Serier | Nyheder

3 nye serier på vej indenfor 'Yellowstone'-universet

Af
Signe Bjørg Granberg
17. september 2024
'1923'
Harrison Ford som Jacob og Helen Mirren som Cara Dutton i serien '1923' / Foto: Christopher Saunders/Paramount+/SkyShowtime

Del artikel

Helen Mirren og Harrison Ford vender tilbage i den populære spin-off-serie '1923', Michelle Pfeiffer spiller hovedrollen i helt ny serie, og så er der godt nyt til alle Kevin Costner-fans.

SkyShowtimes samarbejde med den Oscar-nominerede manuskriptforfatter Taylor Sheridan har været lidt af en guldgrube for streamingtjenesten.

Ikke blot har Sheridan skabt den voldsomt populære westernserie Yellowstone, der snart er klar med sidste halvdel af femte sæson, men han står også bag adskillige andre serier samt en række spin-off-serier inden for Yellowstone-universet.

Ny sæson af '1923'

'1923'
Harrison Ford og Helen Mirren i '1923'
Foto: Christopher Saunders/Paramount+/SkyShowtime

En af serierne er en såkaldt prequel til Yellowstone, nemlig 1923 med stjernerne Harrison Ford og Helen Mirren i hovedrollerne.

Serien følger Dutton-familien, som står over for nye udfordringer i starten af det 20. århundrede med udvidelsen af de amerikanske grænser, forbudstiden og Den Store Depression.

Seriens første sæson blev en stor succes, og nu har SkyShwtime så afsløret, at der er endnu en sæson på vej.

The Madison med Michelle Pfeiffer

Derudover kan Yellowstone-fans også allerede begynde at glæde sig til efterfølgeren til hovedserien, nemlig den helt nye serie The Madison med Michelle Pfeiffer i hovedrollen.

Serien foregår i nutiden og er altså ikke som 1923 (og 1883 i øvrigt) en serie, der forgår før Yellowstone. Der er endnu ikke sluppet meget ud om, hvad serien handler om, men angiveligt skulle den følge matriarken Stacy Clyburn (Pfeiffer), der flytter hele familien fra New York til Madison River Valley i Montana.

Et sidste kip med cowboyhatten til Kevin Costner

Yellowstone
Kevin Costner i 'Yellowstone' sæson 5a
Foto: SkyShowtime

Sidst, men ikke mindst, kan alle Yellowstone-fans få lov at tage ordentlig afsked med Kevin Costner i dokumentaren Yellowstone 150. Her udforsker Costner Yellowstone National Park og ser nærmere på, hvorfor stedet blev til en nationalpark.

Tidligere i år bekræftede Costner, at han ikke vender tilbage i den sidste halvdel af femte sæson af serien, men som et lille plaster på såret kan man altså følge den populære skuespiller i denne dokumentar.

SkyShowtime har endnu ikke meldt ud, hvornår de tre titler får premiere, men i første omgang kan man glæde sig til afslutningen på femte sæson af Yellowstone, der får premiere 14. november.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Nyheder