Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ’Perry Mason’ sæson 2 er mørk, dyster og fængende

Af
Freddy E. Silva
8. marts 2023
Perry Mason anmeldelse
Matthew Rhys som forsvarsadvokaten Perry Mason i serien 'Perry Mason' / Foto: HBO Max

Del artikel

'Perry Mason' er tilbage på HBO Max, nu som etableret advokat i Depressionstidens Los Angeles – og serien er nøjagtigt så grum og dyster som i den foregående sæson.

Perry Mason sæson 2

Streamingtjeneste: HBO Max
Premieredato: 6. marts 2023
Genre: Krimi, drama
Instruktør: Fernando Coimbra m.fl.
Manuskriptforfatter: Jack Amiel, Michale Begler, Rolin Jones
Medvirkende: Matthew Rhys, Juliet Rylance, Chris Chalk, Shea Whigham m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 8

For knap 70 år siden var Perry Mason en stueren serie med underholdning til hele familien. Rutinen var den samme i hver eneste sort/hvide episode: Den velklædte og sobre advokat Perry Mason, assisteret af den pæne og blonde detektiv Paul Drake samt den yndige sekretær Della Street, fik en sag, hvor en uskyldig anklaget skulle renses for mistanke.

Mason var forrygende hver gang, og seerne afventede spændt konklusionen, der uden undtagelse bestod af skurkens endelige tilståelse i vidneskranken foran en fyldt retssal. Sagen løst, retfærdigheden sket fyldest.

Sådan er det ikke længere. Seerne har efterhånden andre krav til en god krimi, og de fleste serier har skruet op for både realismen og de dystre undertoner. Den rebootede Perry Mason er ingen undtagelse.

Fra detektiv til advokat

I første sæson af HBO Max' version af Perry Mason fra 2020 begyndte seriens titelfigur, spillet af Matthew Rhys, sin karriere som detektiv for advokaten E. B. Jonathan. Perioden var 1930'erne, hvor Depressionen var på sit højeste, og både den lovgivende magt samt Los Angeles’ politi havde et historisk rygte for at være bundkorrupte.

Midt i al elendigheden startede sagen om den myrdede baby, Charlie Dodson, der sidenhen førte til, at moderen Emily Dodson blev anklaget for mordet. Den ulykkelige sag resulterede dels i E. B. Jonathans selvmord, udført i desperation over den sociale elites ustoppelige magt. Derefter hobede dødsfaldene sig gradvist op.

I ren afmagt gennemførte Perry en noget tvivlsom advokatuddannelse på rekordtid og gik fra blot at være detektiv til at føre Emily Dodsons sag i retten. Selvom de ikke decideret vandt sagen og fik Emily frikendt, blev sagen annulleret ,og den hårdt prøvede mor slap for både dødsstraf og fængsel.

Kamp mod pengene og magteliten

I sæson to og seks måneder efter retssagen er situationen i Englenes By ikke anderledes. Depressionen har stadig fat i byens lavest rangerende borgere, magteliten skummer fløden og gør i det hele taget, hvad de vil med både egne og andres liv.

Oliefamilien McCutcheons ældste søn og arving, Brooks (Tommy Dewey), kører en del lyssky forretninger i forsøget på at træde ud af sin fars, Lydell McCutcheons, tunge skygge. Et dampskib med kasino samt købet af et baseballhold til Los Angeles er nogle af sønnens investeringer, som far McCutcheon opponerer mod.

Samtidig hjemsøges vor helt Perry af minderne og eftervirkningerne af Charlie Dodson-sagen, der stadig hænger som en sort sky dybt i sindet. Af samme årsag er han gået fra at føre kriminalsager til at tage sig af mindre voldsomme civile søgsmål.

Den tidligere sekretær Della Street (Juliet Rylance) er nu blevet partner i Perrys nye advokatfirma, og hun kæmper for at holde forretningen oven vande, mens hun samtidig forsøger at holde sin homoseksualitet skjult fra et fordomsfuldt samfund.

Den tidligere politibetjent Paul Drake nåede at arbejde en smule for Perry under Dodson-sagen og forsøger nu at overleve som arbejdsløs betjent og detektiv med kone, et nyfødt barn og en by fuld af racemæssige udfordringer for en afroamerikansk borger i 30’erne.

Og midt i al dette må Perry Mason og kompagni atter træde til, da den unge oliearving Brooks McCutcheon findes myrdet, og to unge, fattige mexicanere anholdes som de hovedmistænkte. I en by, hvor pengene og den hvide magtelite styrer slagets gang, er det kun Perry Mason, Della Street og Paul Drake, der tør risikere alt for, at retfærdigheden måske kan se dagens lys.

Nuancerede personskildringer

Perry Mason er tilbage i topform. Med en stemning tæt op af film noir-værker som L.A. Confidential, Mulholland Falls og sågar Changeling rammer den lige på nerven, når den illustrerer den indgroede korruption, der huserede hos Los Angeles’ politi i mellemkrigstiden. Man føler desperationen og magtesløsheden hos alle underbemidlede stakler, der oftest blot var brikker og syndebukke i de højere magters spil.

Matthew Rhys som den kyniske og modløse hovedperson leverer en dybtfølt præstation, der ligeledes bliver suppleret af en velskrevet karakterudvikling fra første sæson og til nu.

Overgangen fra detektiv til advokat er troværdig og giver samtidig serien en ekstra dimension bag det allerede intrigerende plot.

Juliet Rylances portræt af Della Street er ligeledes nuanceret og levende på helt eminent vis. Samtlige af karaktérens facetter – seksualitet, kløgt, styrke samt sårbarhed – bliver synlige uden at blive skåret ud i pap. Derved får vi en Della Street så ulig den oprindelige series underdanige sekretær, men i stedet en helstøbt advokat, som man beundrer og kommer til at holde af.

Den nye Paul Drake i Chris Chalks skikkelse er ligeledes en finurlig tilføjelse til serien til dels ved at være afroamerikansk i en diskriminerende verden. Hans arbejde som Perrys detektiv besværliggøres netop af hans status i samfundet og bliver således endnu et aspekt af spænding og interesse, når man følger ham på jagt efter beviser og spor. Chalks præstation er dybt troværdig, og hans kemi med både Rylance og Rhys udgør samlet en trio, som vi gerne ser i mange sæsoner endnu.

Ros trods let komplekst plot

Eneste minimale ulempe at nævne er, at plottets kompleksitet i opstartsfasen til tider kan hægte seeren af. Dog bliver det aldrig sværere, end at man efter, lige at gennemtænke forløbet, hurtigt fanger tråden igen. Ros til dette reboot af det gamle retssagsdrama, for Perry Mason er mørkere, mere dyster og langt mere fængende end nogensinde før.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser