Anmeldelse: ’From’ rummer mysterier, gys og drama for alle pengene
From sæson 1
Streamingtjeneste: C More
Antal afsnit: 10
Instruktører: Jack Bender, Jennifer Liao, Jeff Renfroe og Brad Turner
Forfattere: John Griffin, Javier Grillo-Marxuach og Vivian Lee
Medvirkende: Harold Perrineau, Eion Bailey, Catalina Sandino Moreno, David Alpay, Elizabeth Saunders, Ricky He m.fl.
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 16. august 2022
Froms præmis er som taget ud af et afsnit af The Twilight Zone blandet med en Stephen King-bog. En familie bliver uvildige fanger i en lille by, som ingen ved hvor er. Prøver du at forlade byen, ender du blot ved dens begyndelse igen, som om du har kørt i ring.
Det er, hvad der sker for familien Matthews under en bilferie. Som alle nye beboere vil de prøve at finde hjem. Noget, som alle andre har givet op på. Noget er dog anderledes denne gang. Familien Matthews var nemlig ikke de eneste, der netop er ankommet. Et arrogant tech-geni ser ting, som andre ikke ser, og har måske en løsning på deres problemer. Nogle af dem i hvert fald.
Det at folkene umiddelbart er fanget i denne mærkelige by uden nogen umiddelbar mulighed for at slippe ud, viser sig dog at være det mindste af deres problemer. Efter mørkets frembrud kommer monstrene frem. De har ét mål: at slå dig ihjel.
Gys og spænding
Monstrene i From virker utrolig godt. De kan tage form af folk, du kender, og prøver at forføre dig både med kærlighed og venskab. De vil gøre alt for at få dig til at åbne op for dem. De går altid rundt med et stort smil på læberne, og når jeg skriver går, mener jeg ’går’. De løber aldrig. Det er nærmest, som om de ved, at beboerne ikke kan slippe afsted. Og det er bare et spørgsmål om tid, før nogen begår en fejl.
Vi ser aldrig selve drabene, kun det groteske efterspil. Serien tager ingen fanger, og alle har mulighed for at være et offer – børn såvel som ældre. Effekterne, der er brugt til at lave de menneskelige efterladenskaber, er overbevisende. Det giver til tider giver foruroligende billeder.
Heldigvis har byens beboere talismaner, der kan holde monstrene ude, så længe der ikke bliver åbnet for dem. De kan dog altid høres ellers ses udenfor, og det giver en følelse af klaustrofobi ved tanken om, at de altid befinder sig lige udenfor døren. Det eneste, der adskiller dig fra døden er en sten, der hænger ved døren.
Når uheldet endelig er ude, gisper jeg nærmest. Jeg har altid fundet den langsomt nærmende død – ikke meget ulig de langsomme zombier – mere skræmmende end det spænende monster.
Det handler om familie
Hvis du er i tvivl om, hvad From handler om, skal du blot lytte efter lyrikken i seriens intro. Her spiller Que Sera, Sera. Familierelationer i forskellige facetter er i centrum, og det giver serien noget dramatisk kød på sig. Det fungerer godt som en tematisk rød tråd uden at blive for påtrængende.
Familietemaet ligger og ulmer i baggrunden, da serien er meget plotdrevet. Vi skifter primært mellem to sæt plotlinjer. Plotlinjer, hvor folk prøver at finde en vej ud eller kontakte omverdenen. Som manden i Matthew-familien, Jim (Eion Bailey), der er ingeniør og tech-geniet Jade (David Alpay) der prøver at bygge et radiotårn. Andre plotlinjer er til for at bringe flere mysterier til verdenen.
Mysterier er der nok af, og serien formår at dispensere informationer i et tempo, der aldrig overvælder mig, men altid sørger for, at jeg er sulten efter mere. Indtil det pludselig føles som en tvangsfodring.
Frygter næste sæson
På trods af alle de rosende ord, som serien fortjener, har den et problem. Slutningen. Jeg vil ikke spoile noget, men blot sige, at man godt kan se, det er folkene bag Lost, der også har lavet From.
Sæsonfinalen består af en overflod af cliffhangers og stiller mange flere spørgsmål, end den besvarer. Anden sæson er allerede undervejs, og hvis ikke den begynder at besvare nogle af dem, vil jeg føle mig holdt lidt for nar.
Jeg har ikke noget imod langsom opbygning, men jeg sidder med den sitrende fornemmelse af, at forfatterne ikke har et klart endemål. Det virker til, at de har lavet disse mystiske cliffhangers (ja, der er langt flere end én), og derefter sagt: ”Det lyder spændende, nu skal vi bare finde ud af, hvor det skal føre hen.” Mit håb for den kommende sæson er stort, men jeg frygter det værste.
Jeg kan naturligvis ikke bedømme første sæson ud fra, hvad kommende sæsoner gør eller ikke gør, men blot håbe det bedste. Jeg var både godt underholdt og opslugt af From lige indtil finaleafsnittet og kan kun anbefale serien, både som gyser, thriller og familiedrama.