Anmeldelse: Selv de gode skuespillere kan ikke opveje den skuffende slutning i ’Kald mig far’
Kald mig far
Streamingtjeneste: Viaplay
Premieredato: 28. april 2024
Genre: Komedie
Instruktør: Christian Dyekjær
Manuskriptforfatter: Søren Felbo
Medvirkende: Alex Høgh Andersen, Magnus Haugaard, Ellen Hillingsø, Roberta Hilarius Reichhardt, Johanne Milland m.fl.
Land: Danmark
Antal afsnit: 6
Komedieserien Kald mig far har været lang tid undervejs.
Det var i august 2022, at Viaplay første gang gjorde opmærksom på Alex Høgh Andersen og Magnus Haugaards projekt, og samtidig blev premieren annonceret til 2023 – og derefter skete der ingenting.
Året kom og gik, og serien var ikke nogen steder at finde.
Mystikken spredte sig. Hvorfor kommer den ikke? Endnu mere underligt blev det, da Viaplay solgte mere eller mindre alle deres fiktionsserier til Prime Video, men ikke Kald mig far. Hvorfor ville ingen vedkende sig serien?
Og så lige pludselig kom nyheden. Vi havde en premieredato!
En lille uges tid efter, at den tidligere Viaplay-serie Bullshit har fået premiere hos Prime Video, får vi nu endelig få syn for sagen i forhold til om Alex Høgh Andersen rent faktisk kalder Magnus Haugaard for far i serien.
Emil (Høgh Andersen) er en konfliktsky kok, der har et cateringfirma sammen med vennen Viktor (Haugaard).
Makkerskabet er lidt belastet, da Emils kæreste Carla (Roberta Hilarius Reichhardt) også arbejder for dem og mildest talt ikke er særlig dygtig til sit job.
Det skaber selvsagt gnidninger mellem de to, som kun bliver værre, da Viktor og Emils mor, Helle (Ellen Hillingsø), annoncerer, at de to er et par.
”Kald mig far,” siger Viktor med øretæveindbydende selvglæde, mens han har armen om Helle. Emil, han reagerer ikke.
For han kan ikke lide at være til besvær eller skabe konflikt. Da han så begynder at styrtbløde fra næsen, ligner det, at noget er ravruskende galt.
Idéen til Kald mig far har potentiale, men udførelsen matcher desværre ikke ambitionerne.
Absurd hensyntagen
De seks afsnit af Kald mig far forløber nogenlunde ud fra samme modus. Det handler om, at Emil skal blive tiltagende mere frustreret, indtil han på et tidspunkt får nok og eksploderer.
Alex Høgh Andersen gør det godt som den underdanige kok, der bare gerne vil have, at alle kommer godt ud af det med hinanden. Han fanger flot den barnlige naivitet i Emil og de få øjeblikke af sand glæde, som han har.
De er som regel knyttet til den tid, han tilbringer sammen med kokken Siv (Johanne Milland) fra den berømte restaurant Vanvid. Hun virker umiddelbart som det eneste faste og stabile holdepunkt for Emil i Kald mig far.
For alt andet er kaos i hans verden. Bestræbelserne på at levere så bæredygtig mad som overhovedet muligt virker umiddelbart som hans eneste ubrydelige princip. Serien gør sig nemlig i at sætte de gode holdninger på spidsen. Og når ting er sat der, ser man som regel det absurde i dem.
Disse film og serier skal du streame i april 2024
Og de er på sin vis grunden til, at Emil bliver kørt over af alle andre på daglig basis. Hans hensyntagen er abnorm, så han ligefrem sidder og er læge for sin læge (gestaltet med excentrisk bravur af Søren Sætter-Lassen) på et tidspunkt og konstant lader sig diktere, hvad han skal gøre.
Emil giver sågar nøglen, for der er ikke mere end én, til sin lejlighed til Carla, som i øvrigt har sagsøgt ham og Viktor for dårligt arbejdsmiljø, da de har brug for tid væk fra hinanden.
En forglemmelig historie
Der er mange af sådan nogle øjeblikke i Kald mig far. Historien, der skal binde dem sammen, er langt fra fængende hele tiden. Til tider føles de knap 20-25 minutter, som hvert afsnit varer, overordentlig lange. Når man konstaterer, at der er kun er gået 11 ud af 23 minutter, ved man, at der er noget galt med tempoet og engagementet omkring karaktererne.
Springene i, at der sker noget i handlingen, kommer for langsomt, samtidig med at der paradoksalt nok sker mange ting på en gang. Vi skal nå omkring Emils kærlighedsliv, Viktor og Helles forhold, hendes forsmåede bejler (Peter Gantzler), Carlas sagsanlæg og hele cateringeventyret, som aldrig virker til at have fungeret ordentligt. Og nå ja, Emils helbred, hvor han muligvis/muligvis ikke er ved at dø.
Det er meget på seks afsnit, især når hver del skal vendes i hvert afsnit. Men overordnet set skyldes den dårlige smag i munden Kald mig fars slutning.
Den er, og det er der desværre ingen vej udenom, håbløs. Som sæsonafslutning føles den flad, og som serieafslutning – for der kommer næppe en sæson to – fungerer den på ingen måde. Så hvad skal vi bruge Kald mig far til?
Serien understreger, hvor gode skuespillere de medvirkende er, for der er ingen, som falder igennem. Selv dem, der kun er med i et enkelt afsnit, holder for det meste et godt niveau.
Den understreger, at Alex Høgh Andersen har tæft for komik, og det kan undre, at den del af talentet ikke er blevet brugt bedre i dansk kontekst – i det hele taget, hvorfor er Alex Høgh Andersen ikke med i flere danske produktioner?
De 10 bedste danske serier på Viaplay
Magnus Haugaard bør spille flere halv- eller heldumme svin, for det gør han perfekt. Ellen Hillingsø er et powerhouse, der kan få selv de mindste replikker til at virke som kraftfulde manifester, og Roberta Hilarius Reichhardt er Kald mig far’s MVP. Det kan godt være, at Carla er en karikatur, men nøj, hvor formidler skuespilleren den fantastisk.
Dermed fungerer Kald mig far mest af alt som fint materiale til de respektive skuespilleres showreel. Historien veksler mellem frustrerende og forglemmelig, og slutningen er decideret forfærdelig.
Ventetiden har desværre ikke været det værd for Viaplayserien og bliver dermed et meget symbolsk billede på de problemer, streamingtjenesten er ude i.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: