
Den store kærlighedshistorie dør aldrig

Mange har nok holdt vinterferie i løbet af uge 7, mens det for andres vedkommende først er i næste uge, den står på fri fra arbejde eller skole.
Hvad enten ferien holdes i en norsk skihytte eller under hjemlige og nærmest lige så kolde himmelstrøg, er der altid plads til gode film og serier, når hyggen eller spændingen skal dyrkes foran fjernsynet.
Denne uges streaming-anbefalinger kommer omkring alt fra romantisk komik i dødsriget over filmatisering af en tyrkisk Nobelprisvinder til en blandt nogle kultelsket sangkonkurrence. Den svære kærlighed er i højsædet, så spænd hjertet godt fast.
Eternity

Er du ligesom jeg en romcom-fan på konstant jagt efter det, der hæver sig over genrens desværre ofte skuffende niveau? Så er ’Eternity’ måske svaret på vores bønner!
Elizabeth Olsen spiller Joan, der dør som en ældre kvinde, men ankommer til dødsriget i sin yngre krop. Her møder hun den mangeårige ægtemand Larry (Miles Teller), men der er ikke tale om sødsuppet happy ever after i efterlivet. Til stede er nemlig også Joans første ægtemand Luke (Callum Turner), som døde i Koreakrigen.
Hermed er der dømt muntert trekantsdrama med plads til eksistentielle overvejelser i en velbelyst udgave af himlen, hvor ethvert valg også er et markant fravalg.
’Eternity’ kan ses på Apple TV.
Verner Panton

Selv for de knap så designkyndige skaber navnet Verner Panton billeder på nethinden. Den danske verdensstjerne bag farverige lamper og stole skabte sig inden sin død et navn som en af nyere tids store skikkelser.
I år ville Panton være fyldt 100 år, og på hans fødselsdag 13. februar har DR premiere på en dokumentar, der viser ham som først provokatør og siden ikon. Designeren gik med vilde farver og materialer som plastik imod danske idealer med træ og afdæmpede kulører som det ypperste.
Derfor måtte Verner Panton ud i Europa for at producere sine designs og forløse visionen om at udfordre menneskers måde at være sammen på. Det er inspirerende ambitiøst på en måde, som er værd at hylde og tage ved lære af.
’Verner Panton’ kan ses på DR.
Uskyldens museum

Det er ikke hver dag, en tyrkisk tv-serie får premiere på hjemlige breddegrader. Netflix-serien ’Uskyldens museum’ er som en filmatisering af Nobelprisvinderen Orhan Pamuks kærligheds- og klassefortælling da også noget ud over det sædvanlige.
Romantikken og lidenskaben driver ned ad væggene i 1970’ernes Istanbul, hvor den unge mand Kemal forelsker sig hovedkulds i smukke Füsun. Problemerne ved det er mange, for Kemals særdeles velhavende familie har allerede udset et godt parti til ham, og underklassepigen Füsun passer ikke ind i den plan.
Det er tragisk og rørende, at Kemal ikke opgiver kærligheden. Historien er især kendt for, at han indsamler og passer på alt fra cigaretskodder til hårnåle, som har været tæt på Füsuns krop. Det må siges at være dedikation.
’Uskyldens museum’ kan ses på Netflix.

Love Story: John F. Kennedy Jr. & Carolyn Bessette

Store kærlighedsfortællinger er altid i høj kurs. De er ikke mindst gribende, når de er baseret på virkeligheden. John F. Kennedy Jr. og Carolyn Bessette kom som henholdsvis præsidentsøn og selvgjort karrierekvinde fra vidt forskellige verdener, men kemien imellem dem var åbenlys.
Som første sæson i en antologiserie følger ’Love Story: John F. Kennedy Jr. & Carolyn Bessette’ deres stormende forelskelse, medieombruste privatliv og tragiske død i 1990’ernes USA. En slags moderne ’Romeo og Julie’.
Ryan Murphy har gang i mange serier, men både advokatdramaet ’All’s Fair’ og modethrilleren ’The Beauty’ har mildt sagt fået en tur i maskinen af kritikerne. Den nye producerer han kun, og forhåbentlig bliver den sande historie brugt til at lave en vedkommende og relevant serie om kærlighedens altopslugende væsen.
’Love Story: John F. Kennedy Jr. & Carolyn Bessette’ kan ses på Disney+.
Victor Lander – en skønne dag

Det er en skelsættende begivenhed at fylde 30 år. Mens man i 20’erne med en vis ret stadig kan betragte sig selv som ung, må man i 30’erne komme til den erkendelse, at man altså er blevet voksen.
Den erkendelse har ramt Victor Lander, der i sit tredje onemanshow føler sig kaldet til at tænke over morgendagens fornuft frem for gårsdagens snublerier og nuets nydelser. Trods sin unge alder har Lander allerede arbejdet professionelt som komiker i mere end 10 år, så der er uden tvivl styr på leveringen af jokes.
Med optrædener i en lang række morsomme tv-programmer som ’Stormester’ og ’Forræder’ er Victor Lander blevet en populær tv-personlighed, hvis akavede fremtoning gør ham lige dele sjov og sympatisk.
’Victor Lander – en skønne dag’ får premiere 14. februar på TV 2 Echo og TV 2 Play.
Dansk Melodi Grand Prix

De seneste år har været lidt hårde for danske fans af sangkonkurrencen Eurovision Song Contest. Sidste år måtte Sissal nøjes med en 23. plads, mens Danmark slet ikke har været i finalen de foregående fem år.
Men hør lige her: Brødrene Olsen vandt i 2000, og Emmelie de Forest sejrede i 2013. Det er lidt tyndbenet statistik, men i år er tiden kommet til en ny dansk sejr. Først skal det danske bidrag dog findes blandt de otte udvalgte sange, som dyster om æren ved Dansk Melodi Grand Prix.
Minsandten om ikke Sissal er klar til at prøve igen med ’Infinity’.
Showet sendes direkte fra Arena Nord i Frederikshavn med DR-profilen Sara Bro og skuespiller Alex Høgh Andersen som værtspar. Forhåbentlig kan de og deltagerne ramme de høje nagler.
Dansk Melodi Grand Prix kan ses 14. februar på DR1 og DRTV.

Alex Høgh Andersen lander ny rolle i amerikansk storfilm
Keld Heick – kongen af dansk pop

Har man sagt Dansk Melodi Grand Prix, er man også nødt til at sige Keld Heick. Den folkekære musiker har skrevet tekst til vindersange som ’Under stjernerne på himlen’, ’Vi maler byen rød’ og ’Disco Tango’, og han må siges at være en institution i det danske musiklandskab.
Snart 80 år gammel har Keld Heick i en menneskealder siddet på toppen af dansktop-tronen, hvor man må finde sig i, at ens musik bliver reduceret til mindre pæne gloser som lalleglad og ligegyldig. Alligevel har musikeren et image som en nærmest overmåde pæn og ordentlig mand.
Nu går han og hustruen Hilda Heick på pension, og i den anledning ser et DR-program nærmere på, hvilken musikalsk arv Keld Heick efterlader sig. Det bliver et fascinerende møde med over 60 års musikhistorie.
’Keld Heick – kongen af dansk pop’ kan ses 15. februar på DR.
Reality Check: Inside America’s Next Top Model

’America’s Next Top Model’ blev i starten af det 21. århundrede et fænomen med 24 sæsoner, hvor håbefulde kvinder med alle midler forsøgte at køre sig i stilling til en karriere i den benhårde modeverden. Nu fortæller bagkvinden, topmodellen Tyra Banks, det, vi alle vidste i forvejen: at der blev gået over grænsen i jagten på underholdende fjernsyn.
Over 100 millioner mennesker så på verdensplan med i seriens velmagtsdage. Men i dag er det temmelig hovedrystende, at Banks og de andre dommere fik de i forvejen papirtynde og gudeskønne unge kvinder til at føle sig tykke og undergå kosmetiske operationer.
Dokumentarserien ’Reality Check: Inside America’s Next Top Model’ giver gennem nye interviews med mange af de involverede et billede af, hvor kaotisk hele foretagendet var.
’Reality Check: Inside America’s Next Top Model’ kan ses 16. februar på Netflix.

Tyra Banks i ny dokumentar om kontroversielt reality-program: "Jeg vidste, at jeg gik for vidt"
The Night Agent

Første sæson af ’The Night Agent’ bragede ind på Netflix som en kæmpe succes i 2023. Uden videre kendte ansigter, men med fængende drama lykkedes det serien at vise, at man kan komme langt med effektiv action.
Det blev cementeret i anden sæson, og nu er serieskaber Shawn Ryan og resten af holdet klar med endnu en adrenalinsusende omgang. Denne gang må natagenten Peter Sutherland (Gabriel Basso) endnu en gang på opgave i den store verden for at sikre, at hemmelige oplysninger ikke ender i de forkerte hænder.
Hans veje krydses med en kvindelig journalist, der også forsøger at grave hemmeligheder frem, og pludselig er begge deres liv i fare.
Tredje sæson af ’The Night Agent’ får premiere 19. februar på Netflix.
Den svenske forbindelse

Anden Verdenskrig er en uudtømmelig kilde til dramatiske fortællinger, og det er temmelig vildt, at der stadig kan komme mere eller mindre ufortalte historier frem.
En af dem ligger til grund for Netflix-filmen ’Den svenske forbindelse’. Den handler om en svensk embedsmand, der blev en uventet krigshelt, da han forsøgte at redde jødiske liv under et af krigens mørkeste kapitler. Henrik Dorsin spiller diplomaten Gösta Engzell, der i 1942 bruger juridiske smuthuller til at gå op imod den nazistiske overmagt fra sit skrivebord.
Det er selvsagt et højintenst drama, og ud fra traileren at bedømme er de sande begivenheder blevet filmatiseret med sans for suspensefuld finesse og måske endda lidt velplaceret komisk timing.
’Den svenske forbindelse’ kan ses 19. februar på Netflix.

10 film, vi glæder os til at se i biografen i februar 2026
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:


















