Anmeldelse: ’Franklin’ er et festfyrværkeri af krig, kærlighed, kurtisering og konflikter

I oplysningstidens Europa raser kolonikrigene, og Frankrig, England og Spanien har koloniseret store dele af Nordamerika. Nogle af de engelske kolonier ønsker at løsrive sig og skabe en demokratisk nation, som skal hedde Amerika, og det er de gået i krig med England om. En krig, de er ved at tabe.

Den 70-årige livsnyder Benjamin Franklin (Michael Douglas), medforfatter til den Amerikanske Uafhængighedserklæring, sendes i 1776 til Frankrig. Uden at have nogen form for diplomatisk dannelse sendes han af sin kongres om på den anden side af jorden for at få støtte til krigen. Hans 17-årige barnebarn Temple Franklin (Noah Jupe) gør ham følge.

Modtages som superstjerne

Serien Franklin er centreret om perioden fra 1776 og næsten ni år frem i Frankrig, hvor Franklin kæmper for at vinde støtte til Amerika-projektet.

Han bliver mødt af en jublende menneskemængde, da han ankommer til Paris. Hans afgørende forskning i elektricitet gør ham til en superstjerne.

I praksis bruger han han sin beklædning som våben. Han bærer ofte ydmyge klæder, pelshue og jakke, som han påstår stammer fra hjemstaten Massachusetts, som var han iklædt folkedragt.

Men hans mission er ikke så let endda. Frankrigs officielle linje er, at de ikke ønsker at hjælpe de amerikanske kolonier med at opnå selvstændighed. De har allerede brugt nok penge på deres egen krig. Franklin mødes med en af tidens store dramatikere, Beaumarchais. Igennem ham får han et møde med den franske udenrigsminister Vergennes (Thibault de Montalembert), og så er spillet i gang.

Hvem snyder hvem?

Manuskriptet er forfattet af Kirk Ellis, som også skrev serien John Adams (2008) (endnu en af USA’s founding fathers), og er baseret på den amerikanske Pulitzer-prisvindende forfatter Stacy Schiffs biografi A Great Improvisation: Franklin, France, and the Birth of America fra 2005.

Tim van Patten, som bl.a. har instrueret The Sopranos og Game of Thrones, har instrueret alle otte episoder, og han har før vist sit talent for periodedrama med serien Boardwalk Empire.

Seriens historie, som hovedagligt er baseret på virkelige begivenheder, er fortalt som samfundsrevsende komedie med tydelige træk fra farcen. Hemmelige møder, masser af intriger, kærlighed og forviklinger, og hvem snyder hvem? Man får stærke associationer til stykker af den franske forfatter Molière og danske Holberg.

Sanselig scenografi

Intrigerne og konflikterne handler om stormagterne Frankrig og England. De ønsker kun at pleje deres egne interesser. Så hvem kan Franklin stole på?

Formen tilføjer en humoristisk lethed, så det historiske bliver en levende fortælling i stedet for at føles som en oplæsning af en historiebog. Det humoristiske bliver dog aldrig på bekostning af alvoren. De to elementer er i perfekt harmoni.

Hele den æstetiske side er der kælet uendelig meget for. Scenografi og kostumer er så sanselige, at man fra sofaen kan mærke pudderet fra parykkerne og mærke stoffet fra de formfuldendte kostumer.

Fotograferingen har et strejf af noget støvet, så man får en fornemmelse af, det er fortidigt. Men det gør det ikke musealt, det øger kun den autentiske sfære, der vibrerer og sprudler af liv.

Ingen Hollywood-helt

Franklin bliver på ingen måde portrætteret som en Hollywood-helt. Han er hverken perfekt eller usårlig. I stedet er han syg af gigt, og noget, der ligner diabetes, og han har ondt i sine gamle knæ. I en meget morsom scene skal han klæde sig af inden elskov, og det tager ham ekstremt lang tid.

Under sit ophold i Paris bliver han betaget af to kvinder: Madame Brillon (Ludivine Sagnier) og Madame Helvétius (Jeanne Balibar), og de kæmper meget rørende og morsomt om hans gunst.

Karakteren Franklin er genialt skrevet og fortolket, for det er utrolig svært at forstå, hvad der gør ham til det multifacetterede talent, han var. Muligvis er det en blanding af intelligens, charme, snuhed og held. Han var uden tvivl et meget begavet menneske. På trods af kun to års skolegang uddannede han sig som trykker, oprettede aviser og biblioteker og blev senere guvernør.

Rollen som Benjamin Franklin er Michael Douglas’ første rolle i et periodedrama, men det virker, som om han aldrig har spillet andet. Trods sine 79 år sprudler han af karisma og energi. Han giver Franklin en puls, gør ham til et menneske af kød og blod.

Særligt imponerer han med sit helt særlige talent for underspillet humor og charmerende drilske smil. Og netop humoren gør, at portrættet aldrig bliver selvhøjtideligt. Franklin står tilbage som et hovedværk i Michael Douglas’ 58 år lange karriere og er en masterclass i periodedrama.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: