Serier | Guides

Redaktionen anbefaler: De 10 bedste franske serier

Af
Louise Due
21. november 2023
'Call my agent!'
Isabelle Hubert i den franske tv-serie 'Call my Agent!' / Foto: Netflix

Del artikel

Drømmer du om at (gen)besøge Frankrig og hovedstaden Paris, er disse 10 franske seriefristelser lige det, du har brug for.

Lune croissanter, henrivende kultur og overdådig haute couture.

Frankrig har alt, hvad hjertet begærer, og uanset hvad der gør, at du søger mod det charmerende land, kan du med sikkerhed få stillet lidt af din frankofile sult med en eller flere af de følgende serier.

  1. Call My Agent!
  2. The Bureau
  3. Lupin
  4. Drops of God
  5. The Tunnel
  6. Baron Noir
  7. Marianne
  8. The Returned
  9. The Hookup Plan
  10. Marseille

Call My Agent!

Call My Agent! eller på fransk, Dix Pour Cent, er en sand komedieperle fra 2015, der ikke kun formåede at fastholde de franske seere, men efter Netflix' opkøb i 2019 også fik succes hos det internationale publikum.

Handlingen udspiller sig på et fiktivt parisisk agentur, ASK, hvor de fire hårdtknoklende agenter, Gabriel (Grégory Montel), Mathias (Thibault de Montalembert), Andréa (Camille Cottin) og Arlette (Liliane Rovère), har til opgave at repræsentere en række af Frankrigs største skuespillere – med alt, hvad det indebærer.

Serieskaber Fanny Herrero lægger ikke fingre imellem og tegner et billede af et samfund og en kultur, som bag kulisserne er langt fra glamourøs.

Et billede du også vil kunne genkende, hvis du har set Nikolaj Lie Kaas' TV 2-serie Agent, der med både miljøet og excentriske personlighedtyper er en naturlig sammenligning med dette franske seriehit.

Alle fire sæsoner af Call my Agent kan ses på Netflix.

The Bureau (Le Bureau des Légendes)

Den prisvindende franske spionserie Le Bureau des Légendes gjorde sit indtog på den franske seriescene i 2015.

Hvis du har set den politiske spionthriller, Homeland, vil du hurtigt opdage, at Le Bureau des Légendes er en realistisk fortælling i samme dur.

Med i alt 5 sæsoner får du her et indblik i det hemmelige sikkerhedsarbejde i Frankrig, og de udfordringer tidligere profilerede spioner har undergået under falsk identitet.

Alle 5 sæsoner ligger tilgængelig på DRTV under det danske navn Falsk identitet.

Lupin

Da første sæson af den populære franske serie ramte Netflix i 2021, kom alle hurtigt på fornavn med den charmerende tyv, Lupin, spillet af Omar Sy.

Sy er bedst kendt fra filmen De urørlige, og på samme vis som i filmen charmerer han sig ind hos seerne i rollen som Assane "Lupin" Diop.

Som ung mand migrerer han med sin far til Frankrig, og hurtigt bliver han hvirvlet ind i et morderisk komplot, hvor faderen anklages som tyv og senere bliver myrdet.

I et forsøg på at redde trådene ud og rense sin fars navn, bliver Maurice Leblancs roman om gentlemantyven, Lupin, inspirationskilden til hans nye levevej. Med retfærdigheden følger dog en høj pris, og Assane Diop må sande, at den lykkelige slutning kræver mere end charme og heltemod.

Alle tre sæsoner af Lupin kan ses på Netflix.

Drops of God

På rigtig fransk manér bevæger serien Drops of God sig inden for et af landets spidskompetencer, nemlig vin.

Da Camille Légers (Fleur Geffrier) far afgår ved døden, efterlader han en ekstraordinær vinkollektion til en værdi af hele 140 millioner dollars.

Retten til at påkræve sig arven hører dog ikke kun til familien, da Issei Tomine (Tomohisa Yamashita), en ven til faderen og ekspert på området, også står skrevet på testamentet.

Det bliver starten på en konkurrence, hvor tre dyster i sidste ende vil afgøre, hvem af de to som får lov at løbe med sejren og hertil både faderens hus og hans vinsamling.

Drops of God fik premiere i april 2023 og kan ses på Apple TV+.

The Tunnel

Den fransk/engelske tv-serie The Tunnel er en geninsplining af den danske DR-serie Broen (2011-2018).

The Tunnel havde premiere tilbage i 2013, og som i den danske pendant bliver et lig fundet på grænsen mellem to lande, hvorefter motivet ved første anskuelse betragtes som samfundsmæssigt og politisk relateret. Serien foregår under den engelske kanal, og ligesom Broen skildrer The Tunnel kulturforskellene mellem to betjente.

Stephen Dillane, kendt som Stannis Baratheon i Game of Thrones, og Clémence Poésy (Harry Potter) spiller de to betjente, hvis roller er inspireret af danske Kim Bodnia og svenske Sofia Hellin.

Alle tre sæsoner af The Tunnel kan ses på Apple TV+.

Baron Noir

Hvis der er noget, der går igen blandt de franske serier, er det, at de særligt udmærker sig inden for dramagenren.

Baron Noir er ingen undtagelse. Serien handler om den franske politiker, Philippe Rickwaert (Kad Merad), der bliver bedraget og ydmyget af sit modparti, hvilket næsten sætter en stopper for hans karriere. Men så beslutter han sig for at igangsætte en hævnplan.

Serien er på mange måder en fransk udgave af den amerikanske tv-serie House of Cards med elementer fra The Sopranos, hvor det at gå bag om ryggen på folk bliver altoverskyggende i kampen om at opretholde status.

Alle 3 sæsoner af Baron Noir kan ses på Prime Video.

Marianne

Frankrigs serieunivers spænder bredt, og hører du til dem, der sætter pris på horror, bør du kaste dig over Marianne.

Serien er en lille, overset Netflix-perle på kun 8 afsnit, men det er mere end nok til, at den sætter sig fast i din erindring.

Emma Larsimon (Victoire Du Bois) spiller hovedrollen som en kendt gyserforfatter, der siden hun var ung har haft onde drømme om heksen, Marianne.

Da Emma bliver forvildet tilbage til hjembyen, vækkes hendes værste mareridt til live, og hun må stå ansigt til ansigt med hendes største frygt. En frygt, man i den grad forstår som følge af de grusomme scenarier, der møder hende, og som ville skræmme enhver.

Marianne kan ses på Netflix.

The Returned / Les Revenants

I horror-kategorien finder man også den internationale Emmy-vinder, Les Revenants, af instruktøren Fabrice Gobert.

Midt i en mindre bjergby vender en gruppe afdøde pludseligt tilbage og agerer som om, intet var hændt. Det skaber stor røre blandt beboerne, som nu pludselig konfronteres med fortiden, og tilsyneladende er det kun den unge dreng, Victor (Swann Nambotin), der kan opklare, hvad der er på spil.

Les Revenants er et bingeværdigende mysterie, der sidenhen er blevet forsøgt genindspillet i en amerikansk version af manuskriptforfatter Carlton Cruse (Lost) og Raelle Tucker (True Blood), men med flere afvigelser fra originalen.

Begge sæsoner af Les Revenants kan streames på Viaplay.

The hookup plan

Zita Hanrot spiller hovedrollen som Elsa, der efter et hårdt brud med kæresten sidder tilbage med en altoverskyggende følelse af at være forladt og ulykkeligt forelsket.

Druknet i mangel på selvtillid, iværksætter hendes venner en plan om at hyre en eskortdreng, Jules, der skal give Elsa håbet og glæden tilbage ved dating.

Planen går dog lidt for godt, og da Elsa opdager, at hun er blevet ført bag lyset, bliver troen på venskaber nu også sat på prøve.

The Hookup Plan er en munter serie, som stiller fokus på de udfordringer og følelser, mange gennemlever i deres yngre år, hvor det at finde fodfæste i livet og i sig selv kan være er en kompliceret rejse.

The Hookup Plan kan ses på Netflix.

Marseille

Magt, korruption og hævn er omdrejningspunktet for det drama, der udspiller sig i Marseille.

Robert Taro (Gérard Depardieu) forbereder efter 20 år på borgmesterposten at give stafetten videre, men da den yngre og forræderiske Lucas Barrès (Benoît Magimel) stiller op til valg om borgmestertitlen, udbryder en pludselig magtkamp i byen.

Hvidvask, utroskab og mord er blot nogle af de ting, de to mænd sætter på dagsordenen i forsøget på at få og fastholde magten.

Marseille, der er skabt af Pascal Breton, fik premiere i maj 2016 og var Netflix' første fransksprogede egenproduktion.

Begge sæsoner af Marseille kan ses på Netflix.

Del artikel

Andre Serier | Guides