Derfor vender 'Mindhunter' ikke tilbage
Mindhunter med den elskede og velansete instruktør David Fincher som den kreative drivkraft, er en af Netflix' højst bedømte serier, men hvorfor fik den så aldrig en tredje sæson? Eller fjerde og femte for den sags skyld, da det var antallet af sæsoner Fincher gerne havde set serien køre i.
Mindhunter var en ret dyr serie at producere og da Fincher for alvor gik i gang med at lave filmen Mank i samarbejde med Netflix, blev serien sat på hold og alle stjerner fik ophævet deres kontrakter, så de kunne gå i gang med andet arbejde. Efter Mank var færdig, så gik Mindhunter dog ikke i gang igen. Nu lader det til at David Fincher endegyldigt lægger serien i graven.
Money talks
Grunden er måske mere banal end man skulle tro. Seriens budget var for højt i forhold til hvor mange der så med. Fincher sagde for nylig til et fransk nyhedsblad omkring Mindhunter, og muligheden for en tredje sæson:
"Jeg er meget stolt over de første to sæsoner. Men det er en virkelig dyr serie, og i Netflix' øjne havde vi ikke et stort nok publikum til at retfærdigøre en sådan investering. Jeg bebrejder dem ikke. De tog risikoen og lancerede serien, gav mig midlerne til at lave Mank som jeg ville, og tillod mig at udforske nye territorier med The Killer. Det er en fantastisk mulighed for at kunne arbejde med mennesker, der er dristige. Hvis dagen kommer, hvor vores interesser ikke længere er de samme, så må vi være ærlige nok til at gå fra hinanden."
Finchers kommende film The Killer har Michael Fassbender i hovedrollen som en lejemorder, der knækker psykologisk som han udvikler en samvittighed, men hans kunder forlanger stadig at han tilbyder sine ydelser. Premieren på The Killer er indtil videre fastsat til d. 10. november i år på Netflix.