Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Hjertevarme 'Pørni' er en kæmpe gevinst for Netflix

Af
Claus Nygaard Petersen
9. august 2024
Pørni sæson 4 anmeldelse
Henriette Steenstrup i fjerde sæson af 'Pørni' / Foto: Netflix

Del artikel

Den populære norske komedieserie er tilbage med fjerde sæson – nu på Netflix – og serien sprudler stadig af varme og overskud.

Pørni / Pernille sæson 4

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 8. august 2024
Genre: Komedie, drama
Serieskaber: Henriette Steenstrup
Medvirkende: Henriette Steenstrup, Nils Ole Oftebro, Vivild Falk Berg, Ebba Jacobsen Öberg m.fl.
Land: Norge
Antal afsnit: 6

Det er simpelthen umuligt ikke at blive smittet af Henriette Steenstrups smågeniale Pørni.

Det norske komediedrama har gået sin sejrsgang i Norden og resten af verden siden premieren i 2021. Tre sæsoner blev det til hos Viaplay, før de besluttede sig for, at fiktion ikke var værd at satse på.

Deres tab og helt klart Netflix’ gevinst, som ikke var sen til at byde ind på Pørni og erhverve sig rettighederne. Straks blev der annonceret både en sæson fire og fem, og nu er ventetiden endelig overstået.

Der er gået et par år, siden vi sidst var i selskab med alles yndlingssocialarbejder på børneområdet.

Pørni sæson 4 anmeldelse
Henriette Steenstrup i fjerde sæson af 'Pørni'
Foto: Netflix

Efter en god gang hvem-vælger-hun, endte det hele med, at evigheds-måske-kæresten Bjørnar (Gunnar Eiriksson) flyttede til en anden by, mens hun kunne hellige sig et forhold til politimanden Kenneth (Oddgeir Thune).

Fjerde sæson åbner dog med en genforening mellem Pørni og Bjørnar, da de mødes på et fly. Ikke så snart er de landet, før også Kenneth dukker op for at hente hende.

Men stik imod, hvad man ellers skulle tro, og hvordan det ville være i en amerikansk serie, forløber sæsonen uden det forventelige trekantsdrama. I stedet er fokus udelukkende på Pernille, kaldet Pørni.

Efter at have datet i et par år er det nu blevet til, at hun og Kenneth flytter sammen. Det er dog lettere sagt end gjort, da hans 10-årige datter hader Pørni som pesten.

Pørni sæson 4 anmeldelse
Henriette Steenstrup og Gunnar Eiriksson i fjerde sæson af 'Pørni'
Foto: Netflix

Til gengæld er der mere ro på hendes egne børn. Den ældste Hanna (Vivild Falk Berg) har nu besluttet sig for at studere medicin og begynder pudsigt nok at vise symptomer på alle de sygdomme, hun lærer om.

Sigrid (Ebba Jacobsen Öberg) er startet til fodbold, og det glæder jo den fodboldgale morfar, Ole Johan (Nils Ole Oftebro), der insisterer på at blive hendes personlige coach.

Snusfornuft og hjertevarme

Pørni er ren snusfornuft, hjertevarme og glæde. De udfordringer, hun kommer ud for, har så meget bund i virkeligheden, at alle vil kunne relatere til minimum ét element.

Præcis som tidligere er det arbejdet, der skaber de største udfordringer for Pørni. Hendes gamle chef stopper, og hvem andre end Bjørnar overtager jobbet. Dog på opfordring af Pørni. Men deres tætte forbindelse gør også, at hun har så meget desto stærkere reaktioner, hvis der er noget, hun er uenig med ham i.

Pørni sæson 4 anmeldelse
Nils Ole Oftebro og Henriette Steenstrup i fjerde sæson af 'Pørni'
Foto: Netflix

Ikke at der er romantik i det. Det er snarere den skuffelse og frustration, der kommer, når nogen, man har haft en virkelig dyb forbindelse til, skuffer en. Det skærer så meget dybere, end hvis det bare er en tilfældig person.

Det er den slags frustrationer, som fint får lov til at gennemsyre flere afsnit. Med kun seks af slagsen på ungefær 26 minutter hver, er hver konflikt præcist doseret, så de ikke fylder for meget.

Det sædvanlige element med en-sag-fra-arbejdet-per-episode fungerer også godt. En særdeles barsk en om en ung pige, der har fået brandsår af sine forældre, er en af dem, der er virkelig hårde.

Pørni sæson 4 anmeldelse
Henriette Steenstrup i fjerde sæson af 'Pørni'
Foto: Netflix

Sådan er det i Pørni. Der bliver ikke lagt fingre imellem, og virkeligheden er nu engang mere brutal, end hvad der føles godt. Og den slags er Henriette Steenstrup ikke bleg for at skildre. Ditto med savnet af den afdøde søster. Selvom der er gået længere tid, siden hun gik bort, er det ikke ensbetydende med, at smerten over tabet forsvinder. Som alle, der har mistet ved, bliver det bare anderledes.

Sprudler af overskud

Der, hvor Pørni for alvor brillerer, er, som alle de andre gange, når Nils Ole Oftebro er på skærmen. Han er eminent som den ældre mand, der i en sen alder er sprunget ud som homoseksuel. Oftebro sælger både de ømme og lårklaskende sjove øjeblikke med en sådan bravur, at han bliver decideret uforglemmelig.

Selvom det er Henriette Steenstrups serie, hvor hun er fantastisk i alt, hvad hun foretager sig, er det Oftebro, der ender som den charmerende scenestjæler. Ole Johan – eller Baldwin, som han foretrækker – er en kæmpe chef, der sprudler af vitalitet og livsglæde.

Pørni sæson 4 anmeldelse
Jon Ranes og Vivild Falke Berg i fjerde sæson af 'Pørni'
Foto: Netflix

Forholdet til kæresten Stephen (Henrik Mestad) knirker en anelse. ”Han er begyndt at sove med pyjamas,” lyder en af de mange klager, som Pørni må lægge ører til efter deres faste hot yoga-aftale.

Der findes næppe en større humanist i skandinavisk serieland end Henriette Steenstrup, som med Pørni flot stræber efter at vise, hvordan vi kan blive gladere. Ikke lykkeligere som sådan, men have det godt med vores hverdag, så hver dag ikke føles som en ugidelig pligt, der skal overstås.

Det er efterhånden en fortærsket floskel, men Pørni er vitterligt en socialrealistisk udgave af Pamela Adlons mesterlige Better Things-serie.

Pørni sæson 4 anmeldelse
Henriette Steenstrup og Vivild Falke Berg i fjerde sæson af 'Pørni'
Foto: Netflix

Søsterskabet de to imellem fornægter sig dog ikke, og sammen udgør de to værker muligvis den bedste binge-kombination, hvis man skal have et godt, hjertevarmt grin.

Pørni oser i hvert fald af det herlige overskud, som kun kommer, når alting går op i en højere enhed.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser