Anmeldelse: ’Untamed’ er en gedigen krimiserie til en lun sommeraften

I Yosemite National Park er to klatrere i gang med at bestige El Capitan, en monolitklippeformation, der rager lidt over 900 meter op i luften.

Pludselig falder en kvinde ned fra toppen og bliver fanget i deres reb. Hun er død og har masser af sår på kroppen. Hvem er hun, og hvordan er hun død? Det er spørgsmålet, som efterforskeren Kyle Turner (Eric Bana) skal forsøge at finde ud af i krimiserien ’Untamed’.

Netflix-serien er skabt af Mark L. Smith – som også stod bag ’American Primeval’ og skrev manuskript til Alejandro G. Iñárritus Oscarvinder ’The Revenant’ – og Elle Smith. Med kun seks afsnit på mellem 42 og 51 minutter er ’Untamed’ en meget overkommelig miniserie at komme igennem.

Turner er selvfølgelig en af den slags politifolk, der har en fortid, som konstant plager ham. For år siden blev hans søn kidnappet og myrdet i parken. En sag, der stadig er uopklaret og endte med at koste ham ægteskabet med Jill (Rosemarie DeWitt).

Det viser sig hurtigt, at den unge ukendte kvinde er blevet skudt og jagtet igennem skoven, så Turner og hans kollega Vasquez (Lily Santiago) – en tidligere L.A.-panser med sine egne hemmeligheder – begynder jagten efter morderen.

En sag, der tager mange uventede drejninger, og som rusker op i fortiden for Turner og dem omkring ham.

Intet at leve for

’Untamed’ er en ferm krimiserie, der flot bruger naturen som skueplads for skønhed og brutalitet. Et frirum, der kan bringe lykke og armod, afhængig af humøret, man går ind i den med, og hvem man har med sig.

For Turner er det både det bedste sted i verden og også en konstant ubehagelig reminder om det, han har mistet. Han taler og ser tit sin afdøde søn og virker hele tiden til at være på randen af selvmord.

Ærlig talt, virker det heller ikke, som om han har noget at leve for. Udover at opklare sagen om den ukendte kvinde.

Turner er skrevet som en mand, der ikke ligefrem sprudler af grin og positiv energi. Det handler om sagen, og så vil han egentlig gerne være alene med sin sorg resten af tiden.

Eric Bana er skrap som få til at gestalte den slags knuste træmænd, hvor al skuespillet ligger i de blikke, han sender, og den måde, han forvalter stilheden imellem tale. En rigtig god præstation, som kontrasteres fermt af både Lily Santiago og Rosemarie DeWitt, der er byder ind med langt mere ekspressive karakterer.

Altid seværdige Sam Neil lever fuldt ud op til det tryghedsskabende tætklippede, grå fuldskæg. Men det er også en figur, der gennem skuespillervalget, tigger om at få mere skærmtid. Man caster ikke den newzealandske skuespiller, uden at man bruger ham fuldt ud.

Ferm krimiserie

Og det er måske dér, de små sprækker i fundamentet på ’Untamed’ begynder at blive synlige.

Krimiserien vil meget, og jo længere vi kommer i afsnittene, jo mere kompliceret bliver plottet, og diverse falske mistænkte bliver præsenteret. Man lurer dog hurtigt, at de ikke har noget med sagen at gøre, selv hvis man ikke er inkarneret krimipublikum.

Wilsons Bethels karikerede vildtlivskontrollør i parken, Shane Maguire, bliver præsenteret så endimensionelt, at det skriger langt væk, at han er en skurk. I en serie som ’Untamed’, hvor man gerne vil have, at publikum ikke gætter morderen for tidligt, gælder det om ikke at give for meget væk.

Det er en skam, at der grus i det ellers velsmurte maskineri, for man kan tydeligt se, hvordan krimiminiserien med enkelte justeringer kunne blive rigtig god.

Vasquez’ flugt fra L.A. med sin lille søn på grund af en gal eks er en fin sidehistorie, der føjer både til hendes baggrund, og også giver noget ekstra til Turners historie. Man kan se konflikten i ham over at synes, det er hyggeligt at hænge ud med den lille knægt, men man kan også fornemme, hvor ondt det gør på ham, at han ikke har sin egen søn hos sig. Det er frustrerende, at det er krimidelen i krimiserien, som ender med at trække ned.

For slutningen er noget forudseelig, og det trækker en ellers ret positiv oplevelse ned fra fremragende til ”bare” at være rigtig god.

’Untamed’ er en helt fin og spændende krimiserie med interessante hovedpersoner. Naturen bliver fremvist på smuk og skræmmende vis, og det giver en lille duft af ’Twin Peaks’, uden at serien på nogen måde når op på det niveau.

Alt i alt, perfekt til en lun eller regnvåd sommeraften, hvor hjernen skal koble af.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: