Anmeldelse: Lys og mørke mødes i ’All the Light We Cannot See’

Saint-Malo-Bretagne, Frankrig, 1944. Den unge blinde pige Marie-Laure LeBlanc (Aria Mia Loberti) sender radio fra et skjul, mens bomber falder over byen. Et sted i samme by lytter den unge tysk soldat Werner Phennig (Louis Hofmann) tryllebundet til hendes stemme, og da hun slutter udsendelsen af med et ”Darkness doesn’t last a second when you turn on the light”, forvandles modløshed til håb i soldatens ansigt.

I filmatiseringen af den Pulitzer-prisvindende bestseller All the Light We Cannot See af Anthony Doerr fra 2014 får Werner kendskab til Marie-Laure i franske kystby Saint-Malo gennem hendes radioudsendelser, der giver ham håb i krigens inferno.

Lektioner om lys

I de to hovedpersoners barndom har de begge lyttet til frekvens 13.10 fra Frankrig. Stemmen, der betog dem, kaldte sig professoren. Hans rolige og langsomme røst fortalte børn om verden og dens mange mysterier. Om naturvidenskab, litteratur og filosofi. Og den fodrer Marie-Laure og Werner med viden om verdenen, som de begge er nysgerrige på. Romanens titel stammer fra professorens lektion om lys.

Werner er ekspert i radioer, og derfor er han modvilligt blevet sendt til Saint-Malo for at opspore de ulovlige sendere der. Marie-Laure og hendes far (Mark Ruffalo), der er nøglemester på det naturhistoriske museum i Paris, og som har hjulpet med at sende værdigenstande ud af landet, er flygtet fra Paris til det nordlige Frankrig for at søge tilflugt hos farens faster (Marion Bailey) og onkel Etienne (Hugh Laurie).

Onklen sender radio fra sit hus, men da han ikke længere kan, overtager Marie-Laure udsendelserne.

Drømmeagtig stemning

Seriens hovedcast er befolket af store talenter. Mest betagende er Hugh Lauries fortolkning af Marie-Laures grandonkel. Han skildrer hans melankolske, sky og eftertænksomme væsen med overlegen ro og præcision. Som mange komikere besidder han en naturlig tristesse.

Aria Mia Loberti er perfekt som Marie-Laure i teenageårene. Hun indfanger hendes overjordiske lidt feagtige i væsen. Serien forbinder elegant børnenes barndom i midten af 1930’erne og teenageårene i slutningen af krigen.

Klipningen kaster elegant tråde tilbage til begges barndom, som da Werner reparerer en radio i 1944, og der klippes 10 år tilbage i tiden, hvor han som lille dreng er i gang med at bygge en. Klipningen bringer noget flydende og musikalsk til beretningen, som passer stemningen fra det litterære forlæg.

Seriens visuelle verden er et vidunder. Billederne er smukt komponeret, og man rammer romanens drømmeagtige stemning. Blødt behageligt lys klæder de støvede og matte jordfarver. Middelalderbyen Saint-Malos skønhed er eminent fotograferet, som var man der selv. Man mærker tydeligt, at det ikke bare er skabt via computereffekter eller kulisser.

Verdens skønhed og mysterier

Man har valgt at lægge vægten på historiens dramatiske og melodramatiske del, som desværre oftest skildres som floskler og klicher. Romanen undviger dette med sit originale poetiske sprog og nuancerede menneskeskildringer. En gang imellem har man hentet formuleringer fra bogen, som da en underviser på den nazistiske eliteskole, Werner går på, siger ”You either die like a lion or like a glass of spilt milk”, men den slags formuleringer er i undertal. Mest møder man den slags, der får ens ører til at hvine ”And she will die very badly”.

Det dramatiske bliver overdramatisk, og det onde i form af fascismen er karikeret i en sådan grad, at det mister sin kraft og ikke føles skræmmende.

Beretningens anden vigtige komponent, modstykket til mørket, som omhandler kærlighed til viden, verdens skønhed og mysterier bliver desværre kun antydet, aldrig for alvor udforsket, som det gør i det originale forlæg.

Og her ligger adaptationens værste mislyd. For fjerner man fundamentet for fortællingen, vakler den. Nazismens mørke er kun kraftfuldt, når man kan mærke og kender til det lys – livskraften og glæden – som det forsøger at slukke.

Heldigvis får det magiske dog momentvis plads, og når det sker, er det en fryd. Vi ser, hvordan Marie-Laures far skaber en komplet miniature-træmodel af Saint-Malo. På den måde kan blinde Marie-Laure lære byen at kende, hvordan den er bygget op, og hvor mange skridt der er fra et sted til et andet.

Fortællingens lys og mørke

Men vi får ikke lov til at dvæle længe ved de magiske momenter, for serien er meget forhastet og skynder sig videre til det krigeriske. Man er mere interesseret i bomberne, der springer, end de mennesker, der forsøger at undgå dem. Det virker, som om man er meget bange for at kede publikum.

Selvfølgelig er det svært at transformere en bog til levende billeder. Men her misser man forlæggets essens i en sådan grad, at det ofte undrer en, hvorfor de overhovedet har ønsket at filmatisere den.

Se All the Light We Cannot See for det stemningsfulde visuelle univers og for Hugh Laurie og Aria Mia Lobertis intense skuespil, og læs så bogen bagefter. Så får du den fulde oplevelse af fortællingens lys og mørke.