Anmeldelse: ’Doom Patrol’ er den bedste superhelteserie nogensinde

Det er få superhelteserier, der får Prime Videos The Boys til at virke som letfordøjelig – om end blodig – underholdning.

HBO Max’ Doom Patrol er dog sådan en af slagsen. Zombier, var-røve og zombie-var-røve var nogle af de ting, vi blev budt af første halvdel af den afsluttende fjerde sæson, og før da var der sex-spøgelser, megalomanske dommedagskakelakker, talende hjerner og ditto gorillaer samt en enkelt fjerde væg-brydende inter-dimensional superskurk.

Heltene er ikke meget bedre. En arrig robot, der bander og svovler og har Parkinsons, en cyborg, som allerhelst vil være et almindeligt menneske, en ung kvinde med 64 personligheder med hver deres superkraft, en skuespillerinde fra 1950'ernes Hollywood med elastiske evner og nå ja, en tidligere militærpilot, som både er radioaktiv og har et energi-rumvæsen inde i sig.

Selvom det lyder som en ordentlig mundfuld ud af den absurde landevej, er serien helt nede på jorden. Accept, tilgivelse, eksistens og identitet er nogle af hovedemnerne i det fremragende værk, der trods superhelteindpakningen, er noget af det sjoveste og mest rørende, man kan finde på tværs af streaminguniverset.

Og med disse sidste seks afsnit af fjerde sæson, er det slut. Ikke flere gakkede missioner og dybfølte samtaler, hvor meningen med ens eksistens bliver endevendt.

Modstanderen er muligvis også den største, de har mødt til dato.

Sidste dans

Den almægtige entitet Immortus, har kræfter som gør den i stand til at udslette hele universer med et fingerknips. Desuden er det også derigennem, at de fire originale Doom Patrol medlemmer, Cliff (stemme af Brendan Fraser), Jane (Diane Guerrero), Rita (April Bowlby) og Larry (stemme af Matt Bomer) har fået deres longevity, der har gjort, at de har kunne leve uden at ældes.

Men nu er det taget fra dem og returneret til Immortus.

Den store afsløring af væsnets fysiske form er på alle måder sigende for den fjollede tilgang til alvor, som har kendetegnet Doom Patrol i hele dens levetid. For i stedet for et stort frygteligt monster er det ingen ringere end amatørskuespilleren Isabel Feathers (Charity Cervantes), der legemliggør Immortus.

Alle kigger da også en ekstra gang, men jo, den største trussel mod menneskeheden er en skuespiller med storhedsvanvid og en udødelig almægtig entitet i kroppen. Samtidig er der også truslen fra var-røvene, som vi i første halvdel af sæson 4 så, er skyld i en kommende apokalypse.

Med de to store trusler hængende over hovedet, skulle man tro, at der er fuld knald på i de sidste seks afsnit. men det hele forløber i et adstadigt tempo, der hverken føles forjaget eller for langsomt – præcis sådan som det altid har været med Doom Patrol.

Missionen for serieskaber Jeremy Carver er at give heltene et værdigt farvel, hvor der bliver bundet en fin sløjfe på hver af deres historier. Og det gør man naturligvis bedst med et af de mest underholdende musicalafsnit nogensinde set i serieland. Sprudlende sang- og dansenumre, samtidig med at vi får fremdrift i fortællingen. Det er præcis sådan, musical-genren bør integreres i en serie, hvor det ikke er udgangspunktet.

Ude godt, hjemme bedst

Igennem de fire sæsoner har undergangpatruljens medlemmer ledt efter ro i sindet. Fri fra tanker om skyld og mistede muligheder, fordi de på et eller andet tidspunkt har foretaget et idiotisk valg, som de aldrig har kunnet slippe for følgerne af.

Larry med sin undertrykte og skjulte homoseksualitet har bogstavelig talt holdt ham fanget i sin egen krop. Rita har søgt efter bekræftelse og accept efter en mildest talt turbulent barndom og karriere, hvor hun hele tiden er blevet dømt på sit udseende. Jane, som er den dominerende personlighed hos den misbrugte Kay, har også søgt efter sjælefred i sindet og søgt efter en kærlighed, som måske findes i form af heltekollegaen Casey (Madeline Zima).

Nyeste medlem, Rouge (fremragende Michelle Gomez), forsøger at sone for sine skurkagtige handlinger, hvor mennesker med superevner er døde på grund af hende – endda folk, som ellers var hendes venner.

Og alligevel er det umuligt ikke at blive ekstra meget rørt, når det kommer til robotmanden, Cliff. Den tidligere racerkører var lidt skrald som menneske, og forsøget på at genetablere forholdet til sin nu voksne datter, Clara (Bethany Anne Lind), har været alt andet end let.

Med Parkinson-diagnosen har man kunnet se, hvordan han langsomt og mentalt smertefuldt er forfaldet mere og mere. Drømmen om at være den gode bedstefar for sit nyfødte barnebarn har ikke haft de mest optimistiske udsigter. Riley Shanahan, som har lagt krop til Cliff og især Brendan Frasers uforlignelige stemmeskuespil har været med til at skabe en af de bedst komiske og tragiske personskildringer, ikke bare i superheltegenren, men i serieland generelt.

De sidste 10 sekunder af Doom Patrol er uden sammenligning det mest rørende, jeg endnu har set i 2023 og den bedste serieafslutning på den her side af Better Call Saul. Alene det at tænke på den sidste replik gør øjnene spejlblanke, og der skal kæmpes for at holde tårerne tilbage.

Doom Patrol var og er den bedste superhelteserie nogensinde. Imellem alt det fjollede og gakkede er der en genial dramatisk og rørende kerne, som løfter serien langt over konkurrenterne i kvalitetsniveau.

Ganske passende slutter serien, som den startede, med at hive i hjertestrengene, samtidig med at man ikke kan lade være med at smile.