Annonce
Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Stallone er stadig kongen i ‘Tulsa King’

Af
Claus Nygaard Petersen
24. september 2025
sylvester stallone tulsa king sæson 3 anmeldelse
Sylvester Stallone i 'Tulsa King' sæson 3 / Foto: SkyShowtime
Annonce

Del artikel

Sylvester Stallone bærer gangsterkomedien med charme og karisma, selv når plottet halter – nu venter vi bare på Samuel L. Jacksons entré.

Tulsa King sæson 3

Streamingtjeneste: SkyShowtime
Premieredato: 25. september 2025
Genre: Krimi, action, komedie, drama
Showrunner: Dave Erickson
Medvirkende: Sylvester Stallone, Martin Starr, Jay Will, Dana Delaney, Annabella Sciorra, Garrett Hedlund, Neal McDonough, Frank Grillo, Kevin Pollack, Bella Heathcote, Robert Patrick, Samuel L. Jackson m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 10

Det vakte stor opsigt, da ’Tulsa King’ blev annonceret i 2021. Med Sylvester Stallone i hovedrollen som en newyorkergangster, der bliver tvunget i eksil i den amerikanske midtvestby Tulsa i staten Oklahoma, blev scenen sat til noget ganske ekstraordinært.

Annonce

Især med tanke på, at serieskaberen var kongen af neowestern-serier, Taylor Sheridan, og det var ’Boardwalk Empire’-skaberen og ’The Sopranos’-manuskriptforfatteren, Terrence Winter, som skulle være showrunner.

frank grillo garrett hedlund sylvester stallone martin starr bela heathcote beau knapp tulsa king sæson 3 anmeldelse
Frank Grillo, Garrett Hedlund, Sylvester Stallone, Martin Starr, Bela Heathcote og Beau Knapp i 'Tulsa King' sæson 3
Foto: SkyShowtime

Stallone var og er stadig en nydelse som den aldrende gangster Dwight Manfredi, der vinder, uanset hvilke udfordringer han og hans crew står overfor.

Bag kulisserne har der til gengæld hersket et kæmpe rod. Terrence Winter blev fyret, ansat igen og gik så frivilligt efter anden sæson. Men gudhjælpemig om han så ikke vender tilbage som hovedforfatter på den netop annoncerede fjerde sæson. Det leder unægtelig tankerne hen på ’The Godfather III’, hvor den navnkundige gangsterchef, Michael Corleone, siger: ”Bedst som jeg troede, jeg var sluppet ud, trækker de mig ind igen.”

Annonce

Og tilbage i manegen er det også for Dwight Manfredi i tredje sæson.

Anden sæson sluttede med, at han blev kidnappet af ukendte personer, og allerede i første afsnit får vi afsløret, hvem der står bag. FBI og agenten Musso (Kevin Pollak) har en gedigen klemme på gangsteren og tvinger ham til at stå til rådighed som modvillig spion, og hvad han nu ellers skal bruges til.

Sæsonens store skurk viser sig dog at være mere lokal. Dwight og co. bliver overtalt af højrehånden Mitchs (Garrett Hedlund) gamle flamme Cleo (Bella Heathcote) til at overtage hendes families destilleri, så det ikke falder i hænderne på den skruppelløse Jeremiah Dunmire (Robert Patrick).

jay will sylvester stallone mike walden tulsa king sæson 3 anmeldelse
Jay Will, Sylvester Stallone og Mike Walden i 'Tulsa King' sæson 3
Foto: SkyShowtime

Hvordan Dwight Manfredi håndterer det – og gangsterne fra New York, der stadig har et horn i siden på ham – er sæsonens store spørgsmål. Og selvfølgelig også, hvornår Samuel L. Jackson dukker op i en forlængst annonceret birolle, som skal føre til hans egen spin-off-serie, ’NOLA King' – ligeledes af Taylor Sheridan.

Annonce

Umanerligt godt selskab

Der er ikke så meget, der har ændret sig siden starten af ’Tulsa King’.

Faktisk er det hele blevet sådan lidt hygge-gangster-Olsenbanden-agtigt. Modsat Egon Olsen, som altid ender i spjældet, får Dwight Manfredis planer dog aldrig for alvor længerevarende konsekvenser for ham. Det kan godt være, der ryger en håndlanger eller en romantisk relation i svinget, men for Dwight Manfredi preller problemer af som vand på en gås.

sylvester stallone dana delaney neal mcdonough tulsa king sæson 3 anmeldelse
Sylvester Stallone, Dana Delaney og Neal McDonough i 'Tulsa King' sæson 3
Foto: SkyShowtime

Det giver unægtelig 'Tulsa King' en vis forudsigelighed, men serien slipper af sted med det på grund af Sylvester Stallone.

Annonce

Han er simpelthen så karismatisk og perfekt i den rolle, at man er lidt ligeglad med de halvslappe plothuller, og at man godt ved, at alle hans problemer nok skal løse sig henad vejen. Dwight Manfredi og hans mandskab har en elskværdig aura og er ganske enkelt umanerligt godt selskab.

Og til den her slags actionkrimikomedie er det bare helt perfekt.

Hvor er Samuel L. Jackson?

I takt med, at afsnittene i tredje sæson går, får flere af bikaraktererne i Dwight Manfredis crew plads til deres små historier.

Annonce

Bodhi (Martin Starr), den ondskabsfulde pothandler, hvis forretning Dwight Manfredi overtager i første sæson, er nu en meget betroet medarbejder. Han er dog ret påvirket af vennen Jimmys død i anden sæson, og da han bliver tvunget til at arbejde sammen med morderen, er det bare et spørgsmål om tid, før det hele eksploderer.

Sylvester Stallone as Dwight Manfredi and Robert Patrick as Dunmire in the Paramount+ original series TULSA KING sæson 3 anmeldelse. Photo Credit: Brian Douglas/Paramount+
Sylvester Stallone og Robert Patrick i 'Tulsa King' sæson 3
Foto: Brian Douglas/Paramount+

Ditto med Manfredis chauffør, Tyson (Jay Will), der også er vokset i anseelse siden første sæson. Han mener selv, at han har styr på gangster-jobbet, men måske er han ikke helt så skarp, som han tror, han er. Den slags selvtillid kan være fatal.

Annonce

I det hele taget bugner ’Tulsa King’ og sæson tre især med et væld af sjove og spændende karakterer. Robert Patrick er eminent som skurken Jeremiah Dunmire. En rigtig nederdrægtig type, der vågner sur om morgenen og beslutter sig for at lade hele verden lide under det. En karaktertype, som skuespilleren med stor succes har dyrket i sine senere år.

Nu venter vi så bare på én bestemt person.

samuel l jackson tulsa king sæson 3 anmeldelse
Samuel L. Jackson i 'Tulsa King' sæson 3
Foto: SkyShowtime

Anmeldere har fået stillet seks ud af 10 afsnit til rådighed, og Samuel L. Jackson er endnu ikke dukket op i tredje sæson af ’Tulsa King’. Og ærlig talt er det dét øjeblik, vi sidder og venter på. Sylvester Stallone overfor Samuel L. Jackson. Måske er det der, tredje sæson kommer til at hæve sig over hyggekriminiveau.

Annonce

Selv hvis det ikke sker, er ’Tulsa King’ endnu engang et virkelig underholdende bekendtskab.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Annonce

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Annonce