Anmeldelse: ’Outlander’ sæson 7 kommer ikke godt fra start
Streamingtjeneste: Viaplay
Premieredato: 17. juni 2023
Genre: Drama, fantasy, romance
Instruktør: Lisa Clarke, Jacquie Gould m.fl.
Manuskriptforfatter: Dani Berrow, Toni Graphia, Tyler English Beckwith m.fl.
Medvirkende: Caitríona Balfe, Sam Heughan, Sophie Skelton, Richard Rankin, John Bell, David Berry m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 16
Til trods for en vaklende start har syvende sæson af Outlander alligevel potentiale grundet gode præstationer fra skuespillerne og en krig, der lurer i horisonten. Forhåbentlig formår manuskriptforfatterne og instruktørerne at udnytte alle de gode kort, de har på hånden, frem for at holde sig tilbage.
Et skiftende tempo
Den største kritik af syvende sæson af Outlander går på tempoet. Enten sker der rigtig mange ting på én gang, så man næsten ikke kan følge med, eller også går det alt for langsomt. Flere gange får man lyst til at kigge på sin telefon i løbet af et afsnit, fordi scenerne bliver ufatteligt langtrukne, også selv om man egentlig er investeret i de forskellige karakterer og handlingsforløb.
Man sidder også tilbage med følelsen af, at nogle handlingsforløb bliver tabt på gulvet. F.eks. spillede familien Christie, og i særdeleshed datteren Malva (Jessica Reynolds), en stor rolle i sjette sæson, hvor hun påstod at være gravid med Jamies (Sam Heughan) barn. Da Malva blev dræbt, blev Claire (Caitríona Balfe) – Jamies kone – beskyldt for mordet på hende og hendes ufødte barn.
Syvende sæson af Outlander starter med, at Claire tilbageholdes for mordet på Malva, men Jamie og Claire finder, som sædvanligt, en måde at komme ud af kniben på. Og vi finder endelig ud af, hvad der i virkeligheden skete med Malva.
I den forbindelse bliver hele familien Christies karakterer slagtet. Det minder slet ikke om dem, vi lærte at kende i forrige sæson. Da det sker så hurtigt, og som en form for sidenote, giver det en lidt tom følelse af, at alle begivenheder i sjette sæson var spild af tid.
Sid klar med Kleenex
Inden du vælger at se den nye sæson af Outlander, kan du lige så godt finde noget at tørre øjnene med. For som vi kender det fra tidligere sæsoner, har folkene bag Outlander styr på, hvordan man sætter gang i tårekanalen hos seerne. Selv om flere af de følelsesladede scener er lige lovlig langtrukne, går de alligevel lige i hjertet.
Det skyldes fremragende skuespil, god dialog og at man efter syv sæsoner er solidt investeret i karaktererne. At se dem håndtere smerte og tab gang på gang og alligevel fortsætte med at leve livet er rørende og kendetegnende for fortællingen i Outlander.
Som seer kan man desuden håbe på, at vi i den nye sæson får et gensyn med flere karakterer fra de tidligere sæsoner. Der bliver lagt op til det i løbet af de første tre afsnit, og det vil da kun være til seriens fordel, når nu den lakker mod enden, at vi ser, hvor nogle af de gamle karakterer ender.
Vi Elsker Serier anbefaler: Your Honor, Lupin og Outlander
Bliver der krig?
Jamie og Claire har været i Amerika siden fjerde sæson, men det virker ikke til, at vi er tættere på den amerikanske uafhængighedskrig. Krigen virker i hvert fald som en bagatel ved siden af alt det andet, der sker. Det er ærgerligt, når man som seer venter på at se den afgørende krig for landet udspille sig. I stedet hører vi bare om opstande og ser folk i uniformer i ny og næ.
Forhåbentlig ser vi mere til kampene mellem de britiske soldater og de mænd og kvinder, der kæmper for at løsrive sig fra Storbritannien i de kommende afsnit. Det tegner ikke godt for sæsonen, hvis krigen udskydes til ottende og sidste sæson af Outlander. For så kan man godt frygte, at syvende sæson bliver middelmådig uden megen substans.
Ud fra de første tre afsnit er det svært at give syvende sæson af Outlander mere end 3 hjerter, for du skal virkelig være engageret i serien for at hænge i. Men lad os lade tvivlen komme serien til gode – for Outlander plejer trods alt ikke at skuffe!
(Denne anmeldelse udelukkende er baseret på de tre første afsnit af syvende sæson af Outlander. Sæsonen består af i alt 16 afsnit, men da den er delt op i to dele, bliver de sidste 8 afsnit først tilgængelige i 2024.)