Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ’Den anden verden’ er intet mindre end en mageløst god serie om internettets bedste og værste sider

Af
Claus Nygaard Petersen
12. maj 2025
den anden verden anmeldelse
'Den anden verden' / Foto: MORPH Film & Frau Film

Del artikel

Søren Peter Langkjærs YouTube-dokumentarserie om sin virtuelle pilgrimsrejse er en fantastisk odyssé ned i den digitale verdens vidunderlige kringelkroge.

Den anden verden

Streamingtjeneste: YouTube
Premieredato: 11. maj 2025
Genre: Dokumentar
Instruktør: Søren Peter Langkjær
Manuskriptforfatter: Søren Peter Langkjær og Lean Pejtersen
Land: Danmark
Antal afsnit: 6 (anmeldt på baggrund af de 3 første afsnit)

Har du prøvet at drømme i scroll, som om du sad og kørte op og ned på din telefon?

Så har du måske et lige så højt onlineforbrug for Søren Peter Langkjær - instruktøren bag den mest overrumplende danske film i nyere tid, som alt for få mennesker snakker om, ’Det store glitch/Paradisets børn’. Søren Peter Langkjær har været rigtig meget online. Endda så meget, at han angiveligt havde et gennemsnitligt skærmforbrug på 24 timer pr. dag i en uge.

søren peter langkjær den anden verden
Søren Peter Langkjær i 'Den anden verden'
Foto: MORPH Film & Frau Film

"Hvordan kan det lade sig gøre?", spørger han retorisk ud i intetheden i en voice-over i dokumentarserien ’Den anden verden’.

I serien sætter Søren Peter Langkjær sig for at kortlægge det uendelige internet. Især alt det, der eksisterer udenfor de store konglomerater som Google og Mark ’The Zucc’ Zuckerbergs vældige sociale medieimperium bestående af primært Facebook og Instagram.

Men hvor går du hen, hvis du ikke vil være en del af det store onlinehamsterhjul som alle andre?

Det er dét internet-kaninhul, som Søren Peter Langkjær springer ned i, og hvilken vild rejse, det er. Serien er støttet af Det Danske Filminstitut som den første YouTube-serie nogensinde, og de fire første afsnit udkommer i perioden 11. maj til 22. juni. De resterende to afsnit kommer så til efteråret, da publikums modtagelse af de første fire afsnit bliver en del af handlingen for de sidste.

den anden verden anmeldelse
'Den anden verden'
Foto: MORPH Film & Frau Film

Et vildt meta-lag, der passer perfekt ind i det univers, som Søren Peter Langkjær iscenesætter fantastisk i ’Den anden verden’.

Filosofisk Minecraft

Det er instruktøren selv, der agerer den opdagelsesrejsende udi de store internetvidder. Han bruger nybygger-sammenligning om sit projekt, og nej, det er ikke en reference til TV 2-programmet. Det er en henvisning til de indvandrere, som i 1800-tallet i hobetal drog til USA i søgen efter en ny og bedre fremtid.

For Søren Peter Langkjær handler det om at finde fællesskaber og skønhed i internettet.

Med filosofi og kulturteori som åndelig ammunition starter han den virtuelle pilgrimsfærd fra sit kontor i Kaffebrænderiet Merkurs nedlagte lokale i hjertet af Nørrebro. Online-vejene er mange og ubekendte. Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, er det svært at finde vejen, og selv hvis du kender destinationen, kan ruten være gemt så godt for omverden, at det er nærmest umuligt at finde den.

den anden verden anmeldelse søren peter langkjær
Søren Peter Langkjær i 'Den anden verden'
Foto: MORPH Film & Frau Film

En af de nemmere lokationer er serveren 2b2t, også kendt som det værste sted i spillet Minecraft. Stedet, hvor man starter det firkantede univers, er igennem årerne blevet hærget og smadret til et uvelkomment helvedeslandskab. Og er man først kommet væk derfra, skal man også overleve de hærdede veteranspillere, som elsker at jagte og dræbe de nytilkomne.

Søren Peter Langkjær finder en spiller, som hjælper ham med at finde et sted, hvor den opdagelsesrejsende kan slå sig ned. Men snart går der hverdag i den, da man skal arbejde, sove og spise for at overleve i spillet. En monotomi, der minder umiskendeligt meget om den virkelighed, som Søren Peter Langkjær netop forsøger at komme væk fra.

den anden verden anmeldelse søren peter langkjær
Søren Peter Langkjær i 'Den anden verden'
Foto: MORPH Film & Frau Film

Intet mindre end mageløs

Derfor skal hele projektet tages op til revision. Er det overhovedet et fysisk sted, som Søren Peter Langkjær leder efter?

En ny vej betrædes og et nyt spor, der hedder ’Gay Autistic Furries’ bliver fulgt. Instruktøren går nysgerrigt og med stor respekt for sit emne nøjsomt til værks.

den anden verden anmeldelse
'Den anden verden'
Foto: MORPH Film & Frau Film

Indpakningen i ’Den store verden’ er alt andet end konventionel dokumentar. Søren Peter Langkjærs voice-over er som et svævende væsen af ren eksistentielt perspektiverende tankestrøm a la Jørgen Leth i sin velmagtsdage.

Seriens visuelle udtryk er fyldt med memes, der bruges til at understrege pointer eller give et udsagn mere schwung, og animationer, der mesterligt legemliggører forklaringer på underholdende vis. Det er vanvittigt betagende, som en absurd, syret drøm, hvor du ikke er helt sikker på, om det er en god drøm eller noget, der lige pludselig svinger over i et modbydeligt mareridt.

En følelse, der om muligt bliver endnu mere forstærket i afsnit tre, hvor kunstig intelligens er omdrejningspunktet for instruktørens virtuelle pilgrimsrejse.

den anden verden anmeldelse
'Den anden verden'
Foto: MORPH Film & Frau Film

’Den anden verden’ er vanvittig god dokumentarserie, og Søren Peter Langkjær har på vidunderlig vis skabt den definitive læringsserie om, hvad internettet kan, når det er bedst og værst.

Hvert afsnit er som at blive omsluttet af en tyngdekraft, som du ikke kan slippe væk fra, og egentlig heller ikke har lyst til slippe ud af.

Hvor Søren Peter Langkjærs virtuelle pilgrimsrejse ender henne, er ikke til at vide. Men vejen dertil har indtil videre været intet mindre end mageløs.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser