Film | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘Camino’ er et både smerteligt og humoristisk drama om et anstrengt far-datter-forhold

AfAnn Lind Andersen
4. april 2023
Camino anmeldelse
Danica Curcic og Lars Brygmann som far og datter med et anstrengt forhold i 'Camino' / Foto: Nikola Predovic

Del artikel

‘Camino’ på Viaplay glimrer ved sine ulidelige hovedpersoner og sine gode skuespilpræstationer.

Regitze, eller bare Gitze, som hun bliver kaldt, er på vej til sin mors begravelse og kommer for sent. Trakfikprop på motorvejen og den slags. Hvilket gør hendes i forvejen indebrændte far rasende. De tos forhold er allerede temmelig anstrengt, og uden moren som ‘buffer’ er Gitze egentlig indstillet på, at hun ikke skal have ret meget med sin far at gøre.

Få flere film anmeldelser her!

Tvangs-selskab

Men Gitze har gjort regning uden sin mors testamente, for deri står der, at det er morens højeste ønske, at far og datter skal gå Caminoen. Sammen. Og det gør de så, meget mod begges vilje og lyst.

Det er set-uppet i den danske Viaplay-film, Camino, der har manuskript af Kim Fupz Aakeson og er instrueret af Birgitte Stæremose (hun instruerede senest filmen Darling med Danica Curcic som balletstjerne). Et godt udgangspunkt, for spørgsmålene er mange. Hvad har skabt det ret fjendtlige forhold mellem de to? Og måske mere vigtigt, hvordan kommer de begge videre fra forskelligheder og fortid?

Brokrøv og konfliktsky

For at finde svar på de spørgsmål er der en både ydre rejse – gåturen på Caminoen – og en indre udvikling. Og i begge trin bølger sympatien skiftevis fra den ene til den anden. Man forstår Gitzes irritation på en far, der tror lidt for meget om sine egne intellektuelle evner, men ikke har drevet det til noget og derfor er blevet en mavesur brokkerøv.

Og man forstår farens lyst til at give Gitze et los bagi, så hun ‘tager sig sammen’, som han siger, og ikke giver så let op på sig selv og ikke er så konfliktsky. Alt det har de en lang gåtur til at tale om, udover den fælles sorg, naturligvis, hvilket bestemt ikke går stille for sig.

Læs også: Anmeldelse: ’Ustyrlig’ sætter spot på en tid, da frisindet skulle udryddes

Skuespillet udnytter hele paletten

Som altid, når Fupz Aakeson har skrevet, lurer humoren lige under overfladen. Og med Stæremoses dygtige instruktion får hun max ud af de to hovedrolleskuespillere, Lars Brygmann som faren, og Danica Curcic som datteren.

Begge leverer stærke nuancerede præstationer, og jeg vil gå så langt som til at sige, at rollen som Gitze er noget af det bedste, Curcic har lavet i lang tid. Både hun og Brygmann udnytter, at de har en bred følelsesmæssig palet til rådighed, og især Brygmanns leveringer udnytter de komiske elementer i replikkerne, så jeg flere gange klukkede undervejs.

Både og

Filmen får kortvarigt visninger i biograferne og bliver samtidig lanceret på Viaplay, der for alvor er gået ind i content-krigen om egen-produktioner. Den lanceringsmodel er fornuftig nok med en film som Camino, der nok ville have svært ved at klare sig i biograferne alene. Bl.a. fordi filmens målgruppe er lidt utydelig. På denne måde kan hele familien (med halvvoksne børn) se med, når Camino kan streames derhjemme. Og måske endda blive inspireret til at gå den gamle pilgrimsrute i Spanien. Sammen.

Læs også: Anmeldelse: Det mest underholdende ved Netflix’ dokudrama om Kleopatra, er dramaet bag serien

Fakta om ’Camino’:
Premieredato: i Biograferne og på Viaplay 5. april 2023
Genre: Komedie, drama
Instruktør: Birgitte Stæremose
Manuskriptforfatter: Kim Fupz Aakeson
Medvirkende: Danica Curcic, Lars Brygmann m.fl.
Land: Danmark
Spilletid: 1 time og 44 min.

Læs også: Anmeldelse: ‘Krag & Virkner’ er en interessant satsning som desværre vil for meget på én gang

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser