Serier | Nyheder

Peter Schmeichel: "Nu skal jeg være så arrogant, at alle spillerne vil hade mig"

Af
Signe Bjørg Granberg
15. januar 2025
schmeichel
Foto: SkyShowtime

Del artikel

I ny dokumentarserie om Peter Schmeichel får man et unikt indblik i den ikoniske målmands historie både på og udenfor fodboldbanen.

Han er blevet kaldt "den bedste målmand nogensinde" og er krediteret af sine fodboldkolleger for at "genopfinde målmandens rolle".

Selv udenfor Danmarks grænser er Peter Schmeichel ikke hr. hvem som helst, og især i England og i den legendariske fodboldklub Manchester United har "The Great Dane", som Schmeichel blev kaldt, en særligt stor stjerne. Også her mange år efter, han lagde den aktive fodboldkarriere på hylden.

Derfor er det da heller ikke så mærkeligt, at den internationale streamingtjeneste, SkyShowtime, har kastet sig over at lave en ny dokumentarserie om netop Peter Schmeichel.

Med en blanding af personlige arkivoptagelser, der aldrig er vist før, og interviews med Peter Schmeichel selv, hans familie og forskellige nøglepersoner fra karrieren – som Sir Alex Ferguson, Eric Cantona og Gary Neville – kortlægger dokumentaren Schmeichels 22-årige karriere samt hans liv både på og udenfor banen.

Dokumentaren er fyldt med klip fra såvel EM i 1992, de første professionelle år i Brøndby IF og ikke mindst fra storhedstiden i Manchester United, hvor han blandt andet var med til at vinde "The Treble" i 1999.

Som traileren viser, og som de fleste danskere nok husker, var Peter Schmeichel lidt af en hård hund på banen med et iltert temperament, der blev en slags varemærke.

"Nu skal jeg være så arrogant, at alle spillerne vil hade mig", siger Schmeichel på et tidspunkt i traileren, og det er der ingen tvivl om, at mange modspillere nok gjorde i kampens hede. Men alle fodboldfans elskede ham – og det er dokumentaren også et vidnesbyrd om.

'Schmeichel' får premiere 9. februar på SkyShowtime.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Nyheder