Anmeldelse: ‘Murderbot’ er god underholdning, der er let at glemme 

I 2017 udkom første del af Matha Wells’ bogserie ‘The Murderbot Diaries’. Den blev hurtigt en succes, og efterfølgende er det blevet til i alt syv bøger i serien, der har vundet flere litteraturpriser – heriblandt den eftertragtede Hugo Award.

Seriens tematikker og popularitet taget i betragtning er det ingen overraskelse, at den allerede er blevet adapteret og gjort til en sci-fi serie. Desværre kunne resultatet have været bedre.

I en fjern fremtid har menneskene spredt sig ud over galaksen i små kolonier. Selskabet - som det bliver kaldt i serien - står for at arrangere turene. Uheldigvis er menneskerne både naive, klodsede, ustabile og ufatteligt dumme.

Galaksen er fyldt med væsner og farer, der konstant truer med at dræbe kolonisterne. Selskabet har ansvaret for deres sikkerhed og har derfor økonomisk interesse i, at kolonisterne holdes i live. Det er derfor et krav, at de skal ledsages af en SecUnit – en robot med menneskelignende egenskaber, designet til at beskytte og tjene dem.

Underholdende og aktuel

Den SecUnit, der beskytter den gruppe mennesker, vi følger i serien, spilles af Alexander Skarsgård, og det gør han med knastør og underspillet humor. Efter at have hacket sit eget styresystem – et system, der gjorde, at han kunne holdes under kontrol – bliver han mere og mere menneskelig, og han giver sig selv navnet Murderbot, fordi det lyder cool.

I stedet for at agere bodyguard for dumme mennesker foretrækker han nu at slappe af og se sci-fi-sæbeopera, som han har downloadet 1.000 episoder af. Flere gange overvejer han, om han skal dræbe “sine” mennesker for på den måde at blive helt fri. Men jo mere menneskelig han bliver, desto mere bliver han opmærksom på, at det er forkert. Plus han risikerer at ende som skrot for det firma, han “arbejder” for.

Der er masser af aktuelle og interessante problemstillinger i ‘Murderbot’. Den mest åbenlyse er selvfølgelig vores brug af kunstig intelligens, og hvad der sker, hvis vi ikke er opmærksomme på konsekvenserne af det. Det er efterhånden en slidt præmis, så det er derfor kærkomment med et humoristisk take på den.

Udover at være fuld af satirisk humor har ‘Murderbot’ masser af klassisk sci-fi i form af blandt andet rumskibe og uhyrer, der konstant er på jagt efter deres lette bytte: Dumme mennesker, der har gjort sig selv afhængige af de menneske-robotter, de har skabt.

Der er altså lagt i ovnen til en både underholdende, sjov, vedkommende, voldsom og spændende sci-fi-komedie, der fusionerer flere genrer. Det gør den heldigvis på en måde, der gør, at tiden flyver afsted, når man ser den, og de 10 afsnit på cirka 30 minutter hver er et perfekt format.

Mange problemer

Selvom underholdningsværdien er stor, har ‘Murderbot’ flere problemer end lyspunkter. Blandt andet roder den rundt i sine genrer, og i stedet for at dvæle ved enten humoren eller de alvorlige øjeblikke, kastes vi konstant frem og til bage mellem de store grin og de tankevækkende tematikker, så ingen af delene rigtig sætter sig fast.

Et andet problem er dens førstepersonsfortæller, der er Murderbot. At lade Skarsgård fortælle historien er et forståeligt valg, da det er en oplagt måde at gøre seerne kloge på, hvad der sker i ham af både tekniske og menneskelige forandringer. Desværre fratager det os også muligheden for at mærke hans udvikling, fordi vi hele tiden får det fortalt.

Derudover halter de visuelle effekter. Rumskibene og seriens generelle produktion giver ganske vist et flot billede af, hvordan det er at bo i rummet. Men når det kommer til menneskets største trussel (bortset fra deres egen dumhed), som er monstrene, der jager dem - et gigantisk tusindben med en kæmpe mund i begge ender - får den problemer med kvaliteten.

Der er hverken brugt ny eller banebrydende teknologi (CGI) til at skabe de monstre. De er ganske enkelt ikke særlig vellykkede, og det er et stort problem for en serie som denne.

Interessant udvikling kommer for sent

Det starter med masser af mistillid og hemmeligheder mellem Murderbot og menneskerne. Der er masser af vold, blod og andet godt. Alligevel bliver det aldrig rigtig spændende at følge den lille menneskeflok, der ellers spilles af et veloplagt cast bestående af blandt andre Noma Dumezweni som lederen Mensah og altid seværdige David Dastmalchian som Gurathin, der er blandt de første til at opdage, at der er noget galt med Murderbot.

Ofte bliver det mere plat end alvorligt at overvære konflikterne, og der er meget fokus på at fremstille menneskerne som værende dumme, hvilket er sjovt i små doser, såfremt man husker at vise dem som andet end det. Det fokus mangler ‘Murderbot’.

Hele castet leverer stabile præstationer og får det bedste frem i de ellers lidt uinteressante karakterer, der desværre mangler både dybde og substans.

Langsomt udvikler mistilliden sig dog til et sammenhold, man begynder at interessere sig for. Desværre kommer det for sent.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: