Anmeldelse: Du får ikke en smukkere serie i år end krimiserien ’Ripley’

Blodet flyder kulsort henover det gamle italienske gulv. Små muskelspasmer indikerer, at livet er ved at ebbe ud af den døende krop, som med de sidste krampetrækninger forsøger at kæmpe imod indtil allersidste sekund.

Den brutale scene i Ripley er kendetegnet ved, at den, ligesom resten af miniserien, er blændende smuk og umulig at tage øjnene fra.

Og flot, det er Netflix-serien. Endda i en sådan grad, at hvert enkelt frame snildt kunne fungere som plakatkunst og pryde i de fleste hjem.

Der kommer simpelthen ikke til at være en smukkere serie i år. Så kort og selvsikkert kan det siges. For æstetikere er Ripley et must-see. Den er den ekstra fyldte chokolade, du er i tvivl om, hvorvidt du kan spise, men som bare ser så forbandet god ud, at du allerede har samlet den op, før du har set dig om.

Netflix-miniserien er (endnu) en adaptation af Patricia Highsmiths berømte krimi fra 1955 The Talented Mr. Ripley.

Hustleren Tom Ripley (Andrew Scott) får i 1960'ernes New York tiltusket sig en fed opgave: Han skal rejse til Italien og overtale rigmandssønnen Dickie Greenleaf (Johnny Flynn) til at komme tilbage til USA efter at have danderet den i Europa i for lang tid.

Da Tom ankommer til Italien, bliver han betaget af Dickie. Både hans person og hans livsstil, der oser af overskud, velstand og muligheder – alt det, som hustleren begærer og efterstræber i livet.

Og for at nå det mål, er den menneskelige kamæleon ikke bleg for at udfolde alle sine talenter. Inklusiv de mere dødbringende af slagsen.

Udover det sædvanlige

Det er den Oscarvindende manuskriptforfatter Steven Zaillian (Schindlers liste, Gangs of New York, The Night Of), som står bag Ripley. Ikke alene er han serieskaber, men også instruktør og forfatter på samtlige af miniseriens otte afsnit.

Med en spillelængde på over 50 minutter pr. afsnit er der rigeligt med detaljer og lækkerier at komme efter. Italien aldrig set så indbydende og samtidig så farlig ud, som tilfældet er i Ripley.

Byernes gader og facader kaster lange truende skygger, hvor netop brugen af sort/hvid gør, at mørket fremstår desto mere skræmmende.

Allestedsnærværende Andrew Scott er lige så blændende i sin præstation som den italienske sommersol. Med lange stjålne blikke og bevægelser som et rovdyr kommer vi omkring Tom Ripley, uden at skuespilleren overhovedet behøver ytre et ord.

Zaillian og fotograf Robert Elswit fanger alt, hvad Scott gør, fortræffeligt og cementerer den britiske skuespiller som en af tidens absolut bedste indenfor sin metier, og resten af castet følger fornemt trop.

Johnny Flynn finder sin bedste laps frem, og den tidligere barneskuespiller Dakota Fanning fortsætter den gode retning for voksendelen af karrieren efter et par famlende år. Eliot Sumners fængende præstation som Dickies ven Freddie har den rette pondus, så de får det maksimale ud af deres tid på skærmen.

Et par herlige og overraskende cameos fra John Malkovich – som gestaltede Tom Ripley i 2002-filmen Ripley’s Game – og instruktør, manuskriptforfatter, dramatiker og Oscarvinder Kenneth Lonergan (Manchester by the Sea) – som i øvrigt skrev Gangs of New York sammen med Steven Zaillian – samt de italienske skuespillere, fuldender de gode præstationer foran kammeraet.

Men alt er ikke fryd og gammen med Ripley.

Smuk og lang

Før miniserien endte hos Netflix, var det meningen at den skulle udsendes hos amerikanske Showtime. Efter omlægninger i udgivelsesstrategien – inklusiv en inkludering i enfant terrible-streamingtjenesten Paramount+ (på dansk SkyShowtime) – blev serien solgt til Netflix, men mon ikke, at Showtime havde beholdt Ripley, hvis de følte sig sikre på, at de havde et kæmpehit i hænderne.

Men det er serien ikke fuldkommen.

Jo, Ripley er gudesmuk, og skuespillet virkelig godt, men Netflix-serien er – som meget andet på streamingtjenesten – noget lang i spyttet, når det kommer til at udfolde historien.

Ikke at slow burner-historier er dårlige, tværtimod kan det give en helt ekstatisk form for oplevelse, når det er udført til perfektion – Lee Chang-dongs mesterværk Burning fra 2018 er et af de fornemmeste eksempler på dette.

I Ripley snegler handlingen sig til gengæld fremad i midterafsnittene, uden at det sker med en spændingsopbygning eller uddybelse af karaktererne og deres motiver. Serien havde tværtimod fremstået skarpere og som en klar kandidat til årets bedste, hvis den lige var blevet trimmet for to afsnit, groft sagt.

Sammenlignet med Zaillians forrige serie, HBO-perlen The Night Of, er der ikke den samme nerve eller intensitet. I stedet er Ripley et interessant bud på en god gammeldags film noir-serie, med små moderne justeringer hist og her.

Til trods for den til tider manglende fremdrift er Ripley alligevel et værk, man vil og bør se til ende. Billederne alene er i en så høj klasse, at man bliver decideret hypnotiseret til at blive hængende. Ligeså med Andrew Scotts flotte præstation, der allerede nu ligger lunt i svinget til en af årets bedste i serieland.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: