Anmeldelse: Stærke karakterer løfter Netflix’ nye ’Afdeling Q’ – selv når plottet halter

Med en blodrød titel og en mand i sort-hvid silhuet, der skriger sin afmagt ud, slår Netflix’ nye krimiserie ’Afdeling Q’ tonen an med det samme: Det er mørkt, intenst og personligt.

Serien, der er baseret på Jussi Adler-Olsens første roman om Afdeling Q, ’Kvinden i buret’ fra 2008, flytter handlingen til Edinburgh og fornyer universet med velvalgte skuespillere og en stærk karakteropbygning. Selvom selve krimigåden halter undervejs, lykkes serien med det vigtigste – at skabe en trio, man vil følge langt ud over første sæson.

Umenneskelig skønhed

Vores hovedperson DCI Carl Morck (Matthew Goode) befinder sig i dyb krise.

På et gerningssted blev hans partner og ven DS Hardy (Jamie Sives) skudt og han er nu er lam. Morck blev selv skudt i halsen, og en anden betjent døde.

Valget af Mathew Goode som Carl Morck har sikkert overrasket mange. Skuespilleren gestalter oftest karakterer med en nærmest umenneskelig skønhed. Men han har også talent for at spille karakter med et dunkelt og kompliceret sind. Bare tænk på hans rolle som prinsesse Margarets kolde ægtemand, fotografen Anthony Armstrong Jones, i ’The Crown’.

Som Morck er det, som om han bærer en maske. Fuldskæg, gråsprængt hår og rynker, og han ser konstant ud, som om han lige er vågnet op fra en dyb søvn, hvilket gennemsyrer hans bevægelser. Hans tøj er – som han selv – slidt. Hans blik oser af galoperende livslede. Det er en sublim præstation.

Hans psykolog (Kelly Macdonald) mener, at han lider af et overlegenhedssyndrom og derfor ikke evner at arbejde sammen med andre. Behandlingen er blevet ham påtvunget efter skudepisoden.

Derfor er det perfekt, at han får sin egen afdeling. Regeringen ønsker at oprette en afdeling for uopklarede sager, som kan forbedre Skotlands og Edinburgh politis renommé.

Stationen har ingen penge, så afdelingen får til huse i kælderen. Et uhumsk nedlagt rum med gamle bade og toiletter.

Nådesløs grusomhed

Men Carl indser hurtigt, at han ikke kan klare arbejdet alene og beder om hjælp. En dag dukker Akram (Alexej Manelov) – Assad i den oprindelige version) op ud af det blå. En stille ydmyg og hemmelighedsfuld syrer, som har erfaring med IT og med at finde forsvundne personer. Mere vil han ikke ud med.

Han går på eget initiativ i gang med at læse sagerne igennem og mener, at sagen om Merritt Lingard (Chloe Pirrie) kan opklares. En temperamentsfuld og succesfuld offentlig anklager, som forsvandt sporløst på en færge for fire år siden. Da hun i selskab med sin handicappede bror var på vej til deres barndomshjem.

Akram spilles af svensk-russisk-syriske Alexej Manelov. Han brød meget fortjent igennem i de to mesterlige svenske krimiserier ’Inden vi dør’ (2017) og medvirkede senere i ’Top Dog’ (2020). Hans store og intense, brune øjne tryllebinder en, og han evner at gå fra følsomhed til nådesløs grusomhed på få sekunder.

Rose (Leah Byrne) er en lidt usikker, men energisk DS (Detective Constable), som er træt af at lave administrativt arbejde og tigger og beder Carl om at få en plads i afdelingen. Og så er den lille trio samlet.

Seriens ni episoder, som alle har været tilgængelige for anmelderne, bruger dejligt lang tid på at etablere de tre karakterer og relationerne mellem dem.

Udover Matthew Goode, som er engelsk, er det lykkes at samle et hold af nogle af Skotlands dygtigste skuespillere – både yngre og ældre.

Tonen i manuskriptet er domineret af sarkasme, ironi og galgenhumor. Med få undtagelser føles personerne meget autentiske. De har mange facetter, og man undgår sikkert klicheerne.

En monoton præstation

Historien om den forsvundne anklager berører gribende temaer som familieintriger, skyld, retfærdighed og den smerte, vi påfører andre. Men den gør med få undtagelser ikke større indtryk. Faktisk falmer den fælt.

Særligt i forhold til den utroligt vellykkede Carl Morck-karakter. I lange passager lægges der op til, at man skal sidde med hjertet oppe i halsen og få følelser af klaustrofobi. Det gør man bare ikke.

Problemet har rod i forskellige ting. Dels Chloe Pirries (The Queen’s Gambit) skuespil. Hun leverer en helt igennem monoton præstation som den forsvundne anklager. Karakteren føles hul, som om følelserne ikke kommer ud.

Ydermere har man ikke evnet at skabe de fysiske rammer, der skal til for at fremkalde den nervepirrende stemning.

I ’Afdeling Q’ er det som i de bedste krimiserier karaktererne, der er de mest fængende mysterier. Dem, man fortaber sig i.

Selvom udfoldelsen af gåden ikke fungerer, håber man alligevel rigtig meget på, at der kommer flere sæsoner. Man vil gerne følge Carl, Rose og Akram opklare flere sager.

For serien har givet sig tid til at etableret et solidt grundlag, og man har fundet de helt rigtige til at spille medlemmerne af Afdeling Q. Og det er meget vigtigere og sværere end at skabe et medrivende krimiplot.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: