedikeret Twin Peaks og Lynch-fan, og jeg netop af denne årsag kommer i kontakt med den perfektionistiske - ja vel nærmest neurotiske del af min personlighed. Jeg føler kun, jeg kan fejle, og med alle de teorier jeg allerede nu har set florere på diverse amerikanske og udenlandske fansider og underholdningsites, så vurderer jeg ikke at mine odds er blevet bedre, for at levere en anmeldelse der sidder lige i skabet.

Der er et hav af skarpe analyser og twistede teorier, og der er også nogle af dem, der efter min mening måske balancere lige på nippet til hvad jeg vil kalde akademisk fortænkte, overanalyserede og direkte bizarre. Mit kendskab til Lynch-universet gør dog, at jeg næsten med klippefast ro tør konkludere, at der ikke findes nogle endegyldige fakta, når det kommer til værker fra manden med det høje hår og de karismatiske håndfagter ( Ja undskyld Mark Frost, så fik vi lige nævnt Lynch som frontperson igen). Det bliver i sidste ende et spørgsmål om fortolkning, og i min verden bliver det et spørgsmål om at forstå, hvad Twin Peaks"The Return" prøver at fortælle os, og hvad den eventuelt prøver at ændre ved vores måde at se en serie på eller for den sag skyld en film.

Jeg vil som helt almindelig seriefan, der ikke kan flashe fornemme diplomer fra filmakademiet, give mit bud på hvorfor du bør se Twin Peaks "The Return". Og hvad der giver mig et håb om ,at jeg kan slippe nogenlunde hæderligt fra denne anmeldelse, er tanken om at det geniale ved serien, er at den igen har fået os til at tolke i så mange retninger uden tilsyneladende at have et endegyldigt facit. I så fald ville dette facit kun eksistere i David Lynch og "måske" Mark Frost`s hoveder. Det er ihvertfald min overbevisning.

Nå, lad os komme komme til anmeldelsen:

"Twin Peaks er stadig det samme og alligevel som aldrig før"

Twin Peaks-universet er tilbage efter 27 års ventetid. En ventetid der til tider har føltes som at opholde sig i "The Red Room". Jeg har brugt adskillige timer på at analysere dele af handlingen fra sæson 1,2 og filmen: Fire Walk With Me. Og ligesom du føler, at nu har du knækket en eller anden usynlig kode, så ryger man tilbage til sofaen i "The Red Room" igen, og man kunne lige så godt have talt baglæns til sit spejlbillede hele dagen og fået mere mening ud af det. Det er ikke blevet nemmere at tilgå universet i "The Return", det er tværtimod blevet flere dimensioner svære, for at bruge et billedesprog der kan kobles sammen med "The Return".

Hvis du går til den nye udgave af serien med en klar forventning om, at du blot skal følge op, hvor du gav slip, så har du også delvist ret, og dog. Der går ikke længe fra, at vi støder på Agent Cooper i rollen som en potent cowboyagtig bad ass til at vi ser ham transformeret til en katatonisk tøffelhelt med en dominerende kone. Dobbeltheden eksisterer stadigvæk i universet, og den er tilmed rykket ud af Twin Peaks. Handlingen udspiller sig både i: Las Vegas, New York, South Dakota og Montana, og hele handlingen i "The Return" er centreret omkring det at vende tilbage til Twin Peaks. Og det er efter min mening et meget godt billede på, hvad der er instruktørerne gerne vil kommunikere med med os omkring. Forventningen til at gense noget vi kender, og det med at vende tilbage til noget efter 25 år. Mere om det senere.

Vi bliver ret hurtigt i "The Return" introduceret for de mere surrealistiske karakterer og steder såsom Kæmpen, The One Armed Man og det bizarre "Red Room" . Den lille mand der plejede at danse i et rødt jakkesæt, og som var et synonym med serien, er i denne omgang af Twin Peaks blevet erstattet med et talende hjernetræ, der ligner noget der er stærkt inspireret af Eraserhead, som var en af David Lynch`s første værker, og helt klart et af de mest syrede til dato. Faktisk tror jeg "The Return" er det tætteste vi kommer på at være lige så twisted, og her har jeg faktisk filmene Inland Empire og Mulholland Drive med i regnsestykket, så det siger ikke så lidt. I det hele taget er serien lidt af en hyldest til David Lynch selv og hans værker, hvilket heller ikke er gået ubemærket hen i Hollywood. Jeg mener at have læst, at Quentin Tarantino har udtalt om David Lynch: ."....disappeared so far up his own ass that I have no desire to see another David Lynch movie until I hear something different”.

Præmissen for at se "The Return" og få noget ud af den, er at man er villig til at give slip på sin idé om en kronologisk handling, hvor der præsenteres et plot, afsløres et par helte og skurke og så ellers regne det hele ud derfra. Sådan arbejder især David Lynch ikke. Han er en auteur, og han udtrykker sig kunstnerisk i alt hvad han laver. Hvad han måske var lidt begrænset i med de to foregående sæsoner i 90`erne, har han fået helt frie tøjler med her i "The Return". Det virker mildest talt som om, at der gives fanden i om diverse plothuller fyldes ud, og uden hensynstagen til os stakkels seere efterlades vi med vores egne fortolkninger af hvad der mon blev af ham og hende? og den og det? Det interesserer David Lynch meget mere at lade os gå på opdagelse selv og lade vores intuition råde, og det er især her jeg synes serien er genial.

Når man som instruktør er detaljeorienteret i en sådan grad, at nærmest hver scene kan fortolkes på 8-10 forskellige måder, og at man er bevidst om ikke at overlade noget som helst til tilfældighederne, hvilket jeg er ovebevist om gør sig gældende i serien. Og du samtidig kan drage publikum så meget, at de dårligt kan vente en uge mere på at se et afsnit, så kan man efter min mening noget helt unikt. Dertil kommer at serien er fornyende på en måde, hvor jeg igen er overbevist om at Twin Peaks-universet, kommer til at ændre og inspirere vores måde at anskue tv-serier på i fremtiden. Her er specielt afsnit 8 nærmest en anmeldelse værd i sig selv. Den er til dato noget af det mest syrede og på samme tid fantastiske jeg har set.

Tempoet er slow hele serien igennem, og det er der egentligt ikke noget underligt ved, når man tænker på hvordan Lynch`s andre værker tager sig ud. Det gør egentlig ikke så meget, og det har også en effekt, at man kommer ned i gear af at se et afsnit eller en del som det kaldes af "The Return", da det opfordres til at man ser de 18 dele som en lang film. Har man læst lidt om David Lynch og hans store dedikation til Transcendental Meditation, så fristes men til at tro, at "The Return" på en eller anden måde fungere som en lang og meget grundig meditation session. Jeg ved dog ikke hvor vild jeg var med at overvære en mand feje et gulv til lyden af musik i ca 3 minutter. Og det blev måske også lige i overkanten at se David Lynch selv i rollen som Gordon Cole, skamflirte med en fransk forføriske i 2 minutter, mens han holder den mindre tålmodige Albert Rosenfield ventende, og derefter referer til at han er meget utålmodig. Det er både irriterende, hvilket jeg tror er helt bevidst, og det er også samtidig et genialt virkemiddel at kommunikere direkte med os som seere på denne måde, hvilket gentager sig flere gange i serien.

I det store hele tror jeg serien handler om at vende tilbage, som jeg var inde på tidligere. Den handler om vores forventning til hvad vi gerne vil have et gensyn med, og hvor lidt det er muligt, fordi der i serien er gået 25 år, og fordi mennesker også forandrer sig på 25 år. "Coffee 2 go", Skype, mobiltelefoner og Facebook var ikke en del af de foregående sæsoner, det er de nu, og selvom vores gode gamle veninde Lucy har lidt svært ved at forstå mobiltelefonerne, så ender den alligevel med at få en særligt afgørende betydning i forhold til hele handlingen. Det er også via Skype, at Frank Truman der er Harry Truman`s bror, finder ud af at der er noget der er helt off med gode gamle Agent Cooper, da Doc Hayward røber at han optrådte bizart på hospitalet efter at være vågnet fra sit spejluheld på Great Northern Hotel for 25 år siden.

Serien leger hele tiden med vores forventninger, og ligesom vi tror, at nu har historien taget en drejning i en retning, hvor vi næsten kan tænke os til resten, så pirres vi med 5 nye plothuller og karakterer at forholde os til. Serien vil simpelthen ikke give os nogle simple svar, hvilket jo nok i virkeligheden er meget lig det liv vi kender i virkeligheden. Virkeligheden som vi kender den, præsenteres også i serien som en plausibel medspiller i serien, og selvom vi f.eks ser den smukke skuespiller Monica Bellucci i rollen som sig selv, og Trent Reznor og hans band Nine Inch Nails give en ægte performance i serien, så er det stadigvæk i drømmelignende sekvenser, men det er efter min mening en fantastisk måde at manipulere med os som seere og introducere os for forskellige perspektiver på handlingen i serien.

Rejser igennem portaler og dimensioner er vi kun sparsomt blevet præsenteret for i de foregående sæsoner, og det gav stadigvæk rum til fortolkning af hvorvidt vi befandt os i en drøm eller en eller anden meta-virkelighed. I "The Return" er det nærmest uundgåeligt, at vi bliver tvunget til hurtigt at købe en præmisse om, at de fleste er modtagelige for andre virkeligheder og at almindelige mennesker pludselig også har adgang til åndelige verdener. Men, der er stadigvæk den plausible mulighed, at vi måske blot befinder os i en drøm, som Monica Bellucci så smukt beskriver det i serien.

" We are like the dreamer who dreams, and then lives inside the dream.....But who is the dreamer?"

Monica Bellucci - Twin Peaks "The Return" 2017

(Monica Bellucci. Foto: You Tube)

Det helt store omdrejningspunkt i serien er stadigvæk Agent Cooper, og som I alle film og serier, så vil vi gerne se vores helt og se ham klare alt det onde. Så ligetil er det desværre ikke i "The Return", vi bliver faktisk tvunget til at vente med at se vores helt som vi husker ham, og til jer der endnu ikke har set serien, så vil jeg ikke afsløre om dette overhovedet kommer til at ske. Som vi også har været inde på, så er det hele en anelse mere syret i denne nye udgave, og hvor det før kunne overlades lidt til en fortolkning om hvorvidt folk var besat af onde ånder og befandt sig i drømmeuniverser eller blot brugte det som metaforer på at kapere det onde og det uforklarlige, så lader det til, at vi skal acceptere et noget mere tydeligt billede af at det overnaturlige er på spil i "The Return".

Jeg er selv en af dem, der stadig er ved at fordøje afsnit 17 og 18, der som de sidste to afsnit i "The Return" virkeligt fik os ud på kanten af stolen, og tvang os til udfordre alt hvad vi troede vi "måske" vidste om universet. Og jeg har ikke svært ved at forstå, hvorfor der er en del mennesker heriblandt Twin Peaks-fans der var både fortørnede,skuffede og begejstrede. Det er virkeligt en af de vildeste slutninger af en serie til dato!

Om den sluttede godt, dårligt eller et sted midt imellem, vil jeg følge meget mere op på med jer her på bloggen, og jeg vil glæde mig til at nørde meget mere Twin Peaks med jer i fremtiden. Jeg kan afsløre, at jeg bestemt hører til dem der vil kalde "The Return" et mesterværk og noget af det bedste jeg længe har set.

Hele Twin Peaks "The Return" kan ses på HBO Nordic .

Tjek denne cool trailer og bliv klar til at se eller gense "The Return":