Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Med 'Daredevil: Born Again' bliver Marvel-serier igen must sees

Af
Claus Nygaard Petersen
5. marts 2025
Daredevil born again anmeldelse
Charlie Cox i 'Daredevil: Born Again' / Foto: Giovanni Rufino

Del artikel

Efter en noget omtumlet tilblivelse er serien om den maskerede hævner en flot tilbagevenden til tidligere tiders fornemme takter, når det kommer til Marvel-serier.

Daredevil: Born Again

Streamingtjeneste: Disney+
Premieredato: 5. marts
Genre: Drama, action, superhelte
Instruktør: Aaron Moorhead & Justin Benson m.fl.
Manuskriptforfatter: Dario Scardapane (showrunner) m.fl.
Medvirkende: Charlie Cox, Vincent D’Onofrio, Margarita Levieva, Nikki M. James, Arty Froushan, Michael Gandolfini, Ayelet Zurer, Jon Bernthal m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 9

Som tegneserie- og superheltefan har det været nogle rigtig hårde år på seriefronten.

Der har været perler som ’Doom Patrol’, ’Harley Quinn’ og ’Invincible’, der alle tre har transcenderet deres genre-stigma og vist, hvor rørende, sjove, medrivende og gode, superhelteserier kan være.

Og så er der alle de Marvel-serier, som har været frustrerende middelmådige. Typisk har det altid startet godt i de afsnit, der er blevet sendt ud til anmeldelse, og så er serien blevet ringere og ringere, som afsnittene er forløbet.

Daredevil born again anmeldelse
Charlie Cox og Vincent D'Onofrio i 'Daredevil: Born Again'
Foto: Giovanni Rufino

Derfor kræver det efterhånden et helt særligt masochistisk sind at turde håbe på, at en ny Marvel-serie kommer til at levere varen.

Men hold nu op, hvor sparker ’Daredevil: Born Again’ så meget tiltrængt røv, at enhver tvivl bliver gjort til skamme.

Serien har ellers haft en noget omtumlet forløsning.

I forbindelse med manuskriptforfatter- og skuespillerstrejkerne tilbage i 2023 fik producerchefen over alt Marvel, Kevin Feige, og en håndfuld andre bosser mulighed for at gennemse det materiale, som var blevet lavet indtil videre til ’Daredevil: Born Again’. Cirka seks ud af de planlagte 18 afsnit var færdigindspillede, og resultatet var ikke tilfredsstillende.

Nye og gamle ansigter

Derfor blev de hidtidige hovedforfattere smidt på porten, og instruktørduoen Justin Benson og Aaron Moorehead – som har instrueret afsnit af både ’Moon Knight’ og sæson to af ’Loki’ – blev hentet ind til at instruere de resterende afsnit.

Men måske vigtigst af alt hyrede man Dario Scardapane som showrunner. Han var tidligere manuskriptforfatter på Netlix-serien ’The Punisher’, der var et spin-off til netop streamingtjenestens version af ’Daredevil’.

Daredevil born again anmeldelse
Charlie Cox i 'Daredevil: Born Again'
Foto: Giovanni Rufino

Det blev nemlig besluttet, at ’Born Again’ skulle lægge sig i forlængelse af den oprindelige Netflix-serie, og desuden blev planen om 18 afsnit i en sæson skrottet. Nu får vi i stedet, som udgangspunkt, to sæsoner med henholdsvis ni og otte afsnit i hver.

Handlingen og tonen er blevet justeret, så materialet fra det forrige regime matcher den historie, som Scardapane har vævet sammen.

Meget har ændret sig i de mellemliggende år.

Den blinde advokat Matt Murdock (Charlie Cox) og hans superhelte-alterego, Daredevil, har bekæmpet kriminalitet, hvorend den er dukket op. Både i retssalene og på gaderne.

Men et dødsfald i den nærmeste kreds ændrer alt. Matt lægger superheltegerningen på hylden og helliger sig et liv uden maske.

Daredevil born again anmeldelse
Vincent D'Onofrio i 'Daredevil: Born Again'
Foto: Giovanni Rufino

Samtidig vender ærkefjenden Wilson ’Kingpin’ Fisk (Vincent D’Onofrio) tilbage med en ny storstilet plan. Han vil være borgmester i New York, og den på overfladen berømte og velrenommerede forretningsmand lykkes med sit forehavende.

Og Fisks agenda med at rydde op i byen, skære ned på bureaukratiet og få borgerne til at føle sig sikre har god vind i sejlene, da alskens maskerede forbrydere og selvtægtsmænd render rundt over det hele. Inklusive seriemorderen Muse, der bruger sine ofres blod til at male store graffiti-malerier rundt omkring i New York.

Trumps skygge

Der sker meget i ’Daredevil: Born Again’, også mere end der er plads til at beskrive i nærværende anmeldelse.

Man kan godt fornemme, hvad den oprindelige intention med serien har været. Nogle afsnit er meget lukkede i deres handling, dog med enkelte elementer, som skaber en gennemgående historie. Moorhead og Benson instruerer første, ottende og niende afsnit. Således er det deres indflydelse, som sætter tonen og lægger op til, hvad der skal ske i næste sæson, og det gør de virkelig godt.

Daredevil born again anmeldelse
Vincent D'Onofrio i 'Daredevil: Born Again'
Foto: Giovanni Rufino

Det er dystert og voldeligt på en måde, vi ikke hidtil har set fra Marvels Disney-serier. Resultatet er selvsagt et gevaldigt kvalitetsmæssigt løft.

Fisks forvaltning af magten er fascinerende. Hele tiden sidder man med en følelse af, at han har en større plan. Det er svært ikke at læse Donald Trump ind i karakteren og handlingen. Kingpin er dog langt mere sympatisk og nuanceret end bøllen fra Det Hvide Hus, og D’Onofrio leverer (igen) et mesterligt portræt af skurken. Kombinationen af menneske med relaterbare problemer og hensynsløs skurk med til tider dårlig impulskontrol bliver perfekt balanceret af både skuespillere og forfattere.

Genial genfødsel

Charlie Cox har også rigeligt at gøre med den dualistiske Murdock. Vi skal ret langt ind i sæsonen, før han igen iklæder sig Daredevil-kostumet. Det er godt, fordi det taler ind i karakterens overbevisning om, at det er hans skyld, vedkommende i den nærmeste kreds døde. Soningen er derfor aldrig at tage hornhjelmen på.

Daredevil born again anmeldelse
Charlie Cox i 'Daredevil: Born Again'
Foto: Marvel Television

Spørgsmålet er så, hvornår det bliver unødvendig stædighed fremfor at være til det almene gode.

Resten af rollebesætningen er også god. Jon Bernthal gestalter endnu engang med stor bravur antihelten The Punisher, en dyrisk dræbermaskine, alle frygter. Margarita Levieva har en spændende rolle som både kærlighedsinteresse for Matt Murdock og som parterapeut for Wilson Fisk og hustruen Vanessa (Ayelet Zurer).

Sæsonens scenestjæler er ikke overraskende Michael Gandolfini som den ihærdige borgmester-assistent Daniel Blake. Skuespilleren formår med stor overbevisning af gestalte samme smittende glæde, som hans far James Gandolfini tilførte Tony Soprano, når han skulle være allermest charmerende. Og den unge Gandolfini formår også at skabe den samme følelse af uro, man ikke helt kan sætte fingeren på, ligesom sin far. Michael Gandolfini bliver en af de helt store, hvis han forsætter udviklingen.

daredevil born again anmeldelse
Michael Gandolfini, Zabryna Guevera og Vincent D’Onofrio i 'Daredevil: Born Again'
Foto: Giovanni Rufino

’Daredevil: Born Again’ er en genfødsel for Marvel efter flere år med faldende kvalitet. Historien er spændende med et stort og velskrevet persongalleri, som man har lyst til at bruge sin tid på.

Med tanke på at første sæson har været en klippeklistre-projekt, er det imponerende, hvad det hele er endt med. Og det lover særdeles godt for sæson to, der allerede nu er røget på listen over must sees, når den udkommer næste år.

Velkommen tilbage Matt Murdock og Daredevil, du har været savnet.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste