Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ’Manhunt’ er et intenst drama om jagten på Lincolns morder

Af
Claus Nygaard Petersen
15. marts 2024
manhunt apple tv+ anmeldelse
Hamish Linklater som præsident Lincoln i 'Manhunt' / Foto: Apple TV+

Del artikel

Det historiske drama på Apple TV+ er en af årets mest medrivende serier., hvor intensiteten er skruet helt op og krydret med fremragende skuespilpræstationer.

Manhunt

Streamingtjeneste: Apple TV+
Premieredato: 15. marts 2024
Genre: Drama
Serieskaber: Monica Beletsky
Medvirkende: Tobias Menzies, Anthony Boyle, Lovie Simone, Matt Walsh, Hamish Linklater, Patton Oswalt, Lili Taylor m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 7

De fleste har nok hørt om, hvordan den amerikanske præsident Abraham Lincoln blev myrdet, mens han var i teatret. Snigmorderen, den berømte skuespiller John Wilkes Booth, skød præsidenten i baghovedet, og efter et kort slagsmål tog han et spektakulært spring ned fra balkonen til scenen, hvorfra han stak af over hals og hoved.

Manhunt anmeldelse
Anthony Boyle i 'Manhunt'
Foto: Apple TV+

Miniserien Manhunt på Apple TV+ skildrer flot den intense menneskejagt, som med det samme blev indledt på Booth og de andre medsammensvorne i det komplekse komplot, hvor sydstatsloyalister forsøgte i allersidste øjeblik at destabilisere Unionen så meget, at Konføderationen (sydstaterne) kunne sejre – selv om hæren havde overgivet sig, og deres præsident Jefferson Davis var stukket af og gemte sig.

Med udgangspunkt i James L. Swansons grundige bog Manhunt: The 12-Day Chase for Lincoln’s Killer har serieskaber Monica Beletsky (Friday Night Lights, Parenthood, The Leftovers, Fargo) kreeret en neglebider af en serie.

Hvert eneste afsnit emmer af spænding, selv om man kender til de historiske kendsgerninger. Hvilket ikke mindst skyldes de mange fremragende skuespilpræstationer.

Manhunt opererer i flere tidslinjer, men på intet tidspunkt bliver man i tvivl om, hvor og hvornår man er til stede, og hvorfor netop dette øjeblik er vigtigt for handlingen. Det er en uhyre høj detaljegrad og gennemførthed, som er med til at hæve produktionen, så serien fremstår som det mest autentiske periodeværk i serieland i flere år.

Manhunt anmeldelse
Lili Taylor og Hamish Linklater i 'Manhunt'
Foto: Apple TV+

Verdensstjerne-morder

Serien tager sig visse friheder for den dramatiske effekt, men er i det store hele meget tro overfor de historiske begivenheder.

Krigsministeren og Lincolns gode ven, Edwin Stanton (Tobias Menzies), er primus motor i jagten på den morderiske skuespiller (Anthony Boyle).

I første afsnit følger vi begge i timerne op til mordet. Førstnævnte har en ganske almindelig dag, hvor han forsøger at få Borgerkrigen fuldstændig afsluttet, selv om det efterhånden blot er formalia.

John Wilkes Booth har en anderledes og mere målrettet dag foran sig. Udover sin egen gerning i Ford-teatret er han tovholder på de øvrige attentatforsøg mod vicepræsidenten Andrew Johnson (Glenn Morshower) og udenrigsministeren William H. Seward (Larry Pine).

Manhunt anmeldelse
Brandon Flynn og Tobias Menzies i 'Manhunt'
Foto: Apple TV+

Det er et vildt attentat på Union-regeringen, og for at sætte det i perspektiv til nutiden ville det svare til, at en Shia LaBeouf besluttede sig for at organisere noget lignende mod en siddende præsident.

For John Wilkes Booth var en stor kanon på skuespilscenen dengang og kom ud af en berømt familie, netop anerkendt for sine meritter udi scenekunst. Fanatismen og hadretorikken er som taget ud af en MAGA-støttes mund, hvorfor Manhunt fremstår uhyggelig relevant og samtidig, selv om det er begivenheder, der fandt sted for knap 158 år siden. Det viser på sin vis, hvor skrøbeligt et fundament, Amerikas Forenede Stater hviler på.

Manhunt anmeldelse
Patton Oswalt og Tobias Menzies i 'Manhunt'
Foto: Apple TV+

Mesterlig historisk lektion

Handlingen i de syv afsnit på lige omkring 50 minutters varighed (gennemsnitligt) suser afsted, lige så hurtigt en hest kan rende.

Scenerne med Booth og hans medsammensvorne David Herold (Will Harrison) på flugt er intense som få. Den desperate attentatmands storhedsvanvid og følelse af at være bedre end alle andre omkring sig kommer til udtryk på den ubehagelige måde, som det kun kan gøre hos en amerikaner, der mener, at han har ret i alt, hvad han siger og gør – eller måske er det bare en fanatiker?

Beletsky skildrer flot i Manhunt, hvor splittet nationen er. Linjerne mellem, hvem der støttede nord og syd, var ikke så skarpt optrukne, som det nogle gange kan fremstå i fiktionens verden. Lincolns agenda om at afskaffe slaveriet gør også et væld af nordstatsborgere – udover Booth og hans medsammensvorne – rasende.

Manhunt anmeldelse
Lovie Simone i 'Manhunt'
Foto: Apple TV+

Det stiller selvfølgelig spørgsmålet om, hvem man kan stole på. Godt nok ønskede man måske ikke præsidenten død, men muligheden for at lægge en dæmper på afskaffelsesplanerne eller at modificere dem virker tiltalende for dem, der nød godt af arbejdskraften.

Racismen er klart til stede i serien, hvor brug af N-ordet er en reminder om, hvor brutalt mennesker var opdelt på dette tidspunkt i den amerikanske historie.

Slaven Mary Simms (Lovie Simone) er vores øjne i den verden, hvor hun ikke bliver betragtet som menneske af lægen Samuel Mudd (Matt Walsh), som hun arbejder for, samt de personer, der frekventerer hans hjem, bl.a. John Wilkes Booth.

Ved at komme rundt om mange forskellige arenaer (inklusiv kompliceret spionage, som udtrykket dobbeltagent ikke engang er dækkende for) ender man som publikum med en større forståelse for, hvor monumental en begivenhed mordet på Abraham Lincoln var.

Som den ikoniske skikkelse med den meget lyse stemme, gør Hamish Linklater det flot. Som for mange andre i rollebesætningen er det en præstation, der måske ikke rummer den største fysiske lighed, men i stedet forlader sig på enkelte karakteristika – skæg og stemme i Lincolns tilfælde – samt de beskrivelser, som eksisterer igennem diverse arkivmaterialer.

Omvendt har Anthony Boyle (Masters of the Air) en særdeles stor lighed med John Wilkes Booth med sit store overskæg. Skuespillerens ansigtstræk og nærmest konstant bekymrede mimik sælger fremragende det sammensurium af panik, frygt glæde og vanvid, som bimler og bamler i morderens indre.

Manhunt anmeldelse
Hamish Linklater i 'Manhunt'
Foto: Apple TV+

Med Manhunt understreger Apple TV+ endnu en gang, hvorfor det er streamingtjenesten med de bedste serietilbud i disse år. Det kan godt være, at de ikke har dén store flagskibsserie, alle taler om på arbejdet dagen efter. Men de har immervæk et højt bundniveau af kvalitet, hvis lige ikke er set siden HBO's velmagtsdage i 00'erne. Hvilket giver god mening, når man tænker på, at den tidligere chef for HBO, Richard Plepler, som var en af hovedarkitekterne bag den gamle hæderkronede institutions dominans, nu har en aftale med Apple om eksklusivt at producere indhold til dem.

Pengepungen er dyb hos æble-titanen, og man er bestemt ikke bange for at bruge løs af dem. Serier og film er nemlig ren bonus, når det kommer til deres mangemilliarders indtjening på tech og software.

Der findes ikke en bedre udbyder af kvalitetsserier pt. end Apple TV+, og Manhunt er en herlig reminder herom.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser