Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Familiedrama, hemmeligheder og lidt Shakespeare udspiller sig i den norske ’Midsommernat’

Af
Maria Månson
12. april 2024
Midsommernat anmeldelse
Dennis Storhøi som Johannes og Pernilla August som Carina i 'Midsommernat' / Foto: Netflix

Del artikel

I løbet af en enkelt kuldsejlet midsommerfest udrulles et familieskænderi i den nye svensk-norske miniserie på Netflix.

Midsommernat / Midsummer Night

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 11. april 2024
Genre: Drama
Instruktør: Per-Olav Sørensen
Manuskriptforfatter: Per-Olav Sørensen, Anna Frederikke Bjerke
Medvirkende: Pernilla August, Amalia Holm, Dennis Storhøi, Kim Falk, Kadir Talabani, Peiman Azizpour
Land: Norge
Antal afsnit: 5

Vi kender det godt, de fleste af os. Det er altid til familiefesterne, at skeletterne vælter ud af skabet, og skuffelserne og skylden skal skylles ned med snaps. Det er også tilfældet i den nye Netflix-serie Midsommernat, hvor Pernilla August som en Mater Familia har inviteret familie og venner til en skæbnesvanger aften i den lyse, skandinaviske midsommer.

Pernilla August spiller Carina, en midaldrende mor til voksne børn. Hun er svensk, men har i sin tid giftet sig med norske Johannes. Sammen bor de i et afsidesliggende hus ned til den norske skærgård. Alt ånder fred og idyl, og netop det magter Carina ikke længere. Hun vil mærke livet de sidste år, hun har tilbage.

Så hun vil skilles, og inviterer til en traditionel svensk midsommerfest for at fortælle børn og venner, at det nok er sidste gang de alle kan mødes på denne måde. Men aftenen forløber ikke som planlagt.

Kærlighedens forviklinger

Fra det svenske kommer Carinas bror med sin purunge kæreste, børnene kommer med partnere og hemmelige forelskelser. Og så har Carina inviteret sin veninde, der tilfældigvis er mor til den ældste datter Hannes ekskæreste Lysander.

Naturligvis er han også taget med. Hanna derimod har taget sin forlovede Darius og hans forældre med. Men hun har ikke været ham tro, og det plages hun af. Samtidig har lillesøster Helena sine egne kvaler. Hun er hemmeligt forelsket i Darius og har opdaget søsterens utroskab. Og så er der halvsøsteren, som ingen rigtig regner med, og som må kæmpe for overhovedet at blive regnet med i familien.

Der er ikke det skab rundt om bordet, som ikke indeholder et lille skelet, der skal luftes i løbet af serien. Hvert afsnit fokuserer og nuancerer en ny relation mellem gæsterne og supplerer med tilbageblik fra ugerne op til festen.

Serien er meget løst baseret på William Shakespeares En skærsommernats drøm med sit fokus på kærlighedens forviklinger og centrering omkring et kommende bryllup. Hannes ekskæreste har endda fået navnet Lysander, der også er en fremtrædende figur i Shakespeares fortælling.

Relationerne udfolder sig

Serien er ekstremt velspillet, og næsten alle figurer får lov at blive udfoldet. Det er et interessant og tilfredsstillende dramaturgisk greb at lade relationerne udfolde sig langsomt. Således kan man som seer f.eks. forarges over en spydig bemærkning i et af de første afsnit, mens man i afsnit fire får baggrunden til netop den ytring. På den måde leger serien med vores antagelser om, hvorfor folk gør, som de gør.

På billedsiden har serien også truffet nogle interessante valg. Når scenerne udspiller sig i haven til festen, er det farvemættet, nærmest med et romantisk filter hen over alles ansigter. Når vi får fortalt noget i tilbageblik, bruges kameraet mere som i en dogmefilm med hurtige ryk og pludselig zoom i billedet.

Jeg forestiller mig, at de har tænkt noget i retning af, at scenerne i haven skal have karakter af det magiske fe-rige i Shakespeares En Skærsommernats Drøm, men i praksis bliver det forstyrrende.

I livets efterår

I instruktørstolen sidder Per-Olav Sørensen, der de seneste år har leveret norsk indhold til Netflix i en lind strøm. Det meste af hans arbejde er centreret om relationer og forviklinger mellem mennesker, og han har tydeligt en stor kærlighed til de karakterer, han skaber.

I Midsommernat er det alt det skjulte, der passerer vores næse forbi, selv om det omhandler de mennesker, vi tæller som vores nærmeste, han med rette er optaget af.

Serien, hvis afsnit er befriende korte (hvem orker egentlig de der halvanden times episoder?), kan sagtens ses af flere generationer. Selv om Pernilla Augusts Carina står i front med tematikker om at stå i livets efterår, er der masser at spejle sig i for de yngre: søskendejalousi, utroskab og vigtige pointer om kærlighed og tilgivelse bringer Midsommernat ud af ekkokammeret og ind i et mere universelt rum.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser