Anmeldelse: Christoph Waltz underholder i den ellers skuffende thriller-komedie ’The Consultant’

Under et skolebesøg hos mobilspiludvikleren CompWare bliver stifteren og chefen Sang (Brian Yoon) skudt af et af børnene, der fortæller, at djævlen fik ham til det. Stadig i chok bliver Sangs assistent, Elaine (Brittany O’Grady), og programmøren Craig (Nat Wolff) sent på kontoret og taler om, hvordan noget så forfærdeligt kan ske.

Pludselig træder en velklædt mand ind i kontoret. Regus Patoff (Christoph Waltz) er navnet, og han forklarer, at han inden Sangs død blev ansat af selvsamme som konsulent i virksomheden. Med Sangs død er Patoff dermed de facto øverste boss i CompWare.

Ved første personalemøde dagen efter er det tydeligt, at der er store ændringer undervejs. Som det første deklarerer Patoff, at alle, der arbejder hjemmefra, har en time til at møde ind på kontoret, ellers vil de blive fyret. Præcis en time efter låser han døren lige foran en arbejder i kørestol og pointerer, at hun i hvert fald ikke kan bruge mangel på transportmiddel som undskyldning.

Elaine og Craig prøver at finde ud af, hvem fanden ham Patoff er, men han er et spøgelse på internettet med undtagelse af én anden virksomhed, der hyrede ham. To uger efter ansættelsen blev det andet firmas chef fundet halshugget i sin lejlighed.

Hvad er det helt nøjagtig, ’The Consultant’ vil?

Noget, som går igen i serien, er kommentarer om, hvor hårdt det er på jobmarkedet. Både i forhold til at få et job, men også hvad det kræver at avancere i ’Corporate America’. Hvor langt er du villig til at gå, og hvem vil du røvrende for at få det, som du gerne vil have det? Den ser også nærmere på chef/medarbejder-forhold. Hvad må en chef forlange af sine arbejdere, og hvad er konsekvenserne ved at sige nej?

Det er tydeligt, at The Consultant gerne vil bearbejde disse temaer, og med sin selvdeklarerede thriller-komedie-genre og Christoph Waltz i hovedrollen, har serien et stabilt fundament til en hit-serie. Problemet er bare, at den ikke gør særlig meget med sin præmis.

Scenerne, der foregår på arbejdspladsen, og de ændringer Patoff foretager i CompWare, ender hurtigt med at tage plads i baggrunden, imens Elaine og Craig prøver at finde ud af, hvem Regus Patoff er. En efterforskning, der ikke rigtigt fører nogle steder hen og ender i stor forvirring.

Skiftende motiver

Noget andet, der forvirrer, er Elaine og Craig. De hopper frem og tilbage mellem at være for eller imod arbejdet og Patoff i den forlængelse. Det giver mening for Craig i starten, fx da Patoff ser det spil, Craig er i gang med at udvikle på egen hånd, og vil gøre det til virksomhedens næste store satsning. ”Endelig en, der lytter til mig”, tænker og siger Craig, men efter en en til en-tur i byen med chefen kommer han hurtigt på andre tanker.

Elaine er den konstante modstander af Patoff… indtil hun ikke længere er. Serien giver udtryk for, at Patoff hvisker i hendes øre som slangen i paradis, men det bliver behandlet så overfladisk, at man nærmest skal overbevise sig selv om, at det er det, der foregår.

Tak Gud for Christoph Waltz, der medbringer sine evner til serien. Han veksler mellem venlig chef og lumsk psykopat. Han er uden tvivl det mest underholdende i The Consultant, men selv ikke han kan redde serien.

Man bliver næsten holdt for nar

At der sker mærkelige ting i serier, er ikke noget nyt. Eksempler i The Consultant indebærer bl.a., at Patoff tager Craig med til en loungebar, hvor baren så ikke findes dagen efter, men i stedet er en kontorbygning.

Der er flere eksempler på lignende hændelser, der skaber mystik, hvor man tænker, der kommer en form for forklaring. Det gør der ikke. Serien lider af mystik for mystikkens skyld, og man ender med at føle sig holdt for nar.

The Consultant kan opsummeres meget simpelt: God start. Rodet midte. Skuffende slutning.