Anmeldelse: Samuel L. Jackson er den store attraktion i Marvel-serien ’Secret Invasion’

Samuel L. Jackson er et kulturelt ikon. Efter en række biroller tidligt i karrieren kom det store gennembrud som den bibelciterende håndlanger Jules i Quentin Tarantinos Pulp Fiction.

Siden da har han været fast inventar i store film og serier. Fra Star Wars til Marvel-filmene er han en af de mest indtjenende skuespillere nogensinde. Ikke mindst takket være rollen som den garvede, enøjede efterretningsmand Nick Fury i MCU.

Det er også ham, der er hovedpersonen i den seneste Marvel-serie Secret Invasion.

Med en rolleliste, der bl.a. inkluderer en af Englands fremmeste eksportvarer (Olivia Colman) og selveste dragemoderen fra Game of Thrones (Emilia Clarke), bør man med rette have forventninger i den høje ende.

Efter at have set de første to afsnit, som er tilgængelige for anmeldere, er de endnu ikke blevet indfriet.

Disney+-serien handler om de formskiftende rumvæsner, Skrulls. Som man så i Captain Marvel, blev de fordrevet fra deres hjemplanet efter en blodig krig med Kree-racen.

De intergalaktiske flygtninge ankom til Jorden, umiddelbart med fredelige intentioner. Men som tiden er gået, har en fraktion sat sig for, at de er trætte af at vente på, at der bliver fundet et nyt hjem til dem.

Derfor har de infiltreret alle de største magtorganisationer og positioner rundt omkring i verden. Planen er at starte én krig, så de kan overtage verdensherredømmet. Skulle det ende i atomkrig, gør det ikke Skrullsne noget, da de er immune over for radioaktivitet.

Så det er op til den aldrende Nick Fury og hans allierede at stoppe lederen Gravik (Kingsley Ben-Adir), inden det er for sent. Men det er lettere sagt end gjort, når man ikke ved, hvem der er hvem.

Hvem er hvem, spionudgaven

Secret Invasion er baseret på en historie af samme navn, som forløb på tværs af flere Marvel-tegneserier tilbage i 2008-2009. Der er flere forskelle på forlægget og den nye serie, men mest markant er, dengang havde Skrulls også infiltreret superhelte-miljøet og poseret som nogle af de kendte navne.

Sådan er det ikke i Disney+-serien.

Det er politikere på højeste plan og andre taktisk udvalgte personer, som Skrulls vælger at posere som. Serieskaber Kyle Bradstreet har tidligere været involveret i serier som den paranoide Mr. Robot og spionthrilleren Berlin Station, så han har føling med spion- og 'hemmelige missioner'-genrerne.

Men i de to første afsnit, får man ikke rigtig følelsen af, at Skrulls har verden i en usynlig skruetvinge. Ja, det bliver ganske vist vist, hvem de har udskiftet, men det føles ikke rigtigt momentant. Måske er det, fordi MCU allerede har været nede af de samme spor en gang.

I MCU-filmene, særligt Captain America, var HYDRA-organisationen yderst tæt på at overtage herredømmet gennem infiltreringer og dobbeltagenter. Når man endda havde koryfæet Robert Redford til at spille skurk med sublim overbevisning, fremstår Secret Invasion lettere flad i forhold til film-pendanten.

Efter to ud af seks afsnit, på lige knap 50 minutter hver, er der ikke den fornødne spænding eller overraskelser, som ellers er så essentiel for en spionserie som denne miniserie.

Det er svært ikke at have i baghovedet, at det hele alligevel bliver nulstillet og ikke kommer til at have indflydelse på resten af MCU. For med få undtagelser har serierne ikke rigtig gjort noget for filmene.

Gode, gamle Sam

Skuespillet fejler ikke noget, hvilket ikke er den store overraskelse, når man tænker på, hvem der er med.

Samuel L. Jackson oser af karisma og den unikke, magnetiske scenetilstedeværelse, som kun han er i besiddelse af. Han kunne vitterligt bare sidde og spise en riskage, og det ville være fascinerende.

Olivia Colman virker, som om hun hygger sig med at spille lettere utilregnelig spionchef, og Kingsley Ben-Adir er dejligt afdæmpet som skurken Gravik. Hvorfor råbe, når man bare kan tale stille og lavmælt og alligevel få placeret kloden på randen af atomkrig. Dejlig lille detalje.

Som den evigt gode Skrull, Talos, er australske Ben Mendelsohn pålideligheden selv. Karakteren viser ikke helt skuespillerens eminente talent, men det er hæderligt. Det samme kan man sige om Don Cheadle som militærmanden James Rhodes aka. helten War Machine. Hvis der er én, som skulle være en Skrull-overraskelse, ligger det umiddelbart til, at det bliver ham.

Men spørgsmålet er, om det er nok, eller om de kreative kræfter tør/må?

Indtil videre er der ikke meget, som peger i den retning. Tværtimod bliver der trådt meget vande.

Så det kommer til at udmønte sig på en ud af to måder: Enten eksploderer det hele i en fornem og medrivende afslutning. Eller, hvad man nok med rette kan frygte, bliver det en fuser.

For ja, der er noget interessant karakterarbejde med Fury, der er stukket af fra Jorden efter Thanos-knipset, hvor han forsvandt og derefter vendte tilbage. Den slags sætter sig i folk, og det insinueres det også, at det gør hos den enøjede.

Men kommer vi til at gå helt i dybden med det? Rigtig PTSD-undersøgende drama? Næppe.

Og det er det ord, man sidder tilbage med efter to afsnit af Secret Invasion, næppe. Det bliver næppe den helt store oplevelse, selv om potentialet er der. De sidste fire afsnit af miniserien kan overraske, men det er med skeptisk forsigtighed, at de bliver set.