Anmeldelse: ’Drømmenes hus’ på DR er forførende flot, men svigter alvoren
Drømmenes hus
Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 27. januar
Genre: Drama, historie, romance
Instruktør: Umut Dag og Sherry Hormann
Manuskriptforfatter: Silja Clemens, Holger Joos, Carola M. Lowitz, Conni Lubek
Medvirkende: Naemi Florez, Alexander Scheer, Amy Benkenstein
Antal afsnit: 6
Land: Tyskland
En ung kvinde (Naemi Florez) ligger medtaget i rendestenen. Hun ser på de passerendes ansigter. Hendes kuffert er blevet stjålet, og i jagten på tyven er hun faldet. Hun mangler kræfter til at rejse sig. Men pludselig ser hun et lys. Det kommer fra varehuset Jonass, og lyset giver hende kræfter til at rejse sig igen.
Vi er i Berlin 1928. Drømmenes hus er en historie om drømme og drømmere. Baseret på Sybil Volks roman Torstrasse 1 (Portgade 1) fra 2012.
Jagerpiloten Arthur Grünberg (Alexander Scheer) har et stort hjerte og drømmer om at åbne varehuset Jonass. Stormagasinet skal ligge i Berlins fattige kvarter Scheunenviertel (kvarteret omkring det nuværende Rosa-Luxemburg-Platz i Østberlin). Her skal alle være velkomne, og det skal være muligt at købe på kredit.
Varehuset er fortællingens naturlige midtpunkt, og derudaf vokser seriens historier.
Sover i skiftehold
Vicky Maler er rejst fra Pommern ind til Berlin. Her bor hendes søster Doris. ”Hold dig til Doris,” er noget af det sidste, hendes mor siger til hende, inden de siger farvel. Men søsteren er ikke på den adresse, hun burde være. I sin søgen efter Doris (Kriemhild Hamman) møder hun danserinden Elise Schön (Amy Benkenstein), som bor sammen med hendes søster. På dansebaren Eden møder de den klaverspillende Harry Grünberg (Ludwig Simon), som studerer på konservatoriet. Men hans drøm er at leve af at spille swing og jazz og bryde med sine forældres forventninger om et traditionelt overklasseliv.
Vicki og Elsie får begge en eftertragtet stilling som personale i varehuset. Arbejdspladsen er en anden verden. En måde de kan stige op i samfundet og ud af fattigdommen. Arthur Grünfeld beskriver de ansatte som ”Jonass’ hjerte’.
Fattigdommens konsekvenser skildres primært igennem pigerne Vicky og Elsie. De bor på et værelse med to andre piger. Manglen på pladsen gør, at de må sove i skiftehold. En af pigerne siger på et tidspunkt: ”Rene kærlighedsforhold kan kvinder som os ikke tillade os.” Igennem kvindernes historier ser vi tidens mørke sider som prostitution, kriminalitet og illegale aborter.
Boblende lethed
Tidens frihed og livsglæde, som var en vigtig ingrediens i de brølende 20’ere, oplever vi på byens dansebarer. Her møder Elsie, Harry og Vicki hinanden første gang. De ender natten med at sove i det endnu ikke færdigbyggede stormagasin Jonass. Scenerne har en sprudlende og smittende energi, så man selv får lyst til at danse med. De er domineret af en boblende lethed, så man nærmest svæver med karaktererne igennem den pulserende metropol.
Fortællingen er en levende og stærk autentisk hyldest til tidens stil. Arkitektur, musik, tøj og møbler opleves, som var man tilbage i slutningen af 1920’erne. Fotograf Christian Pirjols brug af lys og skygge skaber en svimlende skønhed, og swingmusikken gør universet levende. Scenerne i varehuset er filmet, som var det et palads.
Redaktionen anbefaler: De 5 bedste danske dramaserier på DR
Kravler ikke under huden
Den lette stil, som gennemsyrer serien, betyder desværre, at de alvorlige og mørke temaer, som serien kaster sit lys over, bliver alt for overfladisk skildret. Det er, som om det grimme aldrig bliver rigtig grimt, og det beskidte aldrig bliver rigtig beskidt.
Det bliver simpelthen for pænt og kommer derfor ikke ind under huden på en.
Derudover er manus er fuld af klicheer og banaliteter. ”Fattig og rig går aldrig godt,” siger Vicky på et tidspunkt til Harry.
Konsekvensen er, at de svære dilemmaer, som karaktererne er i, bliver banale, og efterhånden, som serien skrider frem, mister man interessen for personernes skæbner.
I takt med at serien udvikler sig, kommer der færre og færre af de vellykkede og sprudlende energiske scener fra danseklubberne. Serien udvikler sig mere og mere til en traditionel historie om kærlighed på trods af klasseskel.
Man mærker ikke den smerte og uro, karaktererne oplever, og som 1920’erne emmede af. Derfor får man heller ikke fornemmelse for de kontraster, som dominerede tiden. En serie, der er eminent til at skildre dette, er Babylon Berlin. Den begynder i 1929, kort før første sæson af Drømmenes hus slutter. Førstnævnte havde de vilde scener fra natklubben Moka Efti, ladet med frihed og livslyst.
Og man evnede også at skildre periodens mere dunkle sider som prostitution og korruption, der voksede ud af den massive armod, så intenst og sanseligt, at man nærmest kunne lugte fattigdommens fordærv. En anden serie om mellemkrigstiden i Tyskland, der både evner at gå ind i det lette og det dunkle, er Hotel Europa fra 2021.
Se Drømmenes hus for den berusende smukke billedside og den sprudlende energi. Alvoren må man finde et andet sted.