Anmeldelse: Det mest underholdende ved Netflix' dokudrama om Kleopatra, er dramaet bag serien
Dokudramaserien Queen Cleopatra er allerede før dens udgivelse blevet beskyldt for alt fra blackwashing til afrocentrisk propaganda. Den første, vi møder i dokumentaren, er Professor Shelley P. Haley, der er ekspert i Kleopatra, men også har undervist i intersektionalitet med ’Black Feminist Thought’. Hun fortæller, at hun blev inspireret af sin bedstemor, der fortalte ”Jeg er ligeglad med, hvad folk siger i skolen. Kleopatra var sort.”
Få flere film anmeldelser her!
Alarmklokkerne begynder allerede her at ringe. Men selv om der er nogle problemer med valget af skuespiller til at portrættere Kleopatra (Adele James) i dokumentarisk henseende, så fylder identitetspolitikken ikke så meget, som man måske skulle tro ud fra traileren. Det fylder dog overvældende meget bag scenerne, og det smitter desværre af på serien.
Gentagende og overfladisk
Serien fortæller hele Kleopatras historie fra start til slut med udvalgte dramatiserede scener. Det er først, da hun bliver Farao og skal regere sammen med sin yngre bror, som hun også gifter sig med, at fortællingen for alvor går i gang, og hendes barndom og opvækst forklares hurtigt og effektivt. En ung, lærd kvinde der pludselig bliver opløftet til guddom med hendes fars, Ptolemæus 13.s, død.
Serien bliver fortalt med hjælp fra flere forfattere og akademikere, men på trods af den store viden, de som samlet flok må have, er det en forholdsvist overfladisk gennemgang af Kleopatras liv. Vi kommer sjældent i dybden med de store historiske begivenheder, hun har haft indflydelse på, og det tager nærmest form af et lynkursus om Kleopatra.
Læs også: Anmeldelse: Netflix-filmen ’Trold’ er Norges svar på ‘Godzilla’
Serien bliver også hurtigt gentagende i sine beskrivelser af Kleopatra. Når hun møder Julius Cæsar, skal vi huske på, at hun er viljestærk og en god strateg, når hun møder Mark Antony, skal vi huske på, at hun er viljestærk og en god strateg, når hun møder det romerske senat, skal vi huske på, at hun er viljestærk og en god strateg osv.
De bruger meget tid på at fortælle, hvordan hun har følt eller tænkt på bestemte tidspunkter. Nogle gange bakkes det op af historiske kilder, breve, optegnelser osv. Andre gange gør det ikke. Det er nu engang sådan, formatet er i en dokudrama, men når de selv introducerer flere historiske kilder til visse ting, kan det blive svært at skelne mellem, hvornår noget er skøn fra eksperterne, og hvornår det er noget, de kan pege på og sige ”Vi er rimelig overbeviste om, at det her er hendes tankegang på det tidspunkt”.
Dramatiske genskabelser, eller bare drama?
Queen Cleopatra bliver som nævnt vækket til live med mange dramatiske genskabelser, og det er måske her, seriens største problem ligger. Den ved ikke helt, om den vil fokusere mest på at lave en dokumentar eller en dramaserie, men prøver standhaftigt at gøre begge ting på samme tid.
Den har både de mere ’klassiske’ genskabelser, hvor statister er pragtfuldt klædt og laver hverdagsting, som et klip af romere, der marcherer, hvilket bliver brugt, hver gang de er på farten. Den har også scener, der er som taget ud af et historisk drama. Skuespillet her vakler til gengæld, og det føles til tider, som om man ser en sæbeopera. Dette eksemplificeres i høj grad ved John Partridge i rollen som Cæsar. Han har faktisk brugt det meste af sin karriere i en sæbeopera. Når der ovenikøbet er lagt popmusik under flere af genskabelser, der ligger så fjernt fra det gamle Egypten, bliver det hele en meget mærkværdig oplevelse.
Selvom Kleopatra er en yderst markant historisk figur, der havde utrolig stor indflydelse og magt, kan man ikke komme uden om, at serien sætter hende på en piedestal. Ikke et negativt ord bliver sagt, ej heller antydet, om hende. Hun kan ikke sætte en finger forkert, og når noget går galt, så står andre bag, typisk mænd, som der bliver gjort en pointe ud af. Mændene, der spiller overfor hende, bliver også stort set udelukkende fremstillet som forsmåede, vrede eller sørgelige skabninger.
Elefanten i rummet
Nok det mest ærgerlige ved serien er, at kontroversen bag er langt mere underholdende end selve serien. Valget om at portrættere Kleopatra som sort vakte så stor harme i Egypten, at en egyptisk advokat sagsøgte Netflix. Det kan selvfølgelig ikke kan siges med 100% sikkerhed, om hun var sort. Flere historikere har dog henvist til mønter, tegninger, statuer osv., som tyder på, at Kleopatra med ret stor sikkerhed ikke var sort.
Læs også: Anmeldelse: ‘The Power of the Dog’ er en sanselig western med et hint af paranoia
Seriens instruktør gik til genmæle med en stor klumme i det amerikanske magasin Variety, hvor hun taler om ’internaliseret white supremacy’ gennem flere årtiers indoktrinering fra Hollywoods side, og at Kleopatras historie ikke handler om hende, men om minoriteter, herunder det kvindelige køn.
Med den viden ændres synet på serien. Hvis man ikke er bekendt med alt det bagvedliggende drama, så er Queen Cleopatra en middelmådig dokudramaserie. Hvis man er bekendt med instruktørens intentioner og forestillinger, så indeholder serien et politisk budskab om nutidig racisme, hvor man har bemægtiget sig en af historiens giganter for at komme igennem med det.
Både Kleopatra og publikum fortjener bedre end det.
'Queen Cleopatra':
Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 10. maj 2023
Genre: Dokumentar, drama
Instruktør: Tina Gharavi
Manuskriptforfatter: Debora Cahn (serieskaber) mfl.
Medvirkende: Adele James, Craig Russell, John Partridge, Andira Chrichlow m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 4
Læs også: Anmeldelse: ‘Meter i sekundet’ er en humoristisk hyggespreder fra Hella Joof