7. afsnit af 'Badehotellet' – små ændringer og store beslutninger
Obs! Spoilers for 7. afsnit af Badehotellet, så læs kun videre, hvis du allerede har set afsnittet.
Meget rammende for det seneste afsnit af Badehotellet er undertitlen "small changes/små ændringer" – og afsnittet er da også fyldt med netop det.
Titlen hentyder direkte til Fru Serups hensigter med hotellet, efter at hun og Hr. Serup officielt har købt det. Meeeeen, er de ændringer nu også så små, når det kommer til stykket? Alt tyder på, at Fru Serup ikke har tænkt sig at køre noget som helst videre på samme måde som hidtil. Stik imod alt, hvad Hr. Serup har lovet.
Købet sender små bølgeskvulp af usikkerhed ud blandt gæsterne, der har deres – begrundede – tvivl om, hvorvidt det betyder, at det bliver sidste sommer, de ferierer i det nordjyske. Især Fru Fjeldsø er oprørt og overvejer kraftigt, om den forestående 75-års-fødselsdag overhovedet kan holdes på hotellet, når nu det hele bliver vendt op og ned?
Ugens podcastafsnit af 'Det, vi elsker': Edith og Otilia fra 'Badehotellet'
Samtidig modtager Otilia brev fra sin præst i hjemstavnen, som frier til hende (dejligt sådan at blive friet til i et brev – men det var jo en anden tid!) Det sætter tankerne i gang hos ikke blot Otilia, men i særdeleshed også hos Edith, der næsten ikke kan være i sig selv over nyheden. For i hendes øjne hører Otilia sammen med Hr. Auerland, hvilket hun på komisk (og ægte Edithsk) vis da også får fortalt.
Amanda står med det ene ben i Tyskland og har allerede mentalt sagt farvel til hotellet. Hun er den af alle, der virker mest afklaret med, at nu er det tid til at se fremad og ikke tilbage.
Molin derimod har stadig kvaler med de stjålne diamanter, der nu viser sig at være stjålet fra en jødisk familie i Antwerpen. Vil det lykkes ham at få bragt orden i tingene og rådet bod på sine fejl? Noget tyder på, at Kitty Hansen bliver hans redning – også på dén front.
Hvilken karakter fra 'Badehotellet' er skuespillernes yndlingskarakter?
Og så er der Molly! Vi holdt vel alle vejret et øjeblik, da Fie fandt hende bevidstløs i sofaen. Men Molly er ikke sådan til at slå ud, og mon ikke, det ender med, at hun indirekte får bragt Fie og Morten sammen igen – i hvert fald skimtede man kærligheden imellem dem for første gang længe i dette afsnit. Og det var særdeles kærkomment!
Hvem glemmer replikker, og hvem får flest grineflip: Veninder fra 'Badehotellet' dyster
Der er to episoder tilbage af Badehotellet, der kommer de næste to søndage på TV 2 kl. 20.00 og på TV 2 Play. De første ni sæsoner kan også ses på TV 2 Play.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: