Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ’The Witcher: Blood Origin’ er en alt for kort omgang bøllebank

AfClaus Nygaard Petersen
20. december 2022
The Witcher: Blood Origin anmeldelse Michelle Yeoh
Sværdsvingende Michelle Yeoh er et af højdepunkterne i miniserien 'The Witcher: Blood Origin'. /Foto: Netflix

Del artikel

Spin-off miniserien til Netflix’ populære fantasyserie 'The Witcher' er for kort til, at man kommer ind under huden på de mange spændende karakterer.

The Witcher har været en kæmpe succes for Netflix.

Med karismatiske Henry Cavill i hovedrollen som den ordknappe monsterjæger Geralt, har fantasyserien taget publikum med storm. Kombinationen af eventyr og romance samt Cavills uforskammede charme har i to sæsoner gjort serien bedre og bedre.

Derfor vakte det stor begejstring, da der ved afslutningen af anden sæson blev annonceret en spin-off. Forventningerne blev ikke mindre til The Witcher: Blood Origin, da det blev bekræftet, at den legendariske filmstjerne Michelle Yeoh skulle spille en af hovedrollerne.

Nu er miniserien så landet lige op til jul, og spørgsmålet er, om det er gaven, der bliver ved med at give eller en, som straks skal returneres?

En gang monsterjæger, altid monsterjæger


The Witcher: Blood Origin

Tiden er blevet stoppet af det magiske formskiftende væsen Seanchai (Minnie Driver). Hun redder ham, fordi hun vil have, at han skal berette historien om, hvordan denne verden, The Continent, blev skabt. Og ikke mindst om, hvordan den første witcher så dagens lys.

Efter de første 10 minutter foregår resten af miniseriens fire afsnit 1.200 år tidligere.

En lang række riger har ligget i krig med hinanden. Det kommer dog til en brat ende, da samtlige regenter bliver myrdet, og en ny regent for det hele, prinsesse Merwyn (Mirren Mack), bliver indsat af kupmagerne med den skruppelløse druide Balor (Lenny Henry) som hovedarkitekt.

Han har en hemmelig agenda, som han ikke skyer nogen helst midler for at opnå. Det er ren Game of Thrones, hvor Merwyn i sig selv er uhyre interessant og sagtens kunne bære at være fokus for en serie alene.

Men der er flere om at tiltrække sig seerens opmærksomhed. Nærmere betegnet syv andre. Det er den gruppe af umage helte, der skal redde dagen og genoprette ro og orden i riget. Anført af de to rivaler Éile (Sophia Brown) og Fjall (Laurence O’Fuarain) marcherer gruppen støt og roligt mod Merwyns palads, samtidig med at de enkelte medlemmer slutter sig til på vejen dertil.

Karatedronningen


Heri ligger også det overordnede problem med The Witcher: Blood Origin.

Med kun fire afsnit, er det begrænset, hvor meget vi kommer i dybden med de mange karakterer. Det er synd, da man higer efter at vide mere om for eksempel Scians fortid. Men man vil vel altid have mere Michelle Yeoh.

Få kan uddele øretæver som den ikoniske skuespiller, der senest imponerede verden i den fuldstændig skønne, vanvittige multivers-film Everything Everywhere All at Once. Evnerne til at slå på tæven har der aldrig været tvivl om siden de tidlige Hong Kong-film.

Og det er da også actionscenerne, der er nogle af de bedste i The Witcher: Blood Origin. Der bliver hugget lemmer af og flækket skaller, så blodenglene synger. Igen er det ærgerligt, at der ikke er mere tid til at udforske gruppens dynamik og give dem flere eventyr sammen, før serien sprinter hen til slutningen.

Bare to afsnit til kunne have givet det. For der er vitterligt intet tidspunkt, hvor flere kampscener i en fantasy-actionserie har gjort nogen skade. Udover måske til de stunt-personer, der skal tage imod røvfuldene.

En lille voldsaperitif


The WitcherBlood Origin

Da der ikke er noget bogforlæg til denne del af universet, kunne man have ønsket sig lidt mere kreativitet. Men ud fra de rammer, som miniserien nu engang har, fungerer den okay. Med en samlet spilletid på lige knap fire timer, er det en let fordøjelig binge til en råkold vinterdag.

Er den nødvendig at se for at kunne forstå resten af den originale series univers og kommende sæsoner? Umiddelbart nej. Eneste måde, det bliver relevant er, hvis nogle af karaktererne skulle dukke op. Selv da, er det tvivlsomt, om der er noget i Blood Origin, der er afgørende information, som ikke på en eller anden måde ville kunne blive forklaret på anden vis.

Miniserien er fin for, hvad den er, men er ikke et must see.


Se traileren til The Witcher: Blood Origin


Fakta om ’The Witcher: Blood Origin’:
Instruktør: Vicky Jewson, Sarah O’Gorman
Manuskriptforfatter: Declan De Barra (serieskaber) mfl.
Medvirkende: Sophia Brown, Michelle Yeoh mfl.
Antal afsnit: 4
Land: USA, Polen
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 25. december
Dansk streamingtjeneste: Netflix

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser