Anmeldelse: Daniel Craig er eminent som småfordrukken playboy i ’Queer’

William Lee (Daniel Craig) lever et trøstesløst liv i Mexico City, hvor han drikker, tager stoffer og knalder unge mænd på må og få.

Han er retningsløs, og det virker, som om han egentlig bare prøver at få tiden til at gå, indtil han på et tidspunkt skal dø.

Imellem tequilashots og heroin-tåger får han pludselig øjnene op for den unge og attraktive tidligere soldat Eugene (Drew Starkey).

Lee bliver betaget af ham og forsøger med al sin verdensmandscharme at besnære adonissen. Men hvad sker der så, når han lykkes med sit forehavende? For Lee er ikke umiddelbart i stand til at leve et konventionelt liv lykkeligt til sine dages ende, og Eugene er alt andet end klar på at slå sig ned.

Som altid med den italienske instruktør Luca Guadagnino (’Challengers’, 'Call Me by Your Name'), handler det om begær. En flygtig og meget intens følelse, som nærmest tvinger dem, der er blevet ramt af den, til ubønhørligt at efterstræbe det, de begærer.

Forlægget til ’Queer’ er William S. Burroughs' semi-biografiske novelle af samme navn. ’Challengers’-manuskriptforfatteren Justin Kuritzkes har også skrevet manus i denne omgang, der desuden også byder på et gensyn med fotograf Sayombhu Mukdeeprom, klipper Marco Costa og komponistduoen Trent Reznor og Atticus Ross.

Men ’Queer’ er ingen ’Challengers’, og det er på både godt og ondt.

Eminente Daniel Craig

Først og fremmest er Daniel Craig eminent i hovedrollen.

Den tidligere James Bond-skuespiller gør det godt som den småfordrukne playboy. Han har altid haft en god fornemmelse for at spille lettere excentriske karakterer, hvor man godt må give den gas med lidt overspil (Benoit Blanc fra ’Knives Out’ og Joe Bang fra ’Logan Lucky’ for eksempel).

Med Lee er der igen den her hårfine grænse mellem at gestalte et menneske, som er så berømt, at der er fare for at ryge over i en karikatur. Craig, Guadagnino og Kuritzkes holder snoren stramt i adaptationen af Burroughs litterære alter ego.

Der er masser af nuancer at finde i Lee, som Daniel Craig dykker frygtløst ned i med hovedet først. Hvad end det drejer sig om at gribe fast om et par velformede mandeballer og give et slubrende blowjob eller sidde og krænge sjælen ud, mens øjnene længselsfuldt drømmer om noget bedre.

Det er en ferm præstation fra en skuespiller, der nu fuldt ud udnytter den frihed, han har fået efter at være kommet fri af en franchises faste favntag.

Fascinerende meta-lag

Som med altid med Luca Guadagnino-film er ’Queer’ en utrolig sanselig oplevelse.

Et ayahuasca-trip, hvor Lee og Eugenes kroppe smelter sammen, tager prisen som filmens mest opsigtsvækkende øjeblik, og der er ellers rigeligt at tage af.

Alligevel er det, som om ’Queer’ ikke bliver fuldt forløst.

Der er nogle elementer omkring historien, som først giver rigtig mening, når man ser det i kontekst til Burroughs' eget liv. Virkelighed og fiktion flyder sammen, så en svævende kvindetorso i en drøm giver først mening, når man ved, at forfatteren dræbte sin egen kone i et forsøg på at skyde at glas af hendes hoved, præcis som Wilhelm Tell gjorde det med et æble på sin søns hoved.

I det hele taget er der et fascinerende meta-lag, som Guadagnino sjovt nok genskaber på sin egen facon.

Burroughs baserede karakterer på folk i sin omgangskreds, og det er heller ikke svært at genkende den amerikanske digter Allen Ginsberg i Jason Schwartzmans karakter Joe Guidry.

Luca Guadagnino befolker birollegalleriet med kunstnere og instruktører og skaber derved en lille kunstnerenklave i filmen, præcis som det sker i filmens univers.

Derved forstærkes glimt-i-øjet-følelsen, som ligger og summer igennem hele filmen. Det er lidt skævt og anderledes og meget i tråd med forlægget. Derfor vinder ’Queer’ også med tiden bedre indpas i bevidstheden, fordi den sætter nogle tanker i gang på en anden måde end for eksempel ’Challengers’, der var meget ligefrem og let tilgængelig til sammenligning.

Og så hersker der ikke nogen tvivl om, at Daniel Craig nok engang leverer en fremragende præstation og viser, hvorfor farvellet til James Bond har været det bedste for den britiske skuespillers karriere, siden han fik netop den rolle for knapt 20 år siden.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: