Anmeldelse: Spionserien ’Slow Horses’ bliver bare bedre og bedre

Ingen laver spionserier som briterne.

Amerikanerne kan forsøge, men grundlæggende mangler deres bud på snedig efterretningsunderholdning den spidsfindighed og høje kvalitet, som englænderne bare kan ned til mindste detalje.

I 00'erne og starten af 10'erne var serien Spooks noget af det ypperste, og samtlige sæsoner blev sendt på DR.

Hvor den serie handlede om de bedste af de bedste, som efterretningstjenesten MI5 havde at byde på, er det stik modsatte tilfældet i Slow Horses.

’Slagtehestene’, som de kaldes, er de agenter, der på en eller anden måde har lavet en graverende fejl i tjenesten og derfor bliver sendt til Slough House, hvor de skal tilbringe resten af deres karriere.

Men Jackson Lambs (fortræffelige Gary Oldman) afviste spionfolk er ikke så inkompetente, som omverdenen umiddelbart antager. I de foregående tre sæsoner har de reddet nationen fra både interne og eksterne trusler.

Følelsen af, at ingen – måske med undtagelse af Lamb – er udødelige, er et af seriens helt store trumfkort. Det er blandt andet derfor, at starten på fjerde sæson af Slow Horses fungerer så godt, som den gør.

En selvmordsbomber har kørt en bil ind i et storcenter og sprunget sig selv i luften. MI5 er fuldstændig på den anden ende, og den nye chef, Claude Whelan (James Callis), er ikke den mest erfarne, når det kommer til den slags krisesituationer. Derfor har vicechefen, Diana Taverner (Kristin Scott Thomas), mere eller mindre ansvaret for, at hele den brutale misere bliver opklaret.

Samtidig indløber der et alarmopkald.

Den tidligere MI5-chef, David Cartwright (Jonathan Pryce med en flot, skrøbelig præstation), har skudt en person i sit eget hjem og er derefter sporløst forsvundet. Offeret? Alt tyder på, at det er nevøen River (Jack Lowden), en af ’slagtehestene’. Men det er svært at se, eftersom hovedet er skudt i smadder.

Hvorfor har David skudt nevøen? Og hvis ikke, det er River, hvem er det så, der er kommet ind i huset og har udgivet sig for at være ham? Jackson Lamb fornemmer, at noget er uldent og sætter sig selv og resten af Slough House i gang med at undersøge sagen.

Perfekte slagteheste

Slow Horses er en perfekt spionserie.

Med seks skarpe afsnit på lige knap 50 minutter i hver sæson, har den en optimal længde. Mysteriet kan sættes op, og første opklaring kan ske, før det uundgåelige twist melder sin ankomst i næstsidste eller sidste afsnit i sæsonen.

Selv om hver sæson forløber efter samme dramaturgiske formel, bliver det aldrig trættende eller ensformigt. På grund af skiftet mellem de forskellige karakterer, hvor næsten alle har deres egen lille side- eller baggrundshistorie, der påvirker den måde, de agerer på, bemærker man ikke skabelonen i udpræget grad.

En del af det skyldes selvfølgelig også Mick Herrons fremragende romanforlæg, og hver sæson er baseret på en selvstændig roman.

Fjerde sæson, Spook Street, er i høj grad en, der bruges til at give kant og nuancer til mange af seriens personer.

Som altid i spionserier er der noget med en eller anden, der har gjort noget i fortiden, som nu påvirker alle i nutiden. I denne omgang af Slow Horses er det den mystiske tidligere CIA-agent Frank Harkness (en overbevisende skræmmende Hugo Weaving), der skummelt lurer i mørket som en anden bøhmand.

Det er ikke meget information, showrunner Will Smith og co. giver sit publikum fra begyndelsen. I stedet er det meget med at opklare ting i takt med, at karaktererne gør det. Det billige greb med at gøre personerne dummere, end de behøver være for at holde spændingen kørende – også kendt som Netflix-finten – er heldigvis fraværende.

Der er trods alt tale om folk, som er en del af en af verdens fremmeste efterretningstjenester, så kompetencer bliver respekteret og flettet ind. Men det er ikke ensbetydende med, at enkelte til tider ikke kan fremstå dumme som en dør. De er jo også kun mennesker.

Gakkede og dygtige spioner

Og det er de mennesker, der gør Slow Horses til noget særligt. Sjældent går karakterer og skuespillere så meget op i en højere enhed, som tilfældet er her.

Man skulle tro, at Gary Oldman var født til at spille den fordrukne og storpruttende Jackson Lamb, der under det vulgære ydre gemmer på en af de mest kapable spioner i serien.

Jack Lowden er ligeså perfekt som opkomlingen River, der har lige lovlig meget actionmand over sig i forhold til, hvad Jackson bryder sig om.

Og så er der alle de skønne bikarakterer, som stjæler hjerter. Duoen Shirley (Aimee-Ffion Edwards) og Marcus (Kadiff Kirwan) er fantastisk som comic relief. De tager pis på hinanden, men er stadig kompetente, når det kommer til at udføre deres arbejde. Så er det lige meget, at han er en gambler, der har spillet næsten hele familiens opsparing væk, og hun har et lidt for stort forbrug af coke. Det runder dem bare af som mennesker og gør, at vi kommer tættere på dem.

Først og fremmest er de dygtige spioner, og det holder Slow Horses stædigt fast i.

Tilføjelsen af de nye slagteheste – supersekretæren Moria Tregorian (Joanna Scanlan) og det tidligere medlem af psykologisk krigsførelse, Coe (Tom Brooks) – giver nye lag til spionhuset og ikke mindst folk, de eksisterende kan interagere med. Ofte med et komisk udfald.

Selv om Slow Horses er fyldt med masser af sjove replikker og gakkede situationer, er den stadig en spionserie i sin kerne, og vi kan aldrig være sikre på, at vores favoritter klarer den.

Fjerde sæson byder da også på et par markante dødsfald, hvoraf et af dem kommer til at have konsekvenser for en kommende sæson.

Det er lige præcis den slags uforudsigelighed, der gør, at Slow Horses aldrig bliver kedelig, selv om vi faretruende hastigt nærmer os femte sæson, hvor langt de fleste serier allerede har mistet kadencen. Tværtimod bliver det hele bare bedre, og fjerde sæson står som den hidtil stærkeste.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: