Anmeldelse: 'Grease: Rise of the Pink Ladies' giver fingeren til den ikoniske film

Sangen er den samme, men udførslen er markant anderledes. I 1978-filmen Grease hørte man den titulære hymne under den animerede introsekvens. I SkyShowtime-serien Grease: Rise of the Pink Ladies bliver den model forkastet og erstattet af et stort musicalnummer, der bestemt ikke lader det ikoniske forlæg noget tilbage.

Serien Grease: Rise of the Pink Ladies på SkyShowtime handler om de berømte Pink Ladies. Kliken, som Sandy (Olivia Netwon-John) blev en del af, og som var med til at forvandle hende til drømmekvinden for bad boy’en med det lækre hår, Danny (John Travolta).

Det er den slags forstokkede anskuelser, som Rise of the Pink Ladies går ind og giver fingeren til. Hvor de i filmen er etableret som legit bad-asses, møder vi dem her, før den pink jakke overhovedet er en tanke.

De fire grundlæggere har i starten slet ikke noget med hinanden at gøre. Nytilflytteren Jane (Marisa Davila) kommer sammmen med skolens populæreste dreng Buddy (Jason Schmidt). Da et rygte spreder sig om, at de har haft sex i en drive-in-biograf, bliver hun slutshamet og udstødt i løbet af ingen tid. Det bringer hende ind i samme sfære som Olivia (Cheyenne Isabel Wells), der – alt efter, hvordan man læser det – har haft en flirt med/er blevet groomet af en lærer. Et rygte, som også har spredt sig som en steppebrand på high schoolen Rydell High.

Til at runde kvartetten af, har vi Cynthia (Ari Notartomaso, der for alt i verden gerne ville være en T-Bird, og Nancy (Tricia Fukuhara), som er blevet droppet af sine veninder, da de fik kærester på. Det er girl-power og strakte fuckfingrer til ’50ernes patriarkat, og det er eminent underholdende.

Dengang i 50'erne

Der er ingen tvivl om, at Rise of the Pink Ladies foregår i 50'erne.

Garderoberne sidder lige i skabet med læderjakker og sus i de moderigtige skørter. Attituden er også tilsvarende. Drengestreger går lige fra at moone hele skolen til at hælde masser af alkohol i punchen, så de unge kvinders dømmekraft er mere eller mindre ikke-eksisterende. Du ved, drengestreger.

Og det med disse oplyste øjne, at serieskaber Annabel Oakes fint spidder datiden (og nutidens) mandschauvinistiske og sexistiske normer.

Karaktererne er glimrende nuancerede i modsætning til filmens karikaturer, uden at det fremstår på den uelegante måde, som amerikanske serier ofte slemt forfalder til. Serien var da oprindelig også tiltænkt som en HBO-serie, men kom aldrig videre end til pre-produktionsfasen, før der blev sagt stop der.

Har man set Steven Speilbergs Westside Story eller In the Heights baseret på Lin-Manuel Mirandas musical af samme navn, vil man føle sig hjemme i Rise of the Pink Ladies. Sangene er fængende som ind i helvede, og koreografien er på et overraskende højt niveau for en ”almindelig” serie.

Alene timingen i kameraarbejdet og dansen, især under Grease-åbningsnummeret, gør serien værd at se. I de sekvenser lever Rise of the Pink Ladies på et niveau, der med længder udkonkurrerer filmen.

Nutidigt vink med en vognstang

I løbet af seriens to første afsnit, der har været tilgængelige for anmelderne, bliver meget sat på plads.

De fire unge kvinder finder sammen i deres outsider-fællesskab, og vi får sågar den berømte pink jakke. Og det er i og for sig befriende. Ved at få det element af vejen giver det Rise of the Pink Ladies frihed til at udforske andre elementer af universet med en vis kreativ frihed.

For der er få fastlagte punkter, den skal forholde sig til. Serien foregår fire år før handlingen i Grease, så Sandy kommer ikke til at være med. Danny er potentielt med senere hen, da vi allerede har fået bekræftet at Rizzo medvirker i denne sæson. Og så er Frenchy – hende, der først bliver venner med Sandy i filmen – lillesøster til Jane.

Så der er flere små påskeæg til seeren, men ellers er der fri leg. Forhåbentlig bliver der gjort brug af den frihed. For der er allerede småspor af, at Rise of the Pink Ladies vælger et Grease remake-spor.

Olivias bror Richie (Johnathan Nieves) er leder af T-Birds og som snydt ud af Danny Zucko drømmefyr-skabelonen, bare bedre. Og Jane og Olivia har en umiskendelig snert af henholdsvis Sandy og Rizzo.

Så spørgsmålet er, om Annabel Oakes og kompagni har modet og den kreative frihed til at gøre serien unik. Oakes' bagkatalog med perlerne Awkward, Sirens, Atypical og senest Minx blandt guldklumperne vidner om en person, der har haft føling med fremragende komik og vedkommende serier de seneste 10 år.

Kan Grease: Rise of the Pink Ladies træde fuldt ud af forlæggets skygge? Ja, hvis den fortsætter med at prikke til det lyserøde glansbillede, mange har omkring den originale film. Men det er en hårfin balancegang.